I budgetforliget, som er indgået af Socialdemokratiet, Venstre, Din Stemme, Konservative, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og løsgænger Leo Christensen, er der afsat 20 millioner kroner til at flytte Specialskolen Lolland fra Østofte til Maribo og Horslunde til Nakskov.
Specialskolen skal rykke ind på Nakskov Uddannelsescenter, hvor den er tiltænk en plads i afsnit 7. Lolland Ungdomsskole skal så rykke til afsnit 5, hvor den vil blive placeret side om side med Lolland Musikskole, der allerede er placeret her.
Politikere om specialskole: Pengene skal bruges på indhold og ikke transport
Specialskolen Lolland vil blive styrket ved at samle den på to matrikler, lyder det fra politikerne bag beslutningen.
Budgetforliget skal endeligt godkendes ved anden-behandlingen i byrådet torsdag aften.
Formand for Østofte-Nørreballe Bylaug, Niels Rasmussen, lægger ikke skjul på, at det er ærgerligt for lokalområdet, at byrådet vil nedlægge Specialskolens afdeling i Østofte og flytte den til Maribo.
- Det er ærgerligt og skuffende, siger han.
Overraskelse
Rygterne om, at specialskolens afdeling på Landsbyordningen i Østofte skal lukke, har svirret i lokalområdet, så det kommer ikke helt bag på Niels Rasmussen, at et flertal i byrådet tirsdag underskrev budgetforliget, der blandt lukker Specialskolens afdelinger i Østofte og Horslunde.
- Alligevel er det lidt af en overraskelse. Jeg er med på, at Lolland Kommune har økonomiske udfordringer, men vi bor i landkommune og de mindre samfund skal også tilgodeses. Hvis det udelukkende handler om penge, kan vi lige så godt bygge en ny skole i Søllested og lukke alle andre skoler i kommunen, siger Niels Rasmussen.
Annonce
Hvis det udelukkende handler om penge, kan vi lige så godt bygge en ny skole i Søllested og lukke alle andre skoler i kommunen.
Niels Rasmussen, formand for Østofte-Nørreballe Bylaug
I begyndelsen af 2026 bliver der fremlagt en plan for at nedlægge afdelingen i Østofte. Børnene vil i stedet for blive tilknyttet Blæsenborg-afdelingen i Maribo.
I budgetforliget bliver centraliseringen af Specialskolen begrundet med, at en sammenlægning af tilbuddene vil løfte kvaliteten af det samlede tilbud og reducere den tid, mange elever bruger på transport.
Dertil kommer en ikke helt uvæsentlig besparelse på 10 millioner kroner på at køre eleverne til de to afdelinger af Specialskolen.
Nej til vuggestue
Partierne bag beslutningen om at lukke Specialskolen Lollands afdelinger i Horslunde og Østofte mener, at det vil give bedre undervisning til eleverne, når der afsættes 20 millioner kroner til at samle skoleafdelingerne i Maribo og Nakskov.
Politikerne understreger, at den bedste måde at bevare en Østofte Landsbyordning er ved at bakke op om den.
Niels Rasmussen erkender, at lokalområdet skal bakke op om deres skole.
- Men politikerne skal også bakke op om de børn, der bor i området, siger han.
Niels Rasmussen nævner, at daginstitutionen Møllebakken for et års tid siden forsøgte at få lov til at åbne en afdeling til de helt små børn.
- De fik nej, så børnene bliver i stedet kørt til Maribo for at blive passet, siger Niels Rasmussen som et eksempel på, at trods løfter om at bevare lokalmiljøerne, så føres ønsket ikke ud i praksis.
Annonce
Lukningen af de to specialskoleafdelinger vil formentlig først ske i 2027.