Folketingsvalg 2026

Danmarksdemokraterne præsenterede tirsdag et udspil, som skal styrke landdistrikterne. Arkivfoto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Danmarksdemokraterne i nyt udspil: Vil støtte landdistrikterne med 12 milliarder 

I et nyt udspil vil Danmarksdemokraterne med adskillige initiativer styrke landdistrikterne. Partiet foreslår blandt andet at sikre bedre lægehjælp til øerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Danmarksdemokraterne vil gøre op med det, partiet kalder en skæv balance mellem land og by.

Danmarksdemokraterne vil styrke Lolland-Falster

  • Danmarksdemokraterne foreslår, at 16-årige på Lolland-Falster kan tage kørekort til stor knallert for at forbedre mobiliteten i området.
  • Partiet ønsker også bedre lægehjælp til øerne som Fejø og Femø, hvor færgedriften skaber usikkerhed for akut hjælp.

Med udspillet "Et Danmark i bedre balance" lægger partiet op til 47 forslag, som samlet skal løfte landdistrikterne. For Sydhavsøerne er der især tre forslag, der stikker ud: 16-årige skal kunne tage kørekort til stor knallert, øboere skal sikres bedre adgang til hjælp og behandling, og al ny lovgivning skal vurderes gennem et særligt landdistriktsfilter.

Ifølge Danmarksdemokraternes politiske ordfører, Susie Jessen, handler det især om at rette op på hverdagsproblemer, som er langt mere mærkbare på Lolland-Falster og øerne end i de større byer.

Stor knallert

Når det gælder forslaget om at lade 16-årige køre stor knallert, peger hun direkte på den kollektive trafik i yderområderne.

– Vi ved jo godt, hvordan det står til med den offentlige transport i vores yderområder. Måske især nede på Lolland-Falster. Der er nogle store udfordringer med at komme fra A til B. En stor knallert kan være et rigtig godt alternativ for de her unge mennesker, siger Susie Jessen.

Forslaget kommer samtidig med, at unge i forvejen er overrepræsenteret i ulykkesstatistikkerne. Men det ændrer ikke på partiets holdning, siger hun. Danmarksdemokraterne mener, at mobilitetsproblemerne i landdistrikterne er blevet så store, at unge skal have flere muligheder for selv at komme til uddannelse, fritidsjob og aktiviteter uden at være afhængige af forældrenes bil.

Lægehjælp til øerne

Et andet punkt, som har særlig betydning for Sydhavsøerne, handler om hjælpen til de små øsamfund. Her siger Susie Jessen, at forslaget er udsprunget direkte af situationen på blandt andet Fejø, Femø og Askø, hvor problemer med beredskabsfærgen har skabt usikkerhed.

– Hvis nu der udbryder en brand i en tørkeperiode, så er det jo ikke sikkert, at der kommer hjælp. Og så står der nogle frivillige brandmænd ude på øerne med et beredskab, som slet ikke er nok, siger hun.

Hun peger også på, at problemet ikke kun handler om de mest akutte udrykninger, hvor en helikopter ofte kan sendes af sted, men om de mange situationer midt imellem, hvor hjælpen kan være længe undervejs, hvis færgedriften er ustabil eller stoppet for natten. Derfor ønsker partiet en garanti for, at borgere på øerne også reelt kan få lægehjælp, hjemmepleje og nødberedskab, når behovet opstår.

LF’s største valgdebat - live på Folketidende.dk

På lørdag går 19 lokale kandidater på scenen til valgkampens største debat.

Følg det live her på Folketidende.dk, hvor vi streamer og blogger direkte fra debatten. 

Det er klokken 14 - lige her, hvor du læser med nu. 

Vil du selv være med som publikum, foregår det på GuldBoSund fra klokken 12:30 - vi starter med stegt flæsk. 

Tilmelding på ftfordele.dk 

Ifølge Susie Jessen er kernen i problemet færgedriften. Hun mener, at der er behov for en arbejdsgruppe, som skal se på, hvordan en mere stabil drift kan sikres, og om de statslige midler på området bliver brugt efter hensigten. Samtidig peger hun på, at kommuner som Lolland er presset af en skæv økonomi, og at både udligningssystemet og brugen af de såkaldte paragraf 20-midler bør granskes nærmere.

Filter for lovene

Det tredje forslag, som Danmarksdemokraterne fremhæver, er et obligatorisk landdistriktsfilter for ny lovgivning. Tanken er, at ministre og embedsværk fremover skal vurdere, hvordan nye regler rammer forskelligt i by og på land.

Susie Jessen erkender selv, at det kan betyde mere bureaukrati. Men hun mener, at det er nødvendigt, fordi Christiansborg igen og igen vedtager regler uden blik for konsekvenserne uden for de større byer.

– Vi ser bare inde på Christiansborg, at man laver politik, der skaber en skævhed, uden at de politikere, der sidder og laver den her politik, er opmærksomme på det, siger hun.

Som eksempel nævner hun vejafgifter for vognmænd, der ifølge hende rammer skævt, fordi virksomheder i landdistrikterne ofte kører langt flere kilometer end virksomheder i de store byer. Netop den slags konsekvenser skal et landdistriktsfilter fange, før lovene bliver vedtaget, lyder det fra Danmarksdemokraterne.

Det samlede udspil koster ifølge partiet 12,43 milliarder kroner. Danmarksdemokraterne vil blandt andet finde pengene ved at skære i udviklingsbistanden og bruge midler fra togfonden.