Guldborgsund

Per Svendsen og Annegrethe Lillelund kendte hinanden gennem deres engagement hos Dansk Røde Kors. Men det var Højskolen Marielyst, der bragte dem sammen som kærestepar. Nu er de frivillige. Foto: Kim Møller Pedersen

Festivalfrivillige Per og Annegrethe fandt hinandens hjerter med hjælp fra højskolen

Værksteder med pileflet, yoga og alle mulige andre ting og sager. Det er blot en brøkdel af alt det, som kursister kan møde hos Højskolen Marielyst. De kan også opleve at finde sig en kæreste. 

Offentliggjort

Om programmet

Både onsdag og torsdag er der Seniorfestival hos Højskolen Marielyst, hvor der er morgenstart med fælles gymnastik, hvor alle kan være med.

Programmet findes ved at klikke på  hojskolenmarielyst.dk/seniorfestival og her kan man blandt andet læse om besøg af Michael Meyerheim, Bertel Haarder, Pernille Højmark og Adrian Hughes og Anja Aalund.

Mon ikke en koncert med to af Tøsedrengene i skikkelse af Anne Dorthe Michelsen og Maria Bramsen har været en af de store trækplastre i forhold til at købe billet på den igangværende seniorfestival i Marielyst?

Eller hvad med Michael Carøe & Guldholdet, Tamra Rosanes med The Orchestra? Eller trioen Jens Rugsted, Ole Kibsgaard og Lars DK?

Flere kunne nævnes, men når snakken falder på trækplastre, skal man også lige have nævnt et af dette års nye påfund hos seniorfestivalen; Nemlig rundvisninger.

Så er der rundvisning

- Det er en gammel firlænget gård, som overlevede stormfloden i 1872 og blev til et badehotel. Senere blev det så til en højskole i 1971, og her kan man få 8 og 14-dages kurser, lyder det fra Per Svendsen.

Folketidende er taget på rundvisning hos Højskolen Marielyst. Midt under seniorfestivalen. Det er der i alt 15 festivalgæster, som også synes er en en god idé. Faktisk er alle fem rundvisninger tæt på udsolgt allerede første festivaldag.

- Vi vil gerne vide lidt mere om stedet her. Vi var lidt nysgerrige på, hvad højskolen kunne tilbyde, og så sprang vi på, lyder det med et smil fra Vivi Riis i selskab med veninden Lone Hansen.

Fra venste er det festivalgæsterne Vivi Riis og Lone Hansen, som tog med på den allerførste rundvisning på seniorfestivalen. Foto: Kim Møller Pedersen

Interessant kuffert

De er fra Næstved og altså blandt de knap 50 procent af festivalgæsterne, som kommer fra Sjælland.

Vivi og Lone har hver en interessant "kuffert" i hånden. Uden på barnebarnspakken står der "Pas godt på dit barnebarn". Hvad går sådan én ud på?

- Det er ikke, fordi vi har børnebørn med på festival. Det ville nok blive for meget. Men det var nogen, vi kunne få gennem Ældre Sagen, og de er ret smarte, lyder det fra Lone.

Sikkerhed og tryghed

Barnebarnspakken er lavet for at skabe trygge rammer, når man har besøg af børnebørnene og rummer produkter, der rimer på sikkerhed og tryghed.

Men videre på rundvisningen går det med Per Svendsen. Han er en af de omkring 70 frivillige på seniorfestivalen. Udover at fortælle om den igangværende helhedsplan med tanker om at modernisere højskolens spisesal og køkken samt opbygge højskolens helt egen scene med virkning fra næste år kan han også fortælle sin helt egen kærlighedshistorie forbundet til højskolen.

På grund af højskolen

- Jeg er selv tilflytter til Lolland for fem år siden, og jeg har siddet i bestyrelsen hos højskolen de seneste fire år. Og det er faktisk på grund af højskolen, at jeg fandt sammen med min samleverske, fortæller Per.

Hun dukker op oven på rundvisningen. Det er Annegrethe Lillelund. Også hun er frivillig på festivalen og generelt hos højskolen ligesom Per.

Rundviser Per Svendsen viser her spisesalen frem, og det er noget af det, som står over for en kommende modernisering for fondsmidler. Foto: Kim Møller Pedersen

- Jeg var her som kursist i 2016, og Per var her i 2019, fortæller Annegrethe.

Parret kendte hinanden i forvejen via et fælles engagement som frivillig i Dansk Røde Kors. Men det var først, da den ene og herefter den anden havde været på kursus hos Højskolen Marielyst, at de to bekendte blev til to kærester.

- Vi blev enige om, at vi lige så godt kunne prøve at tage på kursus sammen, når vi nu begge to havde prøvet det før, lyder det ganske enkelt fra Annegrethe om den sag.

Og som sagt, så gjort. Et fælles kursus hos højskolen blev realiseret, to hjerter fandt hinanden og i dag er de begge frivillige samme sted.