Grundlovsceremonien er bedst kendt som håndtryksceremonien, men Vivian Hovmand får en albuehilsen i stedet for den hilsen, som med lov egentlig var pålagt ved fejringen af de nye danske statsborgere. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
- Hold endelig fast i jeres baggrund og jeres kultur. Tag det med ind i det at være dansk, sagde borgmester.
Palle Nevad FrandsenPalleNevad Frandsen
OffentliggjortSidst opdateret
MARIBO - Må jeg kalde mig dansker nu, eller skal jeg vente på, at jeg modtager statsborgerretsbeviset, spurgte Vivian Hovmand, da Lolland Kommunes første såkaldte grundlovsceremoni var næsten overstået.
Det mente borgmester Holger Schou Rasmussen (S) nu nok, at Vivian Hovmand havde gjort sig fortjent til. Hun har nemlig været i Danmark i 54 år og altså tilbragt størstedelen af sit liv i landet. Hun var en af syv borgere fra forskellige steder i verden, som onsdag gennemførte ceremonien, der også er blevet kendt som håndtryksceremonien.
Egentlig skulle den have været holdt i foråret, men det forhindrede coronaen, og da den nu blev gennemført, var det uden håndtryk. I stedet for tog borgmesteren en tur rundt i lokalet og hilste med albuen på landets kommende nye statsborgere.
Nok er de alle blevet godkendt ved lov i Folketinget, men først efter det nu usynlige håndtryk kan de få tilsendt det bevis, der endeligt gør dem til statsborgere i Danmark.
Ingen af de seks andre nye statsborgere havde ventet så længe som Vivian Hovmand på at blive dansker. Og det var ikke kun retten til at blive dansker, som glædede hende. Hidtil har hendes eneste pas været til Storbritannien.
Annonce
- Det betyder også noget for mig, at jeg nu er kommet tilbage til EU. Jeg ville ikke smides ud. Det har været en del af grunden til, at jeg ønskede dansk statsborgerskab.
I 40 år har hun boet i Bandholm med sin mand, Niels Hovmand, og hun holder meget af den del af Danmark, som hun er endt i.
De syv nye statsborgere har vidt forskellige historier. To havde rødder i Bosnien, men den ene var født og opvokset i Danmark, den anden kommet til landet som barn.
To havde været i Danmark i 14 år. Den ene kom fra Ukraine og den anden fra Litauen. De sidste to var fra henholdsvis Iran og Brasilien. Alle udtrykte stor taknemmelighed og glæde over at blive statsborgere.
Holger Schou Rasmussen slog fast, at folk skal være velkomne i Danmark, uanset om de er statsborgere eller ej. Samtidig kom han med en opfordring til de syv borgere, der om godt en måned kan se frem til at få det ønskede statsborgerretsbevis.
- Hold endelig fast i jeres baggrund og jeres kultur. Tag det med ind i det at være dansk.
Til sidst blev der hygget, for det er en del af at være dansk. Det kræver tydeligvis ikke et statsborgerskab at lære den disciplin.
De syv nye statsborgere får en selfie sammen med borgmester Holger Schou Rasmussen (S). Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
Firouzeh Kozuh kommer oprindeligt fra Iran, og hun blev den første, der kom gennem den nye grundlovsceremoni. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen