Sportsbaren i Nakskov lukker på grund af for få kunder.
Henrik Alex Feldt Hansen fortsætter med iskiosken på torvet.
Tre og et halvt år med sport, musik og fadøl på hanerne er nu ovre.
Henrik Hansen har lagt mange timer i Sportsbaren, men fra torsdag er den ej mere.
- Jeg er kørt sur i det og har ikke mere overskud. Der har været en masse gode oplevelser, men også noget modstand, så nu er tiden inde, til at jeg skal lave noget andet, fortæller han.
Kan ikke løbe rundt
Den nu tidligere ejer af baren fortæller, at der er flere grunde til, at han har været nødt til at dreje nøglen om. Det var ikke med hans gode vilje, for baren er hans "hjertebarn". Men især har økonomien i forretningen ikke kunnet hænge sammen i det lange løb, simpelthen fordi der kommer for få kunder igennem.
- Jeg er så ked af, at jeg skal lukke. Det er noget, jeg har brugt al min energi på i de sidste mange år. Men hvis ikke jeg kan få det til at hænge sammen, så skal jeg ikke blive ved. Inden det går den helt forkerte vej, vil jeg fokusere på det, der har været godt, siger han.
Meget godt har der da også været. Henrik Hansen vil huske tilbage på sine møder med mange spændende mennesker - mennesker, som han har fået en god relation til gennem årene, siger han.
- Min måde at se tingene og se verden på har udviklet sig. Jeg vil gerne have, at folk ser, at jeg har gjort min del for at gavne lokalsamfundet og for at samle byen på min måde.
Rejsen fortsætter
Henrik Hansen driver også iskiosken på torvet i Nakskov, lige nær den nu lukkede sportsbar. Derudover har han et arbejde og sine fritidsinteresser, som han nu får mere tid til at pleje.
Og til sidst afviser han ej heller, at nye projekter en skønne dag kan opstå.
- Min rejse stopper ikke her. Jeg kan godt lide projekter og at have opgaver foran mig. Nu skal jeg have tid til at komme over det her, men når jeg har fået ro og overblik, så håber jeg, at der er en anden, der overtager og fører ånden videre - og så finder jeg på, hvad jeg ellers kan finde på.
Bevillingsbøvl
I foråret 2025 mistede Henrik Hansen sin alkoholbevilling til Sportsbaren. En lydmåling 1. november 2024 - på J-dag - viste, at støjniveauet var 35,4 decibel i tidsrummet 23.13-00.13. Det maksimalt tilladte støjniveau var 25 decibel, og Henrik Hansen bevilling blev derfor frataget.
Som konsekvens lukkede han baren i en rum tid, fordi det ikke gav mening at holde en bar uden alkoholbevilling åben, fortalte han dengang.
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
Matematikkaraktererne stiger på Sydfalster Skole: Her hjælper de store de små
Dystre karakterer på Lolland-Falster: Nu reagerer skolecheferne
I dag begynder sagen: 36-årig mor tiltalt for mishandling af sine børn
50 studerende skal undersøge lollandsk byliv
Fravær er "sindssygt alvorligt": Sådan vil skolerne løse problemet
Mest læste artikler
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
22-årig kvinde blev meldt savnet: Nu er hun fundet
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke
Café uden bevilling fik beslaglagt masser af alkohol