Her stemmer Sabrina og Britta Håkonsson som nogle af de første i kommunen.Foto: Kristoffer Lindegaard
De første stemmer til kommunalvalget er allerede lagt
Tirsdag åbnede landets kommuner op for brevstemmer, og på Hovedbiblioteket i Nykøbing dukkede både politikere og førstegangsbrevstemmere op for at gøre deres demokratiske pligt.
Brevstemmeperioden for kommunal- og regionsvalget 2025 løber fra tirsdag den 7. oktober til fredag den 14. november.
Du kan brevstemme i enhver kommune - ikke kun i den, hvor du bor.
Åbningstider og steder varierer fra kommune til kommune, men i Guldborgsund og Lolland kan man blandt andet brevstemme på bibliotekerne og i Borgerservice.
Du skal medbringe gyldig legitimation, for eksempel pas, kørekort eller sundhedskort.
Brevstemmer opbevares forsvarligt og tælles først sammen på valgdagen tirsdag den 18. november 2025.
Blandt de første vælgere er Lene Hatt, 77 år, som stiller op til byrådet for SF. Hun har mange år bag sig som lokalpolitiker, men må brevstemme, fordi hun skal være på rådhuset på valgaftenen.
Det er en tradition at brevstemme for Lene Hatt.Foto: Kristoffer Lindegaard
- Jeg har næsten altid brevstemt, fordi jeg plejer at være valgtilforordnet. Det er blevet lidt af en tradition, siger hun.
Hun roser bibliotekets ordning:
- Det fungerer fint her. Det er jo en demokratisk ret at stemme, og det er vigtigt, at man kan gøre det nemt, når det passer en.
Men valgdagen er stadig noget særligt, understreger hun alligevel:
Annonce
- Valgdagen skal være en festdag. Folk skal mødes, snakke med naboerne og mærke fællesskabet. Det er også min skyld, at der er flag på rådhuset, siger hun grinende.
Brevstemmer giver flere mulighed for at deltage i valget
Lidt senere træder Sabrina Håkonsson, 31 år, ud fra stemmeboksen sammen med sin mor, Britta. De to er aktive i Socialdemokratiet, og Sabrina stiller op til byrådet for første gang.
Hun brevstemmer, fordi hun selv skal arbejde på valgdagen.
- Det giver en frihed, at man kan stemme, når man har tid. Her er det nemt, og servicen er god, siger hun.
Både Britta og Sabrina er optaget på rådhuset på valgdagen.Foto: Kristoffer Lindegaard
Sabrina blev som 19-årig ramt af sclerose og kæmper i dag for, at unge med sygdom eller handicap får bedre støtte.
- Jeg er ikke født politiker. Jeg stiller op, fordi jeg selv har mærket, hvordan systemet kan være svært at navigere i. Jeg kan ikke hjælpe mig selv mere - men jeg kan hjælpe andre, siger hun.
Hun mener, at den fleksible ordning får flere til at bruge deres stemme:
- Friheden gør, at flere faktisk stemmer. Det betyder noget.
Hvis ikke man stemmer, har man jo ikke noget at skulle have sagt
For Bøje Jørgensen, 74, er det første gang, han prøver at brevstemme. Han skal med sin kone til Berlin på valgdagen - og de ville under ingen omstændigheder gå glip af at stemme.
Annonce
- Vi skal på ferie, der hvor der er valg. Og hvis man gerne vil bestemme, må man jo gøre det hernede, siger Bøje med et grin.
Han synes, ordningen fungerer upåklageligt:
- Det var dejligt nemt. Jeg var lidt i tvivl til at starte med, men man får en god forklaring. Det er super fint, at man kan stemme, selvom man ikke er hjemme - ellers har man jo ikke noget at skulle have sagt.
Og et lokalt spørgsmål optager ham:
Bøje var den allerførste, der stemte til kommunalvalget på Hovedbiblioteket i Nykøbing.
- Den der cykel- og gangbro, de snakker om, synes jeg er spild af penge. Man kunne bruge pengene på noget mere socialt.
Man skal stemme, det er ens borgerlige ret
Bøjes kone, Bente Jørgensen, 72, nikker. Også for hende var det første gang, men oplevelsen var ligetil.
- Jeg har aldrig prøvet det før, men det forløb jo helt smertefrit, siger hun.
For Bente handler det om princippet:
- Ellers har jeg jo ingen indflydelse, og så kan jeg ikke tillade mig at brokke mig. Man skal stemme - det er ens borgerlige ret.
Annonce
Hun glæder sig over, at muligheden findes for dem, der er bortrejst, men på en normal valgdag ville hun helst møde fysisk op.
- Nu er det jo kun, fordi vi ikke er hjemme. Ellers var jeg gået ned på dagen.
Som pensionist håber hun, at ældreområdet får lidt mere opmærksomhed i den kommende valgperiode.
Kort efter Bøje havde Bente tid og fik stemt.Foto: Kristoffer Lindegaard
- Jeg håber, der bliver gjort noget for os ældre - lidt flere penge og bedre muligheder. Det ville klæde kommunen, siger hun.
Der er altid nogen, der gerne vil være de første
Kommunikationsmedarbejder Anemone Schweitz står for at koordinere den praktiske del af brevstemningen. Hun har efterhånden været med nogle år og beskriver dagen som en stille, men vigtig start på valgperioden.
- Der er altid nogen, der synes, det er sjovt at være de første brevstemmere, fortæller hun.
- Stemningen er god - folk tager det alvorligt, og dem, der sidder og tager imod, er grundige og hjælper folk godt igennem.
Selvom trafikken på den første dag ikke er voldsom, begynder tempoet snart at stige.
- Jo tættere vi kommer på valgdagen, jo flere vælger at brevstemme. Det bliver lidt mere travlt, men det er en positiv travlhed, siger hun.
Annonce
Inde ved skranken samler medarbejderne stemmesedler og mapper op igen.
Der er stille på biblioteket, men dagen har vist, at der stadig er interesse for at stemme tidligt - uanset om man skal på ferie, er kandidat eller bare vil sikre sig, at stemmen tæller.
- Det er sådan, det altid starter, siger Anemone Schweitz.
- En stille dag, men det vokser. Og så ruller det ellers derudad.