Folketingsvalg 2026

Elise Sydendal, nyt medlem af Folketinget for Alternativet. Foto: Nicklas Linnemann

Aktivistens første dag på Borgen: Store drømme for Danmark

Det er de store ideer, Elise Sydendal lufter på sin første dag som folketingsmedlem. Hun er klar til at bringe sin aktivistiske energi til det politiske spil.

Offentliggjort Sidst opdateret

Elise Sydendal kommer direkte fra morgenmad med resten af folketingsgruppen og tager smilende imod Folketidende. Morgenmaden stod naturligvis på plantebaserede produkter til brødet.

Hun tog Alternativets eneste mandat i Sjælland Storkreds. Og det gjorde hun med otte stemmer flere, end den erfarne Sascha Faxe. Tirsdag efter påske er hendes første arbejdsdag på Christiansborg.

Elise Sydendal

Hun er 26 år og i gang med en kandidat i statskundskab.

I flere år har hun været klimaaktivist og demonstreret foran Christiansborg, som aktiv del af Den Grønne Ungdomsbevægelse.

Hun er opvokset på Fejø, men bor lige nu i København, hvor hun studerer.

- Morgenmaden var megahyggelig, og folk har taget godt imod mig. Man har det meget som om, man er den nye i klassen, og man prøver at finde sin plads i fællesskabet, og det er jeg sikker på, at jeg nok skal, siger Elise Sydendal, mens hun sidder i Samtaleværelset på Christiansborg.

Hun sidder foran maleriet "Samtalen 1918-2024", som viser 30 indflydelsesrige kvinder i dansk politisk historie. Maleriet fungerer i virkeligheden bedst sammen med maleriet overfor, hvor 30 mænd laver den tredje grundlov i 1915, hvor kvinder får fuld stemmeret.

Elise Sydendal blev valgt som Alternativets eneste kandidat i Sjællandskredsen. Foto: Nicklas Linnemann

At revolutionere den måde, danskerne ser på samfundet, er i tråd med de drømme og ideer, Elise Sydendal stormer ind på Borgen med.

Lokalsamfundene er vigtige

Med hendes Fejø-rødder er klimaaktivisten blevet Lolland og Falsters mandat på Christiansborg. Elise Sydendal har ikke bare øjnene stift rettet mod at redde naturen og klimaet, men også bekæmpe geografisk ulighed og sikre, at landdistrikterne trives.

- Landdistrikter og øer er ekstremt vigtige for mig. Fordi det var en af grundene til, at jeg var motiveret til at stille op til det her valg. At jeg kunne se, at der er store dele af Danmark, som bliver glemt i den politik, der føres inde på Christiansborg, siger Elise Sydendal.

Hun håber derfor at blive Alternativets landdistrikts- og ø-ordfører.

- Jeg synes, det er vildt, hvor meget politikere kan fokusere på nogle bestemte ting, men samtidig glemme det, som er helt afgørende for, at lokalsamfundet kan bestå. Vi bryster os jo meget af at være en velfærdsstat, men der er så stor forskel på kvaliteten af den velfærd, man får, men også bare om der er adgang til nærvelfærd, siger en indigneret nyvalgt politiker.

Geografisk ulighed er en form for ulighed, som godt kan blive overset, også nogle gange af venstrefløjen, erkender Elise Sydendal. Som ser det som et af de afgørende problemer lige nu for det danske samfund.

Alt det vi ikke kan måle

I Finansministeriet ruller en mainstream økonomisk tankegang, hvor alt går op i at ramme et stort nul eller et plus i bunden af regnskabet.

Men, hvis det står til Elise Sydendal, skal værdi ikke længere kun opgøres i kroner og ører, i stedet skal værdi også tillægges alt det, der ikke kan måles.

Økonomi skal ikke bare handle om tal og produkter, men om det, der rent faktisk giver værdi, mener hun. Foto: Nicklas Linnemann

- Jeg er meget optaget af noget, der hedder trivselsøkonomi. Som er, hvor man forstår, at der er så meget værdiskabelse, som ikke kan og ikke bør gøres op i penge, siger hun.

