Mandag eftermiddag kom nyheden om, at serviceassistenterne på Nykøbing F. Sygehus har nedlagt arbejdet. Det er blot tre måneder siden, det sidst skete.
Torsdag den 25. april om formiddagen nedlagde serviceassistenterne arbejdet. Det udløste kort efter et møde mellem hospitalsledelsen og repræsentanter for medarbejderne. Fredag morgen den 26. april var serviceassistenterne så tilbage i arbejde.
Dengang spurgte Folketidende Bodil Marker, formand i FOA Guldborgsund, hvad der havde gjort, at man var kommet til enighed. Og der lød svaret:
- Det er jo, at man er blevet enige om, at man skal snakke videre og finde nogle gode aftaler, så verden hænger sammen, så det er jo positivt, sagde hun.
Årsagen til arbejdsnedlæggelsen var ifølge ledelsen blandt andet nedskæringer og et presset arbejdsmiljø. Tilbage i april forklarede stabschef Michael Værnhøj Jørgensen, at man skulle have en fælles drøftelse med servicechefen og de tillidsvalgte.
Annonce
– (...), hvor vi skal fremkomme med nogle løsningsforslag, som vi – både ledelse og tillidsvalgte – skal fremlægge for medarbejderne, sagde han.
Besparelserne har betydet, at man ikke har fyret medarbejdere, men har nedlagt ledige stillinger for at få budgettet til at hænge sammen. Det betyder ændringer i arbejdsgange og en øget belastning i hverdagen.
Vi skal have lavet de her aftaler rigtigt fine, og vi er bare superglade for, at det er lykkedes at komme i god dialog.
Bodil Marker, formand, FOA Guldborgsund
– Det betyder, at vi skal omlægge arbejdsgange, og vi skal selvfølgelig også løbe lidt stærkere, og det påvirker det psykiske arbejdsmiljø, og det skal vi så se på, sagde han for tre måneder siden.
Sådan ser det ud i dag
Strejken er gået ind i sin anden dag, og servicemedarbejderne, som står for transport og forflytning af patienter, bestilling og udpakning af materialer, rengøring, anretning og servering af mad, fortsætter nedlæggelsen af arbejdet.
Nogle medier melder om, at grunden til nedlæggelsen skyldes løn. Folketidende erfarer, at det ikke er rigtigt, og at der ligger andet til grund for nedlæggelsen.
På nuværende tidspunkt er det dog stadig ikke klart, hvad der er grunden til den nye nedlæggelse, andet end den udgår af den tidligere strejke, der fandt sted for tre måneder siden.
Dengang oplyste FOA’s formand i Guldborgsund Bodil Marker, at man ikke ønskede at gå i detaljer med, hvad problemet præcist har været, men pegede på det positive i, at medarbejderne føler, at der blev lyttet til dem.
– Vi skal have lavet de her aftaler rigtigt fine, og vi er bare superglade for, at det er lykkedes at komme i god dialog, fortalte Bodil Marker dengang.
Guldborgsund kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu