Det var ikke populært i Horslunde og omegn, da børne-, skole-, fritids- og kulturudvalget i marts besluttede, at Ravnsborghallen skulle rives ned for at gøre plads til nybyggeri. Sagen blev standset af oppositionen og sendt i byrådet, og her blev den sendt retur til udvalget.
Ved denne måneds udvalgsmøde begyndte de politiske medlemmer, suppleret med en direktør fra kommunen og borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen (Din Stemme) mødet ved den nedrivningstruede hal. Her mødtes de med brugerrådet, der var suppleret af forskellige lokale med interesse i hallens bevarelse.
Fra udvalgets side har vi også et ønske om at have den fremtidige dialog direkte med brugerrådet, og ikke gennem de sociale medier.
Martin Boesen
På byrådsmødet blev det besluttet, at en ekstern entreprenør kommer med et tilbud på at istandsætte hallen. Virksomheden fra Jylland har renoveret flere af de skoler, der lider af samme problemer som både Ravnsborghallen og den nu lukkede folkeskole.
- Sideløbende med virksomheden laver sine beregninger, skal brugerrådet smage lidt på, hvad man ønsker, hvis nu den nordjyske virksomhed vender tilbage og fortæller, at det vil være næsten lige så dyrt at renovere som at bygge noget nyt, der er fremtidssikret, siger udvalgsformand Martin Boesen (S).
Sagen kort
Et politisk flertal i Lolland Kommune ville rive Ravnsborghallen ned og i stedet tænke i nye idrætsfaciliteter med enten ny hal eller aktivitetshus.
Baggrunden er blandt andet hallens tilstand og økonomien i at renovere kontra at bygge nyt.
Planerne mødte modstand fra oppositionen, som ikke vil bruge mange millioner på en ny hal.
Hallens brugerråd protesterede og sendte brev til byrådet i et forsøg på at stoppe nedrivningen.
I brevet oplyste brugerrådet, at et nordjysk firma har ekspertise i at renovere betonbyggerier med samme fejl som Ravnsborghallen, og prisen forventes at være langt lavere end den kommunale forvaltning var nået frem til.
Lolland byråd valgte derfor at sende sagen retur til børne-, skole-, fritids- og kulturudvalget med henblik på at se på enten renovering eller nybyggeri.
Ud med skeletter og spøgelser
Hvis det ikke kan betale sig at renovere Ravnsborghallen, er det konstitueringspartiernes forslag, at man enten bygger en ny hal eller et aktivitetshus. Martin Boesen påpeger, at uanset hvad, så er det besluttet, at Horslunde skal have et samlingssted. Man river altså ikke ned, bare for at rive ned.
Blandt de lokale har der dog været ængstelse for, at en eventuel nedrivning af hallen vil sætte områdets foreningsliv flere år tilbage. For skal der gå år med først nedrivning og siden genopbygning af en ny hal, vil foreningerne rykke andre steder hen - og formentlig bliver der permanent, lyder det.
For udvalgsformanden var det vigtigt, at dialogen ved mødet var i en tryg og rar atmosfære, og at alle skeletter og spøgelser kom ud af skabet med det samme. Der skal startes forfra og ses fremad.
- Der var også en animering til, at kommune og brugerråd tager fat i hinanden, hvis der opstår spørgsmål, så det ikke ender ud i en situation, hvor der bliver ført forhandlinger på sociale medier eller gennem Folketidende. Fra udvalgets side har vi også et ønske om at have den
fremtidige dialog direkte med brugerrådet, og ikke gennem de sociale medier. Det
er slet ikke der, hvor vi ønsker at være, siger Martin Boesen.
Nej til gratis hjælp
Blandt de tilkendegivelser, der har været fra lokale borgere, både på sociale medier og i Folketidende, var et tilbud fra Henrik Friis, medejer af nedrivningsfirmaet "Dem fra Nordlunde". Han har tilbudt at sætte to mand til gratis at fjerne de betonelementer, der skulle være farlige. Men det går ikke, slår Martin Boesen fast.
- Som kommune har vi en masse regler, eksempelvis omkring forsikring, som vi skal overholde. Derfor kan vi ikke bare tage imod sådan et tilbud fra en privat aktør.
Situationen ville se anderledes ud, hvis hallen overgik til private.
- Jeg har stor respekt for det lokale engagement, men det er en kommunal bygning. Havde det været en selvejende institution ville situationen være en anden.
Nu går man i forvaltningen i gang med at se på de forskellige modeller for fremtidens fritidsaktiviteter i Horslunde, og først når der er beregninger på renovering af hallen, og på at rive hallen ned for at bygge et nyt lokalt tilbud, vil den atter blive præsenteret for politikerne.
Se eller gense videoen om, hvad hallen betyder for ildsjælen Søren Hansen:
Seneste artikler
Matematikkaraktererne stiger på Sydfalster Skole: Her hjælper de store de små
Dystre karakterer på Lolland-Falster: Nu reagerer skolecheferne
I dag begynder sagen: 36-årig mor tiltalt for mishandling af sine børn
50 studerende skal undersøge lollandsk byliv
Fravær er "sindssygt alvorligt": Sådan vil skolerne løse problemet
Mest læste artikler
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
22-årig kvinde blev meldt savnet: Nu er hun fundet
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke
Café uden bevilling fik beslaglagt masser af alkohol