Guldborgsund

Albert (th.) og Elliot Rosenlind Overgaard tog søndag på besøg hos køerne på Strangegården, da stalddørene blev slået op til Åbent Landbrug arrangeret af Landbrug & Fødevarer. Foto: Bjørn Brylle Petersen

Diana tog børnene med til Åbent Landbrug: - Det kan noget, at komme tæt på dyrene

Køer, kalve og store landbrugsmaskiner trak både børn og voksne til Strangegården, da familien søndag åbnede stalddørene til Åbent Landbrug.

Offentliggjort Sidst opdateret

Åbent Landbrug

Arrangementet afholdes hvert år den tredje søndag i september.

Det arrangeres af Landbrug & Fødevarer.

Sidste år deltog knap 95.000 mennesker til Åbent Landbrug fordelt på 56 steder.

- Jeg kan se, den står og prutter pøller, siger Elliot Rosenlind Overgaard i kostalden.

Søndag åbnede Strangegården stalddørene og bød indenfor til Åbent Landbrug på deres konventionelle landbrug, hvor de har en mælkeproduktion med 135 sortbrogede malkekvæg.

Diana Rosenlind benyttede lejligheden til at tage sine to børn Albert og Elliot Rosenlind Overgaard med indenfor i stalden hos køerne.

- Det er fedt for børnene at komme tæt på dyrene og se dem, siger hun.

Diana forklarer, at familien ser dyr i deres hverdag, og at det ikke er helt fremmed for børnene at se en ko.

- Men når man ser dem i Fantus (børneprogram med dyr og maskiner, red.), så kan det noget andet at komme ud og se dem. Han står og aer en ko nu, griner Diana Rosenlind og peger på Albert Rosenlind Overgaard.

For Diana Rosenlind er Åbent Landbrug en god lejlighed til at komme tæt dyrene og Landbrug. Foto: Bjørn Brylle Petersen

- Det kan noget at teste sin modighed og komme tæt på de store dyr, siger hun.

Sidste år besøgte familien en grisefarm og havde en god oplevelse og ville gentage oplevelsen i år.

På Strangegården var der rig mulighed for at sparke dæk, da maskineriet var kørt i stilling. Foto: Bjørn Brylle Petersen

Køerne er søde, men det er ikke dem, der står højst på listen hos børnene.

- Det, de efterspørger mest, er de store maskiner og at komme tæt på for at se dem, siger Diana Rosenlind. 

Store og små maskiner

På Strangegården var både store og små maskiner populære.

Der var kø til at komme op at sidde i en traktor og en lille gummiged, mens der også var fuld fart på banen med små traktorer, der var stillet op.

Sukkerkampagnen på Nakskov og Nykøbing Sukkerfabrikker er lige om hjørnet, men på Strangegården havde man tyvstartet med at tage roerne op.

Det var nemlig også muligt at dyste i sukkeroekast.

Mellem kostaldene var der sat en bane op, og adskillige små traktorer stod klar til at drøne afsted til glæde for børn og barnlige sjæle. Foto: Bjørn Brylle Petersen

- 15,6, råbte manden med målebåndet, efter at en gæst havde slunget en sukkerroe ud over marken.

Der var trængsel indenfor i stalden hos kalvene, da himlen åbnede sig, og roerne fik glæde af det strålende vejr.

Kalven med nummer 4490 lød til at være interesseret i de mange besøgende. Foto: Bjørn Brylle Petersen

Håber, det giver en større forståelse

Jakob Risager bor på nabogården med sin hustru og deres tre døtre og driver Strangegården med sin bror og deres forældre.

- Et rigtigt Morten Korch-landbrug, kalder han det.

Han håber, Åbent Landbrug kan være med til at bringe forbrugerne og borgerne tættere på landbruget.

- De kommer ud og ser, hvor fødevarerne kommer fra, og hvordan de bliver produceret, siger han. 

- Når vi er så få landmænd, som vi er nu, så er der ikke så mange middagsselskaber, hvor du har mulighed for at sidde og snakke med folk, der kender noget til landbruget, og så modbevise nogle af alle de påstande, der bliver fremsagt, siger han.

Jakob Risager driver konventionelt landbrug og håber Åbent Landbrug kan være med til at vise erhvervet frem og skabe en større forståelse. Foto: Bjørn Brylle Petersen

Han mener, det er vigtigt med arrangementer som Åbent Landbrug.

- Ellers bliver det bare sådan noget, hvor man vinker til folk og kører forbi, og så får man ikke nogen relation til landbruget. Det er sundt for folk at komme ud at se, hvad det er, siger Jakob Risager.