Guldborgsund

Murermester Anders Damgaard Nielsen mener, at jargonen i byggebranchen er direkte men ordentlig. Foto: Esben Cronbach-Christensen

Efter kritisk DR-dokumentar: Anders genkender ikke billedet

DR har talt med 68 lærlinge, der har haft dårlige oplevelser i byggebranchen. Det er ikke det fulde billede, mener murermester Anders Damgaard Nielsen.

Offentliggjort

Da DR P3 for nylig udkom med en ny dokumentar om lærlinge, blev en lokal virksomhed fremhævet fra start.

Lokal virksomhed fremhævet i DR P3 dokumentar

  • En ny DR-dokumentar fremhæver murerfirmaet Anders Damgaard Nielsen ApS i Nykøbing, hvor lærlingen Lukas Engmark deler sine positive oplevelser.
  • Anders Damgaard Nielsen understreger vigtigheden af en direkte, men respektfuld tone på arbejdspladsen, og afviser præmissen om, at det er et generelt billede af branchen.

Programserien følger lærlingene på byggepladsen og indeholder flere interviews med lærlinge, der har haft grænseoverskridende oplevelser i deres læretid.

Murerlærlingen Lukas Engmark medvirkede i programmet. Hans oplevelse skiller sig dog noget ud. Han var på tidspunktet for optagelserne lærling ved murerfirmaet Anders Damgaard Nielsen ApS, der ligger i Nykøbing - og han var glad for det.

Ingen opskrift

I programserien taler DR med 68 nuværende og tidligere lærlinge i byggebranchen. De beretter blandt andet om en hård tone, fysisk og psykisk vold og seksuel chikane.

Anders Damgaard Nielsen mener, at diskussionen om lærlingenes arbejdsmiljø er vigtig – men han mener ikke, at det er et fuldstændigt billede af branchen, der tegnes i dokumentaren.

Han kalder tonen i branchen ”direkte” – ikke hård.

- Vi forventer, at alle vores ansatte kan passe deres arbejde - finde ud af at møde om morgenen og så videre. Vi kalder en spade for en spade og en skovl for en skovl. Der kan godt ryge en finke af panden en gang imellem, men det må aldrig blive personligt eller nedladende, siger han.

- Der skal jo være en saglig grund. Hvis der er en, der har lavet en dumhed, så får man at vide, at det er noget lort, og at det skal rettes – og så er det jo fint nok. Det kan de fleste mennesker sagtens klare.

Anders Damgaard Nielsen understreger, at han ikke vil tolerere, hvis kritikken bliver personlig i stedet for faglig.

Ret ligetil

Og i virkeligheden er det måske ikke så svært igen at finde ud af, hvordan man skal tale til hinanden, mener han.

- De fleste mennesker kan godt læse et andet ansigtsudtryk og finde ud af, hvornår man er gået over grænsen. Det er det, jeg synes er vigtigt. Vi kan ikke undgå, at der er nogen, der kommer til at sige, at det var sgu en øv-dag, og at nogle dage ikke er rare - men det skal jo ikke være hverdagen.

- Det handler jo i bund og grund bare om at snakke til hinanden, som man gerne selv vil mødes. Og de fleste vil faktisk gerne mødes med lidt værkstedshumor og en god jargon, siger Anders Damgaard Nielsen.