Jakob Pedersen er stoppet i JP-Foto for at bliver underviser på Halstedhus Efterskole, og derfor har hans far, Jens Pedersen, valgt at lukke selve butiksdelen af virksomheden. Foto: JP-Foto
Farvel til fotobutik efter 130 år: Det var Sydhavsøernes sidste
Specialforretninger med filmfremkaldelse og kameraer hører en anden tid til.
Døren er lukket og låst. De sidste skolefotografier er blevet langet over disken, og det er slut med at fremkalde kundernes private fotos. Tidligere på sommeren lukkede Jens Pedersen for sin fotobutik i Maribo. Dermed lukkede den sidste specialforretning af sin slags på Lolland-Falster.
I dag sælges kameraer kun til folk, som dyrker fotografering som en større hobby, og de køber deres nye udstyr der, hvor det er billigst.
Jens Pedersen
Beslutningen kommer ikke fordi, den lille forretning på Torvet i Maribo har kørt dårligt, men fordi Jens Pedersens søn, Jakob, har fået andet arbejde.
- Jakob har stået for hele skolefotograferingen, som har været en vigtig del af butikkens økonomi. Jeg har søgt efter en anden til at tage over, men det er et job, som tager halvdelen af året, og det ville kun være lykkedes med en medejer, fortæller fotografen fra Holeby, der nu har sendt skole-kunderne videre til en fotograf fra Svendborg.
Fakta om JP-Foto
1987
Virksomheden bliver etableret af Jens Pedersen, hvor fotograferingerne i starten
foregår i et lejet lokale i Holeby.
1989
Jens Pedersen bygger et fotostudie på sin hjemmeadresse Nødebjerg 3 i Holeby, hvor
studiet stadig er beliggende.
1991
JP-Foto overtager Klüwer Jepsens Fotograf og Fotohandel beliggende på Lilletorv i
Maribo. Virksomheden udvides med mulighed for at få
indrammet billeder.
2009
JP-Foto køber ejendommen Torvet 12 i Maribo, hvor kun facaden forbliver, resten
total renoveres. Samtidig bliver JP-Foto en aktiv del af Photocare.
2015
Smartphones indtog betyder, at JP-Foto stopper i Photocare. Samtidig stopper
salget af kameraer for at holde fuld fokus på fotografvirksomheden,
fremkaldelse af kundebilleder og rammeproduktion i eget værksted.
2025
Butikken på Torvet i Maribo lukker 31. juli, og der bliver indrettet fotostudie på adressen.
Slut med kameraer for ti år siden
Til november er det 34 år siden, at han overtog fotoforretningen i Maribo, men dens historie går længere tilbage. Faktisk rundede butikken 130 år i oktober 2024, og det har været på blot fire ejere. Men tiderne har forandret sig, og nutidens mobiltelefoner har taget pusten fra de klassiske produkter i butikkerne.
Annonce
- I dag sælges kameraer kun til folk, som dyrker fotografering som en større hobby, og de køber deres nye udstyr der, hvor det er billigst. Det ville vi ikke kunne være med på, forklarer Jens Pedersen, som faktisk stoppede med den del af forretningen for ti år siden.
JP-Foto var da også den sidste af sin slags på Lolland-Falster, og de kunder, der nu bliver ramt, er amatørfotografer, som gerne vil have fremkaldt billeder. Den service er svær at finde.
Flytter til Maribo
Til gengæld holder Jens Pedersen fast i den del af forretningen, som altid har været hans store passion. Det drejer sig om billeder af børn, fotograferinger ved store mærkedage og portrætfotografering i fotostudie.
Selve skolefotograferingerne, som Jakob Pedersen har stået for hos JP-Foto, går videre til en anden fotograf. Arkivfoto: Rikke Folm Berg
- Jeg har stadigvæk fotostudiet i Holeby, men det vil blive flyttet til Maribo, hvor det kommer til at ligge i værkstedet bag ved butikken.
Også pasfoto-delen bliver en fast del af tilbuddet fra JP-Foto i fremtiden. Ikke fordi pasbilleder generelt er efterspurgt, dem tager Borgerservice sig oftest af, men der er andre lignende billeder, som mange kunder efterspørger.
Fortsætter med pasfoto
- Eksempelvis kan det være til amerikansk visum, hvor der hele tiden bliver ændret på reglerne, og hvor det er meget vigtigt, at billedet nøje lever op til standarderne, forklarer Jens Pedersen.
Det gælder eksempelvis også billeder til forskellige ID-kort i forbindelse med Femern-byggeriet, hvor flere også ønsker et paslignende foto. Sådanne opgaver tager fotografen sig stadig af, nu kræver det blot, at kunderne bestiller tid på forhånd.
Hvornår præcis Jens Pedersen er klar til at flytte sit fotostudie til Maribo, ved han ikke.
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu