Det sker

Roer - og landmand Thomas Huge - soppede i vand efter det store regnvejr først på ugen. Privatfoto

Efter massiv regn: Roer sopper i vand

Vand kan ikke ikke løbe væk fra markerne - kanalerne er groet til.

Offentliggjort

Det var ikke kun veje, viadukter og villahaver, som blev oversvømmet, da der forleden faldt over 100 milimeter regn over Guldborgsund.

Markerne på Falster og Østlolland soppede også i vandet fra oven, og det gør mange af dem stadig. Vandet kan nemlig ikke løbe væk, fordi afvandingskanalerne er groet til.

Og det er de, fordi der i kommunen ikke skæres grøde om sommeren.

Rigtig våde roer

Et af de steder, hvor roerne er rigtig våde, er på en mark ved Riserupvej på Nordfalster.

Her kunne to hektarer med planter, der indeholder "det hvide guld", kun lige akkurat holde bladene oven vande.

I dag er det bedre. Men det svupper stadig, når markens ejer, landmand Thomas Huge, går rundt i den i lange gummistøvler.

- Der faldt 125 millimeter her forleden, og det kan ikke komme væk, fortæller han.

Tilgroet kanal

I marken er der ganske vist dræn, som kan lede vand ned i en afvandingskanal langs marken.

- Men grøften er groet til, fordi grøden i den ikke skæres om sommeren, forklarer han.

Og dermed kan vandet ikke løbe videre flere kilometer ud til den store kanal, der ender ved pumpestationen i Vålse Vig.

Vandet på marken risikerer dermed at ødelægge en del af roehøsten for Thomas Huge, og det kan koste ham penge.

- Skær om sommeren

Samme problem har landmand Henrik Høegh-Andersen, der bor i Kalø ved Sakskøbing.

- Jeg har en roemark på fem hektarer, som også er blevet meget våd, siger han.

Begge landmænd mener derfor, at Guldborgsund Kommune, der har ansvaret for lokale vandløb, bør give lov til, at der grødeskæres om sommeren.

Smalle render

- De fleste af vores vandløb er jo ikke naturlige, men gravede, og om sommeren har de ingen former for biologisk liv, peger Henrik Høegh-Andersen på.

Her er kanalen ved Thomas Huges roemark. Man kan ikke lige se det, hvis man ikke lige ved det. Foto: Bjarne Arildsen

Derfor kan man ifølge ham godt grødeskære om sommeren.

- Det handler kun om at lave en smal rende midt i vandløbene. Sivene langs bredderne fjernes ikke, siger han.

Ikke sidste gang

Henrik Høegh-Andersen mener ikke, at man kan komme uden om at grødeskære om sommeren.

- Det er jo ikke sidste gang, at vi får sådan et regnvejr. Vejret er blevet mere ekstremt, sige han.