Smitsom sygdom spreder sig: Knuthenborg gør klar til vaccination af dyr

Girafferne på billedet har ikke forbindelse til den aktuelle artikel. Arkivfoto: Nils Lund Pedersen

Safariparken på Midtlolland er opmærksom på den smitsomme virussygdom bluetongue, der i øjeblikket spredes blandt kvæg og andre drøvtyggere. Cirka 80 dyr skal vaccineres.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den smitsomme virussygdom bluetongue, som i øjeblikket spreder sig flere steder i landet blandt kvægbesætninger og andre drøvtyggere, risikerer også at komme til Lolland og Falster.

Derfor er man i Knuthenborg Safaripark ved at gøre klar til at vaccinere cirka 80 dyr i løbet af denne uge.

- Det er ikke alle vores dyr, som er i risikogruppen - for eksempel har vi mange afrikanske arter, som er i stand til at udvikle en naturlig immunitet mod bluetongue, så dem behøver vi ikke vaccinere.

- Men vi har bestilt vaccine til vores dværggeder, walliser-geder, sabelantiloper og enkelte dyr fra andre grupper, fortæller Therese Hård, der er zoologisk- og veterinærchef i Knuthenborg Safaripark.

Hun fortæller videre, at Knuthenborg følger udviklingen i smittespredningen og løbende er i dialog med både Fødevarestyrelsen og en række af landets øvrige zoologiske haver og dyreparker.

- Vi vaccinerer for at være på forkant med udviklingen. Der er ingen symptomer hos nogen af vores dyr, understreger Therese Hård.

Hun tilføjer, at man også fortsat trygt kan besøge safariparken, da bluetongue-virussen ikke udgør en risiko for mennesker.

Fakta om bluetongue:

Inkubationstiden (den tid der går, fra dyret er blevet smittet, til det udviser symptomer på sygdom) er normalt mellem 5 og 20 dage. Symptombilledet kan variere fra næsten ingen symptomer til kraftige kliniske symptomer. Ejere af modtagelige dyr skal ved mistanke om bluetongue straks tilkalde en dyrlæge.

Bluetongue er en såkaldt vektorbåren virussygdom. Det vil sige, at sygdommen ikke smitter fra dyr til dyr, men virus spredes under naturlige forhold via blodsugende mitter, culicoides, som er små insekter, der bider dyrene. 

Spredning af bluetongue kan også ske med inficeret blod, sæd og embryoner samt overførsel fra ko til kalv, hvis koen bliver smittet, mens den er drægtig. Spredning kan også ske ved flytning af inficerede dyr til områder med mitteforekomst.

Ved mistanke om smitte med bluetongue skal besætningsejer kontakte sin praktiserende dyrlæge. Hvis mistanken om bluetongue ikke kan afvises, skal dyrlægen anmelde mistanken til Fødevarestyrelsen.

Der findes ingen effektiv behandling af angrebne dyr.

Der er konstateret udbrud af bluetongue serotype 3 i Danmark den 9. august 2024. Som følge heraf er landets status som fri for bluetongue suspenderet.

Bluetongue blev for første gang konstateret i Danmark i oktober 2007 med et enkelt udbrud. I 2008 var der yderligere 15 udbrud. Fra 2008 til 2010 blev der gennemført vaccinationskampagner mod sygdommen i Danmark.

Kilde: Kilde: Fødevarestyrelsens hjemmeside - hvor man også kan finde flere oplysninger