Guldborgsund

- Vi forsøger os for første gang med rundvisninger, fortæller forstander Jesper Lorentz Bertelsen. Han står sammen med den anden del af forstanderparret Malene Bjerre (th.) og festivalkoordinator for Seniorfestival Mette Rygaard (tv.).

Festivalen buldrer derudaf - nu også med rundvisninger

Højskolen Marielyst har fuld gang i endnu en velbesøgt seniorfestival - i år med yderligere 200 solgte billetter i forhold til sidste år. Som noget nyt er rundvisninger blevet meget populære.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den har bidt sig fast som en fast tradition i Marielyst, og flere og flere kommer til år for år. 

- Vi har 200 flere deltagere i år i forhold til sidste år, lyder seneste status på billetsalget til den igangværende Seniorfestival på Højskolen Marielyst.

Rugsted & Kreutzfeldt

Onsdag og torsdag i denne uge vil de mange gæster kunne fornøje sig med musikalske navne som eksempelvis Jens Rugsted, Ole Kibsgaard og Lars DK. Alle tre var på scenen sammen i et par timer i starten af onsdagens program med blandt andet Rugsted & Kreutzfeldts udødelige klassikere.

Et repertoire med numre af Crosby, Stills & Nash samt egne sange og anekdoter fra de tre musikere var også noget af det, som det talstærke publikum kunne fornøje sig med i campingstolene.

Om seniorfestival

Højskolen Marielyst arrangerer seniorfestival for sjette gang, når højskolens park onsdag og torsdag i denne uge omdannes til festivalplads.

Det er Danmarks eneste festival for seniorer, som fra morgen til aften byder på alt fra store og intime koncerter til talks, foredrag og debatter fordelt på forskellige scener ude og inde.

I løbet af de to dage runder festivalen blandt andet også både den britiske og svenske sangskat, når der skal skråles med på henholdsvis The Beatles’ og ABBA’s utallige og udødelige hits.

Onsdag er det danske Beat The Meetles, der går all in som drengene fra Liverpool, mens danske ABBA Xclusive giver den med hits som Voulez-Vous, Take a chance on me og Dancing Queen om torsdagen.

Dansk-amerikanske Tamra Rosanes er på programmet torsdag med en god omgang country med The Orchestra i ryggen.

Til allersidst i programmet er der ønskekoncert med Michael Carøe og Guldholdet.

Cirka 1600 om dagen

- Vi regner med, der er omkring 1600 hver af dagene, lød det fra Mette Rygaard Poulsen, der er festivalkoordinator.

Hun kan også fortælle, at publikummet til en seniorfestival er et noget andet, end det der normalt er til de mange kurser hen over året hos Højskolen Marielyst.

- Hvor gennemsnitsalderen på vores kurser i løbet af året er på 76 år, så er den noget lavere til festivalen. Den er lidt bredere i forhold til alderssammensætningen, og vi ser eksempelvis en del mødre og døtre, som tager afsted sammen. Men generelt er sammensætningen på seniorfestivalen med nogle lidt andre, end vi måske normalt ser på kurserne, forklarer Mette Rygaard.

Der er godt med mennesker på Højskolen Marielyst i disse dage, hvor der er Seniorfestival. Foto: Kim Møller Pedersen

De fleste fra Sjælland

De fleste af seniorfestivalens gæster er fra Sjælland med op mod 50 procent af det samlede publikum. Resten er fordelt med 25 procent fra Lolland-Falster og de sidste 25 procent fra resten af landet.

Blandt gæsterne er også 86 kursister, som har booket en festivalbillet for flere måneder siden. Og vil man have fingre i sådan en til næste års festival, kan det lade sig gøre i denne uge - til nedsat pris.

- Det er også nyt, at vi sælger festivalbilletter et år før til nedsat pris. Vi kan også allerede sige, at vi til næste års festival har Alberte Winding klar på programmet. 

Alberte Windings klassiske hit "Lyse nætter" fra 1991 er for nylig blevet kåret som den bedste danske sang nogensinde. Det skete i forbindelse med en stor afstemning i DR's "Top 100", hvor næsten 300.000 danskere stemte og placerede sangen øverst foran mange andre store klassikere.

Første gang med rundvisninger

Jesper Lorentz Bertelsen og Malene Bjerre, der har været forstanderpar på Højskolen Marielyst siden 1. april 2024, var også klar med et par nyheder fra årets igangværende festival.

- Vi forsøger os for første gang med rundvisninger. Der er to om onsdagen, og så bliver der tre om torsdagen, forklarede Jester Lorentz Bertelsen om det nye tiltag, som stort set er fuldt booket allerede.

Årsagen til det er den ganske enkle, at flere og flere af seniorfestivalens gæster først bliver "lokket" til Marielyst på grund af et spændende program. Men så er der også mange, som egentlig gerne vil vide lidt mere om, hvad det er for et sted og for en højskole, de er kommet til.

Jens Rugsted, Lars DK og Ole Kibsgaard bød blandt andet på Rugsted & Kreutzfeldts udødelige klassikere.Foto: Kim Møller Pedersen