Ligesom gæsterne, brugte ænderne og deres ællinger også græsarealet til at slappe af på. Foto: Nicklas Linnemann
26-årig på seniorfestival: Det er Brat at være gammel
Kan man stadig være sprudlende og livsbekræftende, eller handler livet kun om bridge og kaffekopper som pensionist? Det undersøger jeg på Senior Festivalen i Marielyst.
Her møder op mod 2.000 seniorer op og nyder sommeren i Marielyst, der normalt har 633 indbyggere, ved højskolen.
I løbet af de to dage er der 14 koncerter, hvor blandt andre Anne Linnet spiller onsdag aften.
Der er også debatter, talks og workshops i løbet af festivalen.
Piber, solhatte og knickers står i kø.
Man bliver næsten i tvivl, om det er en hypet ny bar på Nordvest eller Senior Festivalen i Marielyst, der åbner. Moden har formået at favne både de hippe unge i byerne og Danmarks seniorer, konstaterer jeg.
Men det er altså det sidste, jeg er mødt op til. En 26-årig journalist, der vil undersøge, hvad der får danske seniorer til at tage turen til Marielyst for at lytte til musik og drikke fadøl.
Når man kommer igennem indgangen til festivalen, tager otte telte imod gæsterne. Her kan man blandt andet få et rygsøjle-tjek til en ergonomisk seng, en indmeldelse til Ældre Sagen eller tale med Lolland Kommunes ældreråd.
Det er et dejligt, nyt forstanderpar, som får meget til at ske.
Nanna Kortbek
Den stærke kvinde
Annonce
Nanna Kortbek spørger med det samme Fit og Sund-instruktørerne om, hvor gammel de tror hun er. De bliver overrasket over svaret. Foto: Nicklas Linnemann
Jeg manøvrer mig forbi Faglige Seniorer, der også har en stand, og snupper et bolsje med på vejen - en af de hvide myntebolsjer med chokolade indeni, det ubestridte værste bolsje, men inkarnationen af pensionistlivet.
Kort tid efter spotter jeg "Fit og Sund"-standen. En flok ældre står og kigger på, mens Nanna Kortbek ror. Hun formår at ro 233 meter på et minut, i en alder af 80 år, hvilket er virkelig imponerende.
- For det første elsker jeg musik, og for det andet var jeg nede på et tougers cykelhold her på højskolen. Det er et dejligt, nyt forstanderpar, som får meget til at ske - og så er det en del af min sommerferie, svarer Nanna Kortbek fra Smørumnedre ved Ballerup til, hvorfor hun er kommet til festivalen.
Brat-sommer
Du holder stadig sommerferie?
- Ved du, hvad mit barnebarn sagde til mig den anden dag? "Ej mormor, du har altid sommerferie." Nej, det har jeg ikke, for til hverdag er der bridge, gospel, gymnastik og cykelture. Alle de "pligter" er der ikke om sommeren, siger hun og griner.
Er du mest til Brat-sommer eller Krøyer-sommer?
- Klart det første! Jeg er meget mere til Brat-sommer og gøre, hvad jeg har lyst til. Smide hæmningerne på en eller anden måde. Det er selvfølgelig ikke ligegyldigt, hvordan jeg ser ud, men jeg er slet ikke til uge 29 og Skagen - forget it! siger Nanna Kortbek, efter jeg har forklaret, at Brat-sommer går ud på at sætte sig selv i centrum for en stund, lade hæmningerne flyde væk og ikke undskylde for, hvem man er, opfundet af den engelske sangerinde Charli XCX.
En god blanding
For fjerde gang bevæger Per Mejer sig sydpå for at nyde Senior Festivalen. Foto: Nicklas Linnemann
Opløftet over den 80 år unge stjerneroer bevæger jeg mig videre og støder ind i Per Mejer. En rolig midtjyde fra Mols.
Annonce
- Her er hyggeligt. Stemningen er god, man tøffer lidt rundt, og har det fint, siger han.
For fjerde år er Per Mejer med til Senior Festivalen og bor på en campingplads tæt på. Også han får spørgsmålet om Brat- eller Krøyer-sommer. Den anden valgmulighed er et fænomen, der dækker over en sommer med lange ture på stranden, skalddyr, rose og rolige dage i sommerhus ved kysten.
- Det ved jeg sgu ikke. Det er nok en god blanding. Men vi har i hvert fald taget rosévin med herned, siger Per Mejer og griner.
Flere festivalgæster bakker op om Pers valg med at blande de to. Når man bliver pensionist, har man åbenbart tid til både at slå sig løs og at sætte farten ned og nyde naturen omkring sig.
Efter en dag på Senior Festivalen må jeg konkludere, at det er Brat at være gammel, men der er også plads til Krøyer-livet - måske er det ikke så slemt at blive ældre.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub