Guldborgsund

Formanden for organisationen Chrispy´s Hjælpende Hænder Stop Madspild - Christina Præst Lorentzen (forrest til højre) forklarede fødevareminister Jakob Jensen om nogle af de udfordringer, organisationens frivillige oplever. I baggrunden ses blandt andre Guldborgsund Kommunes borgmester Simon Hansen (S) og folketingsmedlem Christina Bagge Hansen (M), der også deltog i mødet. Foto: Jakob Poulsen

Besværlige regler udfordrer frivillige 

Fødevareminister Jakob Jensen var mandag i Nykøbing for at høre om udfordringer med håndtering af udlevering af overskudsmad for at undgå madspild.

Offentliggjort

Det handler om at undgå madspild, men det handler også om at hjælpe folk, som har svært ved at få pengene til at række i hverdagen, når organisationen Chrispy´s Hjælpende Hænder Stop Madspild en gang om ugen udleverer mad, der er så tæt på sidste salgsdato, at det er blevet doneret til organisationen af butikker.

Men før de frivillige kan udlevere maden til de 70-80 mennesker, der hver uge møder op ved organisationens lokaler i Fejøgade i Nykøbing, er der en masse regler og krav, der skal være styr på.

Det komplicerer arbejdet for de frivillige, og derfor havde Chrispy's mandag inviteret fødevareminister Jakob Jensen (V) til Nykøbing til en snak om de udfordringer.

- Der er mange benspænd i de nuværende regler. Derfor vil vi gerne have ministeren til selv at prøve nogle af de udfordringer, vi oplever, forklarede formanden for Chrispy´s, Christina Præst Lorentzen, kort inden, at ministerbilen rullede op ved siden af Markedshallen, som har lånt et lokale til Chrispy´s.

Mark Agerup Lorentzen (til højre) viser her ministeren en app, som hjælper de frivillige i registreringsarbejdet, når de modtager varer fra Salling Group, og som de godt kunne tænke sig, at de øvrige dagligvarekæder også vil benytte. Foto: Jakob Poulsen

Ministeren lyttede

Helt sådan gik det ikke, men Jakob Jensen lyttede og spurgte ind til, hvilke udfordringer, de frivillige hos organisationen oplever.

- Jeg tror, det handler om, at vi skal have lavet en forbrugervejledning, der ikke er til at misforstå. Regler er som oftest indført af en grund, men nogle gange kan der godt i praktikken ligge en mulighed for at finde nogle løsninger, sagde ministeren blandt andet.

Udover Christina Præst Lorentzen deltog en række andre repræsentanter fra Chrispy´s i mødet - herunder Stine Alslev, der er leder af organisationens lokale afdeling i Nykøbing - og flere af dem kunne nævne eksempler på, at man havde fået doneret mad af butikker, som man alligevel ikke kunne udlevere på grund af den måde, de var datomærket på.

Kan ikke bestemme over Salling Groups app

De fortalte også om udfordringer med det papirarbejde, der skal laves i forbindelse med udleveringen af overskudsmad fra butikker og præsenterede fødevareministeren for en app, som Salling Group benytter, som de også gerne så, at de øvrige dagligvarekæder benytter. 

Her måtte Jakob Jensen og folketingsmedlem Charlotte Bagge (M), der også deltog, dog fortælle, at de som politikere ikke kan gå ind og pålægge en privat virksomhed at dele den slags med andre.

Selvom ministeren ikke kom med konkrete løfter under sit besøg, så var Christina Præst Lorentzen godt tilfreds bagefter.

- Jeg synes, at vi fik meget ud af det - også mere, end vi havde forventet. Han var meget interesseret og ville gå videre med tingene, så vi tror og håber, at der kommer nogle ændringer. Vi vil holde ham fast på det, sagde hun.