Instruktør Anna Laurentzius varmer her op til opvisning i lyserød pailletkjole og rulleskøjter ved Sakskøbings store gymnastiklørdag. Foto: Kim Møller Pedersen
Anna ruller gammel sport ud på nye måder
Foråret er lig med gymnastikopvisninger, og sådan nogle kan rulle i mange retninger - ikke mindst med otte små hjul under fødderne.
Rutinerede Rytme, Dynamo Mix, Fælles dans og Lederholdet. Alle sammen eksempler på nogle af de hold, som lørdag eftermiddag gav hver deres bidrag til den forårsopvisning, som Sakskøbing Gymnastikforening var klar med i Sakskøbing Sportscenter.
Om SGF
Sakskøbing Gymnastikforening har udover en forårsopvisning også en kommende generalforsamling på programmet.
Den kommer til at foregå mandag 23. marts fra 17 til 18 på Saxenhus.
Masser af hold på gulvet
- Vi har kun Ældre i bevægelse, som måtte melde afbud, men ellers er der ni hold på gulvet og en fælles dans midtvejs i programmet, lød det fra formand for Sakskøbing Gymnastikforening Rasmus Laurentzius.
De fleste aldersgrupper er repræsenteret, når Sakskøbing Gymnastikforening giver forårsopvisning. Efter den fælles indmarch var det denne gang Micro Mix, der sprang ud som de første og de mindste mellem de mange fyldte stolerækker.
Varmede rulleskøjterne op
Annonce
Imens varmede en forholdsvis nybagt instruktør op i det ene hjørne af halgulvet. Med rulleskøjter på.
- Vi er foreløbig et rulleskøjtehold med en familie på to voksne og to børn, og så er der tre piger samt mig selv, lød fra instruktør Anna Laurentzius.
Hun står bag initiativet med at kombinere gymnastik og rulleskøjter på samme tid. Den slags var der også plads til i lørdagens opvisningsprogram.
Vi har en, som startede med at gå lige så stille med en støtteperson ved siden af
Anna Laurentzius, instruktør
- Det hele skal jo ikke være redskabsgymnastik, for vi skal også kunne tilbyde alt mulig andet, tilføjede Rasmus Laurentzius, der udover at være gymnastikformand også er bror til instruktør Anna.
Plads til nybegyndere
- Man kan sagtens være nybegynder på rulleskøjter og være med på holdet. Vi har en, som startede med at gå lige så stille med en støtteperson ved siden af, og jeg har heller ikke selv stået i mange år, før jeg startede holdet op sidste år, fortæller 52-årige Anna Laurentzius.
Udover at være vokset op i byen og efter mange år uden for landsdelen nu også returneret som tilbageflytter bosat i det tidligere posthus ved Sakskøbing Station har Anna Laurentzius som nævnt også haft modet til at udfordre sig selv og andre til at komme ud at rulle i fællesskab. Og kombinere det med gymnastik.
Rulleskøjtedisco med teknikker
- Det handler ikke om at stå på række, men vi kan lave forskellige øvelser sammen. Vi hjælper også hinanden, uanset hvilket niveau man er på, understreger instruktøren, der selv har haft gode barndomsoplevelser på rulleskøjter og nu genopliver dem sammen med resten af Rulleskøjtedisco, som holdet hedder.
Her kombineres rulleskøjteløb med rytmer, og i løbet af sæsonen arbejdes der med balance, koordination, rytme og grundlæggende teknikker på rulleskøjter - alt sammen pakket ind i danse og små koreografier.
Annonce
- Man kan i øvrigt godt låne rulleskøjter, hvis man ikke selv har nogle, lyder det fra Anna Laurentzius.
Anna og Rasmus Laurentzius er begge engageret i den lokale gymnastikforening. Søskendeparret har i samarbejde skabt muligheden for at kombinere rulleskøjter og gymnastikken. Foto: Kim Møller Pedersen
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu