Nordic Sugar-skandalen

Fødevarestyrelsen varslede politianmeldelse af Nordic Sugar: Nu er der nyt i sagen

Fødevarekontrollens fotos fra kontrolbesøg på lager 71 hos Nordic Sugar i Nykøbing den 14. januar 2025.
Offentliggjort Sidst opdateret

Opdateret 9.23 med kommentar fra Nordic Sugars administrerende direktør.

Fødevarestyrelsen har besluttet ikke at politianmelde Nordic Sugar for manglende sporbarhed i forbindelse med økologisk sukkerproduktion. Det bekræfter Jakob Munkhøj, fødevarechef i Region Øst, over for Folketidende.

I januar 2025 varslede Fødevarestyrelsen en politianmeldelse efter et kontrolbesøg på sukkerfabrikken i Nykøbing Falster. Her blev der konstateret problemer med virksomhedens økologiregnskab og sporbarheden af 346.960 kilo smeltesukker. Men nu har Fødevarestyrelsen besluttet, at Nordic Sugar ikke skal politianmeldes. Det har man besluttet i dagene op til, at kontrolrapporten blev justeret den 24. september, fortæller fødevarechefen.

- Det er ud fra et retssikkerhedsprincip, at vi siger, at vi varsler det skrappeste, og så kan vi trappe sanktionen ned. Det giver ikke rigtig mening at varsle en lavere sanktion, og så gå hjem, og så gøre det skrappere, fortæller han. 

Fødevarekontrollen besigtiger bigbags på lager 71. Nordic Sugar kunne aldrig fremskaffe dokumentationen for sporbarheden på sukkeret. Foto: Fødevarestyrelsen

Fødevarestyrelsen har i stedet givet Nordic Sugar en indskærpelse, der fungerer som en advarsel. Ifølge reglerne vil en gentagelse på samme område inden for to år føre til en skærpet sanktion. Men da der ifølge fødevarechefen er tale om en førstegangsforseelse, så tager man ikke den skrappe sanktion i brug. 

Er det fordi man vurderer, at det er en lille mængde sukker eller ikke en grov nok overtrædelse?

- Den samlede vurdering er, at den ikke er grov nok til at give en politianmeldelse. Vi er i tvivl, da vi er derude. Kan der være tale om snyd og sådan noget, og derfor vælger vi i første omgang at varsle den skrappe sanktion. Så er det efterfølgende en samlet vurdering, at der er tale om et førstegangstilfælde og så lander vi på, at det bliver den mildere sanktion.

Men I kunne have vurderet anderledes, hvis I vurderede, at det var så groft og af sådan et omfang og af sådan en alvor, at uanset om I tidligere havde påtalt det eller ej, så kunne I have sagt "Denne her er så alvorlig, at den skal politianmeldes"?

- Det kunne vi have gjort, ja, siger Jakob Munkhøj.

Efter Fødevarestyrelsens kontrol i januar, udstedte styrelsen et forbud mod de 346.960 kilo sukker. Nordic Sugar lovede dengang, at man ville fremskaffe den lovpligtige dokumentation for øko-sukkerets oprindelse. Det kunne man dog ikke, og derfor valgte man at bruge det som konventionelt sukker i stedet. Dermed kunne Nordic Sugar få forbuddet ophævet. Det fremgår af kontrolrapporten fra marts måned.

Jakob Munkhøj understreger, at sagen har taget usædvanlig lang tid at afklare.

- Normalt vil vi hurtigt kunne vurdere et sagskompleks, men her har det taget omkring otte måneder, og det er for længe – også for virksomhedens skyld.

Kontrolrapporterne viser, at Nordic Sugar sidenhen har rettet op på procedurerne.

Administrerende direktør hos Nordic Sugar, Jannik Olejas, ønsker ikke at give et interview. På mail har Folketidende modtaget denne udtalelse: 

”Nordic Sugar tager Fødevarestyrelsens afgørelse til efterretning og har ikke yderligere kommentarer.”

Nordic Sugar-skandalen kort

Folketidende kan afsløre, at Fødevarestyrelsen har fundet alvorlige brud på økologireglerne hos Nordic Sugar, virksomheden bag Dansukker. 

En kontrol i januar 2025 viste manglende dokumentation for oprindelsen af 346.960 kilo økologisk sukker og uoverensstemmelser i økologiregnskabet for brun farin.

Myndighederne udstedte straksforbud og overvejer nu en politianmeldelse. Virksomheden har efterfølgende nedklassificeret store mængder økologisk sukker til almindeligt sukker. 

Også på hovedkontoret i København er der fundet gentagne mangler i de administrative øko-procedurer. 

