Guldborgsund

Bikeparken Åhaven har fået en opgradering, og de nye linjer eller spor blev flittigt testet i weekenden. Foto: Kim Møller Pedersen

De store hop blev testet på arbejdsdagen

Weekenden bød på en opgradering af Bikepark Åhaven samt ligeledes en arbejdsdag på et børnevenligt spor i Bangsebro. 

Offentliggjort

- Det er simpelt hen Nykøbings bedste spot.

Ordene kommer fra Alex Troelsen fra Trailstars Falster. Han kigger ud over Bikepark Åhaven. Den er fuld af linjer eller cykelspor samt muligheder for masser af hop på fortrinsvis mountainbikecykler i de bakker, der de seneste fem år har taget form med udsigt over en kommunalt anlagt klimasø og Nykøbing by i baggrunden tæt på Bangsebro Sporet. 

Om bikeparken

Efter mange måneders arbejde blev Bikepark Åhaven færdig i oktober 2020 med flere linjer og forskellige sværhedsgrader. 

Dirt Builders har stået for jord- og grusarbejdet, mens Trailstars Falster har stået for træarbejdet.

Der kan køres i stort set al slags vejr, hele året rundt, og alle er velkomne i bikeparken.

Hjelm, skjold og bike

I weekenden kom der så endnu mere at kigge nærmere på. Især hvis man er udstyret med hjelm, skjold og en veludstyret mountainbike. Det er de fleste af de piger og drenge, som tog en testkørsel af de store hop i weekenden.

Her var der indkaldt til arbejdsdag hos Trailstars på både et børnevenligt spor i Bangsebro og til de hoppeglade unge i Bikepark Åhaven. Det hele blev som nævnt afsluttet med testkørsel af de store hop.

Klar opgradering

- Det er en klar opgradering af flere af banerne med nye linjer, forklarede Alex Troelsen om weekendens arbejde, som trak på børn og forældres samlede frivillige kræfter.

Trailstars Falster blev i øvrigt stiftet i 2014 og er en klub i Nykøbing, som organiserer, bygger og vedligeholder MTB-spor på Falster og det østlige Lolland. Derudover er det et fællesskab, som arrangere forskellige MTB-aktiviteter. 

Alex Troelsen fra Trailstars - en af ildsjælene bag Bikepark Åhaven - var naturligvis også aktiv på arbejdsdagen, der blev rundet af med masser af testkørsel. Foto: Kim Møller Pedersen