TRANSPORT OG SVÆRE BREVE PRESSER KRÆFTPATIENTER

Helge Brunk mener absolut, at der er plads til forbedring i det danske sundhedsvæsen. Især enlige uden støtte fra pårørende kan komme i klemme i et usmidigt, uforståeligt sundhedsvæsen. Foto: Claus Hansen

Som navigator hos Kræftens Bekæmpelse oplever Helge Brunk både, når det danske sundhedsvæsen fungerer allerbedst ... og allerværst.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: Bente Kølle og Helge Brunk har kun ros tilovers i forhold til Bentes eget forløb i det danske sundhedsvæsen.

- Til samtalen, hvor jeg fik beskeden om min sygdom, spurgte jeg min læge: "Overlever jeg det her?"... "Det gør du!", sagde hun håndfast, og så måtte jeg jo tro på det, for hun vidste jo, hvad hun talte om. Hun var dygtig, og hun fik ret. Men en ting er, at man er en dygtig læge ... det handler også om, hvorvidt man er et dygtigt medmenneske. Det var hun, fortæller Bente Kølle om sin oplevelse med sygehusvæsnet i Region Sjælland.

Bente Kølles brystkræft blev heldigvis opdaget i tide, og hun fik et efter omstændighederne rigtig fint forløb i det danske sundhedsvæsen. Men strålebehandlingen og genoptræningen tærede på kræfterne. Foto: Claus Hansen

Samme medarbejder hele vejen

Bente overlevede sin brystkræft, som lægen lovede. Hun og Helge kan nu se tilbage på et forløb, der af dem begge beskrives som "rigtig godt".

- Jeg ved ikke, om vi har været specielt heldige. De var så flinke, og Bente havde en fast sygeplejerske igennem hele forløbet. Det er også noget af det Kræftens Bekæmpelse arbejder for nu. Det har meget at sige, at læger og sygeplejersker er de samme... Sådan er det jo bare desværre ikke altid, siger Helge, og konstaterer:

- Jo, vi fik et godt indtryk af sundhedsvæsnet... Den opfattelse har jeg så fået revideret senere, smiler han skævt.

Kunne godt strække sig

I sit arbejde som navigator har Helge især hørt om de massive problemer med Flextrafik, hvor kræftpatienter har meget lange vente- og kørselstider til og fra behandling.

- Vi havde en dame, som skulle til behandling og hentes bagefter på Næstved Sygehus. Her har Kræftens Bekæmpelse en café lige ved sygehuset, og hun spurgte, om hun kunne sidde der og vente. Der er bløde stole og en kop kaffe. Men det kunne hun altså ikke. For Flextrafik holder, hvor Flextrafik holder. Dér kunne man måske godt blive bedre til lige at strække sig lidt en gang imellem, siger Helge.

Problemerne med Flextrafik er klart det, Helge hører mest om i sit arbejde som navigator.

- Problemerne med flextrafik havde vi jo ikke selv, fordi jeg kørte Bente til og fra behandlinger og aftaler. Men den luksus er det jo ikke alle, der har.

Får særbehandling

Han og hans navigatorkollegaer oplever også problemer med snørklede formuleringer i breve fra sundhedsvæsnet og aflyste aftaler uden besked, så brugeren kører langt for blot at blive sendt hjem igen.

- Der er rigtig meget, som ikke giver mening i det danske sundhedsvæsen. Jeg tror, det ville blive bedre, hvis de nedlagde regionerne, så sygehusvæsnet blev et stort område, foreslår Helge.

Der er rigtig meget, som ikke giver mening i det danske sundhedsvæsen.

Helge Brunk, navigator i Kræftens Bekæmpelse

- Vi kan som navigatorer gå med til lægebesøg, og det er af og til en pudsig oplevelse. Når vi kommer ind med vores navigator-skilt på, så får brugerne en helt anden og bedre behandling. Det fortæller de gang på gang. Det har alle navigatorer oplevet, så det har vi snakket om. Det synes vi altså ikke, er okay. Sådan bør det jo ikke være.