Guldborgsund

Der er brud på fjernevarmenettet i Guldborgsund. Arkivfoto: Anna C. Møhl

Fjernvarmedirektør: Tager nye midler i brug

Klokken 18 sætter Guldborgsund Forsyning ind med et nyt middel for at finde lækket.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lørdag formiddag sendte Guldborgsund Forsyning en sms ud til borgere om, at der er et brud på fjernvarmen, som forsyningsselskabet gerne vil have hjælp til at finde.

Udover at lede på traditionel vis og bede borgerne om hjælp, har forsyningsselskabet nu et nyt middel klar, som de sætter ind for at finde lækagen.

Guldborgsund Forsyning bruger drone til at finde fjernvarmelækager

  • Guldborgsund Forsyning har hyret et eksternt dronefirma til at finde lækager i fjernvarmenettet på Lolland-Falster, hvilket inkluderer flyvninger over områder som Ønslev, Eskilstrup og Nykøbing.
  • Borgerne opfordres til at rapportere usædvanlige observationer som grønt vand eller damp, da deres hjælp allerede har ført til opdagelse af mindre lækager.

- Det vi gør nu, udover at vi går ud til borgerne, det er, at vi har hyret et eksternt dronefirma. Og som det ser ud lige nu, kommer de ned klokken 18 i dag og flyver hele vores ledningsnet med en stor drone, fortæller direktør Niels Rasmussen. 

- Det vil sige helt oppe nordfra og fra fængslet, Ønslev, Eskilstrup og så ned til Nykøbing og rundt i gaderne i Nykøbing, Nørrebro og Østerbro. Og så håber vi på, at de kan spotte et eller måske flere steder, hvor det termiske kamera kan registrere en temperaturforskel, fortæller Niels Rasmussen.

Facebookopslag fra Guldborgsund Forsyning.

Direktøren fortæller, at selskabet har deres egen drone med termisk kamera, men det er en mindre drone og den flyver langsommere. Og de folk, der skal flyve med den, de er nu beskæftiget med at gå ud og lede efter lækager. Derfor har man hyret et eksternt firma ind i aften.

- Vi håber, at dronen kan spotte lækagerne, uanset om de er i gaden, inde hos kunderne eller i bygninger, der sjældent bruges., lyder det.

Borgerne hjælper

Den seneste tids opfordringer til at holde øje med vandspild, er der borgere, der har reageret på.

- Vi har fået henvendelser fra kunder, der tænkte, at der måske kunne være noget, og der var faktisk et par steder, hvor vi fandt nogle lækager inde hos nogle kunder og de blev også lukket. Men det viste sig, at de lækager ikke var så store, at det gav et markant fald i spændevandsforbruget. 

- I dag har vi allerede fået fire henvendelser. Vi er utrolig taknemmelige for dem. Hvis andre ser grønt vand, damp eller unormalt varme områder, vil vi meget gerne have, at de kontakter os på telefon eller mail.

Har stået på i lidt tid

Niels Rasmussen forklarer, at der ikke er tale om et nyt brud.

- Det her har desværre stået på i lidt tid. Hele ledningsnettet indeholder omkring 4.000 kubikmeter vand, som vi holder på et bestemt tryk, for at det kan løbe gennem kundernes radiatorer og de veksler, der sidder. For at holde det tryk, pumper vi hele tiden nyt vand ind i ledningsnettet, og det er det, vi kalder spædevand. At vi spæder vand på ledningsnettet. Da det var værst, var vi på 85 kubik i døgnet, det faldt senere til 60 kubik i døgnet og vi tænkte at "Ok, vi er på vej i den rigtige retning". 

Men det viser sig altså, at tabet af vand stadig er for stort, og derfor tager man altså nu nye midler i brug. Hvis man ser en drone flyve over Falster i aften, er der derfor ikke grund til at kontakte politiet.