Derudover har kontrolbesøg på fabrikken i Nykøbing F. afsløret omfattende hygiejneproblemer. Fødevarestyrelsen fandt olie, der dryppede ned i sukkeret, tykke lag støv, spindelvæv, muselort og fuglefjer på lageret samt store revner i gulvet, der gjorde rengøringen vanskelig.

Også containere til smeltesukker var præget af ridser og huller, hvorfra metal og afskallet maling potentielt kunne falde i sukkeret. Desuden blev spildt sukker fejet op og genbrugt i produktionen.

Forbrugerrådet Tænk kalder forholdene uholdbare og understreger, at hverken maling, metal eller skadedyr på noget tidspunkt bør indgå i en fødevareproduktion. Fødevarestyrelsen har givet Nordic Sugar i Nykøbing F. bøder på 40.000 kroner og varslet en politianmeldelse for uoverensstemmelser i økologiregnskabet.

Seneste afsløring handler om sukkerfabrikken i Nakskov. Her har fødevarekontrollen ved to forskellige besøg konstateret overtrædelser. Ved det ene besøg opbevarede Nordic Sugar 55 bigbags med sukker udendørs med risiko for kontaminering. Ved det andet besøg mødte der Fødevarestyrelsen et uhumsk syn, da dele af produktionsapparatet var præget af skimmelvækst. Det udløste en bøde på 20.000 kroner.

Nordic Sugar afviser over for Folketidende, at forbrugerne har fået forkert mærkede produkter og oplyser, at de forhold, som Fødevarestyrelsen har kritiseret, nu er bragt i orden.

Tip os

Folketidende kan bringe en række artikler om Nordic Sugars problemer med at overholde reglerne for økologi, rengøring og vedligehold. Til grund for artiklerne ligger smileyrapporter fra Fødevarestyrelsen samt anmodninger om aktindsigt, som Folketidende har foretaget.

Hvis du ligger inde med viden, der kan belyse sagen om Nordic Sugar, så tip journalist Stine Schou på sikker vis: sts4800@proton.me eller på Signal 27 88 31 13.

Tidslinje over Fødevarestyrelsens kontrolbesøg hos Nordic Sugar

  • Fødevarestyrelsen dropper politianmeldelse

    Fødevarestyrelsen oplyser 1. oktober til Folketidende, at man ikke politianmelder Nordic Sugar for manglende dokumentation for sporbarheden af øko-smelt sukker, da der er tale om en førstegangsforseelse. Man politianmelder heller ikke for forholdet omkring uoverensstemmelserne i produktionen af brun farin, som en stikprøve påviste.

  • Fødevarekontrol på sukkerfabrikken i Nykøbing

    Ingen anmærkninger.

    Varighed: 3 timer og 15 minutter

  • Fødevarekontrol på Nordic Sugars hovedkontor i København

    Ingen anmærkninger

    Varighed: 1 time og 40 minutter

  • Fødevarekontrol på sukkerfabrikken i Nykøbing

    Ifølge smileyrapporten er der rettet op på følgende områder: Særlige mærkningsordninger, egenkontrolprocedurer for økologisk sporbarhed, produktionssedler til at dokumentere økologisk sporbarhed. Desuden står der: "Virksomheden har indført rengøringsforanstaltninger der sikre mod kontaminering med konventionelle fødevarer, samt en grundig dokumentation af gennemført rengøring af alle produktionsled".Da Nordic Sugar ikke var i stand til at dokumentere sporbarheden på de 346.960 kilo sukker fra lageret, valgte virksomheden at nedklassificere produktet fra økologisk til konventionelt. Dermed fik Nordic Sugar ophævet forbuddet og sukkeret kunne indgå i produktionen.

    Varighed: 2 timer

  • Fødevarekontrol og Fødevarerejseholdet på sukkerfabrikken i Nykøbing

    Politianmeldelse (noget som Fødevarestyrelsen sidenhen nuancerer over for Folketidende til, at man overvejer politianmeldelse), da der er uoverensstemmelse i mængderegnskabet for brun farin.

    Straksforbud: Forbud mod at anvende 346.960 kilo sukker på lageret, da virksomheden ikke kan dokumentere den økologiske sporbarhed. Samtidig forbud mod at sælge fødevarer som økologiske, hvor der indgår sukker fra det omtalte lager.

    Derudover påpeger Fødevarestyrelsen flg. problemområder: Særlige mærkningsordninger, egenkontrolprocedurer for økologiske aktiviteter, dokumentation for effektiviteten af rengøring forud for produktion, for rengøring af silo og kassationssedler samt produktionssedler til at dokumentere økologisk sporbarhed.

    Desuden bemærker Fødevarekontrollen, at Dansukker.dk har ikke link til virksomhedens kontrolrapporter, hvilket er lovpligtigt. 

