Bitten spiste ingenting: Nu er hun på hospice

Hvis man ikke kan finde Bitten Larsen i sengen på hendes værelse på Svanevig Hospice, så sidder hun med sine hjemmerullede cigaretter i rygerummet.

Der er pivkoldt i rummet. En kleppert af et støjende udsugningsanlæg sørger for at fjerne røgen, men puster også kold efterårsluft ind. Det ved 79-årige Bitten Larsen godt, så hun tager sin vinterjakke på og triller med sin rollator ned til rygerummet.

Mistede appetitten

- Jeg holdt helt op med at spise, og nu er jeg så her, siger Bitten Larsen.

Hun plejede at lave havregrød til morgenmad, men pludselig en dag stoppede hun med at spise. Efter et par dage prøvede hun i stedet at lave øllebrød. Det gik godt i et par uger, men så mistede hun igen appetitten.

Bitten Larsen har uhelbredelig mave- og tarmkræft. Desuden er hun, hvad fagkundskaben kalder ennyre-patient.

- Min højre nyre er stået af, siger hun, så ingen kan misforstå det.

Til sidst var hendes søn så bekymret, at han sagde: "Mor, det her går jo ikke. Vi skal tale med lægen".

Glædede sig

Bitten Larsen blev ikke forfærdet, da lægen forslog, at hun kunne blive patient på Svanevig Hospice. Hun har i flere år været med i Støtteforeningen for Svanevig Hospice, så hun var klar over, hvad hun gik ind til.

- Mange tror, at det er den sidste station, men det er det ikke. Her arbejder man for, at patienterne skal blive raske, så jeg glædede mig til at komme herover.

Faktisk er det sådan, at hele 20 procent ender med at blive reguleret så godt med medicin, mad og omsorg, at de bliver udskrevet igen. 

- Personalet hjælper mig med at få styr på min hverdag, og jeg skal love for, at der er kommet styr på det, siger hun.

Hun er stolt over, at det er lykkedes hende at spise suppe og klemme en småkage ned. Det lyder måske ikke af meget næring, men for Bitten Larsen er det en stor bedrift.

- Nu er jeg begyndt at ligge i sengen og tænke på mad, siger hun.

Sover fjernsyn

Det er ikke gået Bitten Larsens næse forbi, at patienterne på hospice får ekstra stor opmærksomhed fra personalet og de frivillige. 

- Her er bare så meget kærlighed, omsorg og hjertevarme, og det gør mig tryg, fordi jeg ved, at der bliver taget hånd om mig. 

- Derfor er jeg ikke meget for at tænke på, at jeg på et tidspunkt skal hjem, siger hun.

Bitten Larsen bor på anden sal i en lejlighed i Nykøbing, og hun frygter at blive fanget i sit eget hjem.

Hun er blevet visiteret til hjælp med rengøring, men madlavning må hun selv klare. I en snæver vending har hun forsøgt sig med at købe færdigretter, men den kulinariske oplevelse var bestemt ikke Bitten Larsens kop the.

- Det er ikke mad. Det er noget værre snask, siger hun og himler med øjnene.

Når Bitten Larsen ikke er i rygerummet, ser hun Barnaby. Eller som hun siger:  

- Jeg sover fjernsyn og det er jeg god til.