Mens entreprenøren G.V.L Entreprise A/S stadig arbejder på byggepladsen, har Region Sjælland besluttet at bruge 74 millioner kroner ekstra på at færdiggøre den nye sengebygning på Nykøbing Falster Sygehus. Foto: Eva Højrup
Åbner pengekassen: 74 millioner ekstra til sygehusbyggeri - men udskyder andre planer
Region Sjælland har besluttet at færdiggøre den nye sengebygning nu – og udskyder derfor andre planlagte projekter på sygehuset.
Region Sjælland prioriterer færdiggørelse af sengebygning i Nykøbing Falster
Region Sjælland investerer 74 millioner kroner ekstra for at færdiggøre den nye sengebygning på Nykøbing Falster Sygehus.
Pengene skal bruges til at indrette 5. etage og en ny garderobe til medarbejderne. Derudover er der uforudsete udgifter til blandt andet nye lovkrav om brandsikring.
Region Sjælland vil bruge 74 millioner kroner ekstra på den nye sengebygning, Bygning P, der er ved at blive bygget på sygehuset i Nykøbing Falster. Det blev besluttet på et regionsrådsmøde sent tirsdag eftermiddag.
- Når vi vælger at gøre det her, så er det fordi
byggeriet har været presset med at nå i mål til de penge, vi har sat af, og vi skal helt i mål og aflevere en færdig bygning til borgerne i Nykøbing, siger regionsrådsformand Trine Birk Andersen (S).
Der var ikke sat penge af
Da sengebygningen blev sendt i udbud for nogle år siden, var der ikke afsat penge til at indrette den ekstra 5. sal, som udbuddet gav mulighed for. Det var derfor en bevidst økonomisk prioritering, at 5.sal blev opført som rå etage uden indretning af sengestuer, personaleområder og fællesfaciliteter.
- Vi vil gerne undgå, at der står en spøgelsesetage, som man i sin tid så det på Herlev Sygehus. Så det er rigtig, rigtig positivt, at vi får ordnet 5. sal med det samme, så den ikke bare står tom, siger John Hansen (S), der er medlem af regionsrådet og bor i Nykøbing.
Annonce
Samtidig ønsker Region Sjælland også at der bliver indrettet en ny, central garderobe i kælderen til medarbejderne.
- Det er vigtigt for os, at der er ordentlige faciliteter til vores medarbejdere, så de har nogle gode fysiske rammer, siger Trine Birk Andersen.
Nye lovkrav hæver prisen
Det nye sengetårn på Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F, får 162 sengepladser. Illustration: Arkitema
Udover indretningen af en ekstra sengeetage og garderobe, er der også opstået en række uforudsete ekstraudgifter, blandt andet som følge af nye lovkrav til brandsikring. Udbudsmaterialet blev udarbejdet i 2020, og det endelige tilbud blev modtaget i 2023. I denne mellemliggende periode er der sket en række lovændringer, som totalentreprenøren ikke kendte, da de gav tilbuddet.
Sagen handler altså ifølge regionen ikke om, at byggeriet er løbet løbsk økonomisk, men om en prioritering. Ifølge regionens administration er det både billigere og mere hensigtsmæssigt at få disse arbejder gennemført nu, mens entreprenøren , fortsat er på pladsen. Alternativet ville være, at man senere skulle tage bygningen i brug og efterfølgende lukke dele af den igen for at få ombygningerne gennemført.
Prioriteringerne af indretning på den nye sengebygning med i alt 162 sengepladser betyder samtidig, at andre planlagte projekter i sygehusets modernisering bliver udskudt.
Udskyder nye operationsstuer
Regionsrådsformand Trine Birk Andersen tager første "spadestik" til sengebygningen med en gravko i januar 2025. Foto: Katrine Marie Kragh, Region Sjælland
Konsekvensen af beslutningen er nemlig, at flere andre projekter ikke kan gennemføres nu. Det drejer sig blandt andet om nye operationsstuer og en CT-scanner i Bygning K, renovering af andre bygninger og en mindre helikopterlandingsplads – en såkaldt helipad.
Disse projekter udskydes og kræver ny finansiering, eventuelt via Sundhedsfonden, der blev oprettet i forbindelse med sundhedsreformen, og som har 22 milliarder til fordeling i hele Danmark.
- Vi er i gang med at skrive et ideoplæg og vil så sende en ansøgning til de øvrige ting, vi mangler, så vi også kan komme i mål med disse udskudte projekter, fortæller Trine Birk Andersen.
Annonce
Den nye sengebygning på Nykøbing Falster Sygehus forventes
færdig i 2028.
Nybyggeri på Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F
Region Sjælland har i alt afsat 833 millioner kroner til fase 2 af moderniseringen
Der er indtil nu givet anlægsbevilling på 680 millioner kroner
Regionen har nu vedtaget at bruge 74 millioner kroner ekstra på den nye sengebygning P
Pengene går bl.a. til indretning af 5. etage, ny central garderobe og uforudsete udgifter
Bygningen er på seks etager (stue, 1.-5 sal) plus kælder
og en teknik-etage allerøverst.
Entreprenør er G.V.L. Entreprise A/S
Den nye sengebygning forventes færdig i 2028
Folketidende var med, da det første spadestik blev taget til den nye sengebygning: