Lolland

Allan Egeris Arentsen er direktør for Stender Innovation. Arkivfoto: Anna Møhl

Datacenter-direktør: En af de helt store står bag

Bag datacenter-projektet på Lolland står ifølge udvikleren en af de helt store operatører i branchen. 

Offentliggjort Sidst opdateret

Allerede før det er en realitet, er der mange holdninger og spørgsmål til det store datacenter, der kan være på vej til Lolland.

Derfor har Folketidende inviteret den administrerende direktør for virksomheden Stender Innovation til at svare på nogle af de mange spørgsmål, der er til projektet - og også til at svare på de rygter, der svirrer.

Man må forstå, at han er underlagt tavshedsklausuler, der gør det umuligt for ham at udtale sig om nøjagtigt, hvem der står bag.

Danmarks største datacenter skal måske ligge på en mark nær motorvejen, Femernbyggeriet og en ny motorvejsafkørsel. Illustration: Lolland Kommune

Alligevel løfter han sløret en smule.

- Det er jo en af de store operatører, som har en strategisk plan om at bygge ud med den her type hyperscale-projekter, siger Allan Egeris Arentsen.

En af grundene til ikke at stå frem med navn i idefasen er, at det stadig er usikkert, om projektet bliver til noget. Og hvis et stort firmas planer om et kæmpeprojekt falder til jorden, kan det betyde, at aktiekursen falder. Derfor er Stender Innovation hyret ind som projektudviklere, indtil projektet er mere konkret.

Mange husstande

Det allerede famøse anlæg bliver beskrevet til at have kapacitet på op mod én gigawatt. Det svarer til cirka 550.000 husstande på 120 kvadratmeters energiforbrug. Det er så stor en mængde strøm, at Lolland Kommune langt fra producerer nok strøm til at dække det behov i dag. Men det er intet problem, mener direktøren.

- Vi kigger på en mulighed for at næsten fordoble den vedvarende energiproduktion gennem projekter, der allerede er godkendt, men som ikke er tilsluttet elnettet endnu, forklarer direktøren.

Netop derfor er planen også at placere datacentret på Lolland. Der skal ikke føres lige så mange ledninger for at ruste elnettet til udbygningen. Samtidig kan de store mængder strøm, der produceres på Lolland, bruges her i stedet for at blive sendt ud af landsdelen.

Datacentret ved Rødby

  • Projektområdet omfatter cirka 114 hektar syd for Lundegårdsvej mellem motorvejen og jernbanen.

  • Anlægget får flere datahaller, strøm- og køleanlæg, batterianlæg, interne veje, servicefaciliteter og beplantning, der skal bidrage til at afskærme anlægget i landskabet.

  • Det er Stender Innovation, der er projektudvikler på projektet. 

  • Man forventer at datacentret kan skabe op mod 500 arbejdspladser.

Er der ikke en fare for, at datacentret kan skubbe strømpriserne op?

- Nej, det tænker jeg ikke. Det kommer til at regulere sig selv helt naturligt, siger Allan Egeris Arentsen.

Han medgiver, at vedvarende energi ikke er konstant, og det kan give problemer for at sikre en stabil drift. Men der er planer om at undgå, at datacentret går i sort, når vinden ikke blæser, og solen ikke skinner. 

- Af og til er der mere strøm, end vi overhovedet kan bruge. Det betyder, at man nedregulerer vindmøller, afkobler solparker. Hvis vi kan samle noget af det strøm på et meget stort batterianlæg, så kan vi være med til at stabilisere nettet og være med til at levere noget tilbage til nettet, siger direktøren og kalder det "netvenlighed".

Mere VE

Han kan også forestille sig, at nogle af de godkendte VE-anlæg, der endnu ikke er færdigbyggede, kan kobles direkte på datacentret, så det ikke belaster energinettet.Det er ikke garanteret, at projektet rammer én gigawatt, siger Allan Egeris Arentsen.

Det er tallet, som firmaet bag datacentret har bedt Stender Innovation undersøge mulighederne for, og som er den mulige kapacitet ved ”fuld udbygning”. Der er mange faktorer, der spiller ind i, hvor stort anlægget bliver.

- Det er det tal, vi er blevet præsenteret for. Det er vi nødt til at være åbne og transparente omkring, siger direktøren.

Hvor stor en del af strømmen regner man med bliver grøn?

- Danmark er næsten 100 procent forsynet af grøn strøm. Jeg tænker, det bliver den samme procentmæssige del, vi forventer, der kommer ind i datacenteret, siger han.

Ifølge den offentligt ejede virksomhed Energinet, stod vind og sol for 63 procent af Danmarks elforbrug. Da Folketidende forholder Allan Egeris Arentsen, at det langtfra er 100 procent, der er grøn strøm, medgiver han, at det er korrekt. Derfor formulerede han sig med "procentmæssige del", siger han.

Den 16. september var der borgermøde for godt 125 fremmødte om datacentret, hvor der blandt andet var markvandring for at se på arealerne. Foto: Anna C. Møhl

Overskudsvarme

Professor Brit Ross Winthereik fra DTU advarer om, at operatører historisk ikke har været villige til at udbygge fjernvarmenettet udenfor egen matrikel.

Den bekymring maner Allan Egeris Arentsen til jorden.

- Danmark er jo grønttænkende, og det er grøn strøm, der anvendes, og selvfølgelig skal overskudsvarmen nyttiggøres. Det er man helt indforstået med, siger han og garanterer, at der vil være nyttiggørelse i det lollandske fjernvarmenet.

I juni stillede Georg Håkon Pedersen fra Danmarksdemokraterne spørgsmål på et byrådsmøde i Lolland Kommune om, hvorvidt et kommende datacenter bruger drikkevand til nedkøling.

Den frygt skyder Allan Egeris Arentsen ned.

- Det er en ting, der er helt sikkert, det bliver ikke afkølet med drikkevand, siger direktøren.