    Bøde på 20.000 kroner for manglende rengøring: Hele lageret var dækket af et gråt lag støv/pulver der efter udsagn fra den ansvarlige stammede fra roepilleproduktionen inde ved siden af, hvorfra et åbent transportbånd med roepiller bliver ført igennem hal 71. Under tilsynet var transportbåndet i drift. Gulv og bigbags med smeltesukker var dækket med et tykt lag gråt støv/pulver, og der var museeskrementer og spindelvæv. 

    Varighed: 8 timer og 5 minutter

  • Fødevarekontrol på Nordic Sugars hovedkontor i København

    Forholdet er bragt i orden: Fulgt op på indskærpelse om særlig mærkningsordning.

    Virksomhedens skriftlige procedurer i økologirapporten, sammenholdt med virksomhedens aktiviteter. Følgende emne er mangelfuldt beskrevet: opskrift/tekniske hjælpestoffer og mærkning og de interne procedurer og dokumentation på dette punkt. 

    Vejledt konkret om udarbejdelse af økologiprocedurer med eksempler på hvordan reglerne kan overholdes.

    Varighed: 3 timer og 45 minutter

  • Fødevarekontrol på Nordic Sugars hovedkontor i København

    Egenkontrolprocedurer i forbindelse med økologiaktiviteter. Følgende var ikke dækkende: virksomhedsbeskrivelse, transportdokumenter, sikring af leverandørerklæringer og dokumentation af dette, procedurer for interne godkendelsesprocedurer for opskrifter/sammensætning af økologiske fødevarer. Virksomheden har procedurer for sikring af opskrifter uden henvisninger til sikring i forhold til økologi. Virksomheden er blevet vejledt om ovenstående forhold ved tidligere kontrolbesøg.

    Varighed: 2 timer og 30 minutter

  • Fødevarekontrol på Nordic Sugars hovedkontor i København

    Kontrolleret økologirapporten og dens egenkontrolprocedurer for virksomhedens aktiviteter. Følgende emner er ikke tilstrækkeligt dækkende: virksomhedsbeskrivelse, leverandørkontrol, løbende regnskabsbeskrivelse, transportdokumentation.

    Varighed: 3 timer og 40 minutter

  • Fødevarekontrol på sukkerfabrikken i Nykøbing

    Bøde på 20.000 kroner for manglende hygiejne i håndteringen af fødevarer. Olie/smøremiddel drypper ned i sukker. 

    Der er ikke fastlagt en frekvens og der kan ikke redegøres for hvornår der sidst er rengjort.

    Varighed: 4 timer og 5 minutter

  • Fødevarekontrol på sukkerfabrikken i Nykøbing

    Bøde på 20.000 kroner for manglende vedligehold. Containere med afskallet maling og huller er i brug, så der er risiko for metal i sukkeret. 

    Fulgt op på bøde fra forrige kontrolbesøg om hygiejne. Forholdet er bragt i orden. Kontrolleret uden anmærkninger: krydsforurening omkring bigbagpakker i zone 2. Produktion og opsamling af smeltesukker er stoppet på linjen og der er iværksat rengøring og  renovation, så der ikke drypper noget ned i sukkeret.

    Fødevarestyrelsen bemærker, at spildt sukker bliver fejet op og genanvendt i produktionen.

    Varighed: 3 timer og 40 minutter

  • Fødevarekontrol på sukkerfabrikken i Nakskov

    Fulgt op på bøde fra forrige besøg. Ingen anmærkninger. Produktionen er stoppet. Virksomheden har gennemgået planer for gennemrenovering af lokalerne, samt design af nyt udstyr og forbedring af flow til optimering af hygiejne og sikring mod kontaminering. Lokalet vil være renoveret inden kampagnen/sæsonen starter, står der i kontrolrapporten.

    Varighed: 1 time og 10 minutter

  • Fødevarekontrol på sukkerfabrikken i Nakskov

    Fødevarekontrollen giver en bøde på 20.000 kroner for manglende rengøring. Folketidendes aktindsigt giver adgang til fotodokumentationen, der viser de uhumske produktionsfaciliteter, der er præget af skimmelvækst og store områder med sorte plamager af væske, der har samlet sig over tid.

    Varighed: 4 timer og 5 minutter

  • Fødevarekontrol på sukkerfabrikken i Nakskov

    Fødevarekontrollen finder 55 bigbags med sukker, der er opbevaret udendørs, så der er risiko for skadedyr/kontaminering. Sækkene er heller ikke mærket og medarbejderen kan ikke redegøre for, at hvor længe de har stået under halvtaget. Sukkeret bliver sendt til destruktion.

    Varighed: 4 timer og 20 minutter