Elise Sydendal peger blandt andet på, at investeringer i omsorgssektoren ikke skaber de store plusser i bankbogen for staten, men at flere sygeplejersker ville føre til et sundere samfund. Derved kan folk arbejde længere og betale skat.

Derudover er natur uvurderlig, siger hun. Ingen skov, ingen dyr og ingen biodiversitet vil føre til et økologisk kollaps, verden ikke er klar til.

- Vi skal ikke kun kigge på det, der tjener penge i en eller anden produktion her og nu. Men det, der skaber faktisk værdi for, at vi kan dække vores behov og have et godt samfund? Det synes jeg er spændende at kigge på, siger hun.

- Hvad tjener Danmark på Fejø? Det kan man jo ikke sige. Det er jo ikke, fordi det gør noget vildt for væksten, at Fejø findes. Jeg går bare op i, at det har en intrinsisk værdi (indre, iboende. red.), at vi har de her fantastiske ø-samfund. Og det er ligesom noget, der passer rigtig godt ind i Alternativets mindset med at kigge på ny økonomisk tænkning, fortæller Elise Sydendal.

At Danmark ikke knækker over, men i stedet bliver et bæredygtigt land, der favner lokalsamfund, i stedet for at skubbe dem væk, er essentielt for Elise Sydendal.

Hun kigger mod Skotland, der i 2025 vedtog en lov om Community Wealth Building. Hun håber, at Danmark kan implementere en lignende tilgang, som ikke bare skal holde hånden under lokalsamfund, men styrke dem.

- Jeg vil gerne kigge på, hvordan kan de værdier, der skabes i lokale samfund, bliver i det lokale samfund. Det er der alle mulige seje organisationer, som arbejder på at finde ud af, siger Elise Sydendal.

Der skal mere til

Selvom ideen om at lade værdiskabelsen blive i lokalområderne er stor, er det ikke nok til at støtte kommuner som Lolland. Her ser Elise Sydendal den nye udligningsreform som en mulighed for at justere på den systematiske ulighed, der er mellem land og by samt rige og fattige kommuner.

- Altså den er en no-brainer, at den skal laves om, så den faktisk er tilstrækkelig. Fordi vi ser jo nu, at Lolland Kommune risikerer at komme under statslig administration. Fordi man er så presset på budgettet, at man ikke kan levere det minimumsniveau af velfærd, som man skal kunne til borgere, siger alternativisten.

Folketingsmedlemmer er de eneste, der ikke behøver at gå med skiltet synligt på Borgen. Foto: Nicklas Linnemann

Og hun er ikke alene om at skubbe til den store dagsorden på Christiansborg. Elise Sydendal er klar til at arbejde tæt sammen med sine folketingskolleger fra området.

Om det bliver i form af en kaffeklub, der involverer de andre folketingspolitikere, eller en anden form for sammenslutning er hun ikke sikker på.

Det er dog ikke kun geografi, der binder Elise Sydendal til nogle af de andre mandater på Borgen. Udover at være medlem af Alternativet, er hun også medlem af Jordskred. En organisation, der favner en lang række NGO'er, foreninger og organisationer, der kæmper for at få klimaet på dagsordenen.

- Partiet og organisationen har jo meget samme værdigrundlag og samme vision omkring en mere omsorgsfuld fremtid, hvor vi lever mere i balance med naturen, har stærkere lokalsamfund og stærkere borgerinddragelse. Det er værdier, som er meget tilstede i både Alternativet og Jordskred, siger Elise Sydendal.

For Jordskred sidder også et medlem af Enhedslisten i Folketinget, og samarbejdet på tværs af partierne på venstrefløjen, ser Elise Sydendal kun som noget positivt, der binder dem tættere.

Overfor sekretæren er der intet, der er hemmeligt. De to fik koordineret kalender, post og telefoner. Foto: Nicklas Linnemann