Datoen for et færdigt forhandlet budget nærmer sig.
I sidste uge forlod tre partier forhandlingerne, fordi de ikke kunne se deres principper i budgettet.
Tilbage står konstitueringen, Lokallisten Lolland og løsgænger Allan Blak hvilket tæller 18 ud af de 25 mandater i byrådet. De er alle klar over, at det ikke er nemt med det kommende budget.
- Der er jo ikke nogen af os, der synes, det er sjovt. Men der er så mange, der kan se nødvendigheden af, at vi står skulder ved skulder omkring det her budget, siger Leif Utermöhl (LL).
Kan ikke leve med underskud
Lokallisten Lollands Leif Utermöhl mener, at det ikke vil være ansvarligt at vende ryggen til budgetforhandlingerne taget Lolland Kommunes situation in mente.
- Det er en alvorlig situation, vi kan ikke bare gøre, som nogle har forslået og bare tage kassen. Det holder jo kun et halvt eller et helt år, så kommer der nogle andre og fortæller os, hvad vi skal lave. Jeg er ikke gået ind i politik for at få besked på, hvad jeg skal lave fra statens side, siger gruppeformanden for Lokallisten Lolland.
Han hentyder til, at nogle af de andre oppositionspartier har ønsket at drive kommunen med et underskud og tage af kassebeholdningen.
Tager alle seriøst
Hos Socialistisk Folkeparti er der også positive toner omkring forløbet med det kommende budget. Cecilie Louise Stabell (SF) fortæller, at man fra konstitueringens side har forsøgt at inddrage oppositionen så meget som muligt.
- Martin Boesen (A) og jeg satte os ned med Mikael Andersen fra DF og kiggede ind i skoleområdet og udvekslede perspektiver. På den måde er min oplevelse, at vi virkelig har prøvet på at møde hinanden, hvor det har været muligt. Og hvor det ikke har været muligt, så har det været med en god stemning, siger hun.
Cecilie Louise Stabell har stor respekt for, at der er nogle af de andre partier, der ikke kan se sig selv i budgettet. Selv har hun tidligere i processen fortalt om, at der er besparelser, som hun ikke er enige med. Men hun er glad for de kompromiser, der er fundet, selvom de kommer til at gøre ondt.
- Budgetter er altid svære, og det er det særligt i den her omgang. Og jeg synes ikke, at jeg har lagt skjul på, at vi kommer til at træffe nogle svære beslutninger, fordi kommunesituationen er, som den er, siger Cecilie Louise Stabell.
Godt tilfreds
Udover Lokallisten Lolland sidder løsgængeren Allan Blak fra oppositionen stadig med om forhandlingsbordet. Og forhandlingsprocessen er ikke som den plejer, har han hørt.
- Umiddelbart som man hører, plejer det at være konstitueringen, der fremlægger et budget, så kan man komme ind og få at vide, at man kan skrive under, eller man kan gå ud igen. Sådan har jeg i hvert fald ikke følt, det har været, siger Allan Blak.
Tværtimod har han oplevet, at der er blevet regnet på hans forslag, og at konstitueringen har været åbne for hans ideer og synspunkter.
- Mine forslag har konstitueringen undersøgt, og de har fundet ud af, at det kan godt lade sig gøre. Så jeg er godt tilfreds med det, siger Allan Blak.
Der er ingen af de tilbageværende forhandlere, som Folketidende har talt med, der kan fortælle, hvornår det nye budget lander. Men rygterne svirrer om, at der snart lander et færdigt budget for Lolland Kommune, der dækker 2027 til 2030.
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
Efter 100 år: Landsdelens største juleoptog i ny paragrafkamp
Har du købt det? Smid det ud
Se dig for: Black November er fyldt med vildledning
Kendt fra "Det brune punktum": Køber hus på Falster
Store mængder stoffer: Politiet slår til i kæmpe narkosag på Lolland
Mest læste artikler
Valsemøllen bremser Operation X-program om Danish Agro
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Milliardær køber for millioner på Fejø: Her er årsagen
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke
22-årig kvinde blev meldt savnet: Nu er hun fundet