Dølle

Markedsformand Per Hansen er overordnet set ganske godt tilfreds med afviklingen af Dølle 2026, selvom knivstikkeriet lørdag aften kaster en skygge over tilfredsheden. Foto: Esben Cronbach-Christensen

Formand evaluerer årets Dølle: - Et godt stykke over middel

Lørdagens knivstikkeri kaster en skygge over markedet, men samlet set er markedsformanden ganske fint tilfreds.

Offentliggjort

Det er svært at forestille sig ret meget bedre markedsvejr end det, som vejrguderne sendte til Dølle i år.

Masser af sol, årets første rigtig sommerlige temperaturer, ikke ret meget vind - og så en smule skyer at slutte af på om søndangen.

Derfor er markedsformand Per Hansen da også overordnet set ganske fint tilfreds, da Folketidende taler med ham halvanden times tid efter, at markedet lukkede søndag sidst på eftermiddagen.

- Vi havde vanvittigt godt vejr og overvældende mange gæster, især om lørdagen. Vejret var lige tilpas, for selvom det har været varmt, så var det ikke en tung varme. Vi kunne også mærke, at gæsterne blev længere ude på pladsen i aftentimerne, inden de begyndte at trække ind i teltene, og det var jo positivt for vores salgsboder ude på pladsen, siger han.

God åbningsdag

Åbningsdagen torsdag, hvor markedet åbnede klokken 16, blev ganske god.

- Der kom mindst 25 procent flere gæster end, der gjorde om torsdagen sidste år, siger Per Hansen.

Man kan dog ikke komme udenom, at markedet også blev ramt af en voldsom og trist hændelse sent lørdag aften, da en 22-årig mand blev stukket ned udenfor Markedsteltet og efterfølgende blev fløjet til behandling på Rigshospitalets Traumecenter.

Heldigvis viste det sig, at hans skader ikke var så alvorlige, som man kunne frygte, og ifølge politiet er han søndag blevet udskrevet igen.

- Det var en trist hændelse, som vi er kede af. Vi er også ærgerlige over, at det betød, at vi måtte aflyse koncerten med Branco. Det er også ærgerligt for de gæster, som måske kun var kommet for at høre ham, siger Per Hansen, som tidligere søndag også udtalte sig om knivstikkeriet. Det kan du læse mere om HER. 

Cirka 90.000-100.000 gæster 

Dølle har endnu ikke nogen præcise tal på, hvor mange gæster, der besøgte markedet, ligesom indtægter og udgifter heller ikke er gjort op endnu. 

- Men min fornemmelse er, at der nok har været over 90.000 og måske nærmere 100.000 gæster samlet set, siger han.

Men selv hvis indtægterne skulle vise sig at være på niveau med eller måske lidt over sidste års niveau, så er det ikke sikkert, at resultatet i sidste ende bliver ligeså godt. For ligesom alle andre, mærker Dølle også de stigende priser i samfundet.

- Energi- og varepriserne er væsentligt højere, leje af telte er blevet dyrere, og vi har brugt flere penge på underholdning for at holde niveauet fra sidste år. Samtidig har vi fastholdt prisniveauet overfor gæsterne på næsten alle parametre, siger Per Hansen.

Der ventes dog at gå nogle måneder endnu, før man har et overblik over regnskabet - og dermed også, hvor mange penge, der bliver at dele ud af til det lokale foreningsliv.

Parkering

Parkering var et af sidste års temaer, efter at Dølle valgte at erstatte den manuelle billettering ved indkørslen til parkeringsområderne med en app-løsning fra EasyPark. I år er det formandens indtryk, at det er gået bedre.

- Overordnet set har parkeringen driftet rigtig fint, og antallet af afgifter er væsentligt mindre end sidste år. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan køen havde set ud lørdag med den store tilstrømning, hvis vi stadig havde den gamle billet-løsning, siger markedsformanden.

Buskørsel

En anden nyskabelse i år var, at markedet havde indgået en aftale med trafikselskabet Movia og Guldborgsund Kommune om, at Movia skulle stå for buskørslen til og fra markedet fra henholdsvis Nykøbing/Nysted og Sakskøbing.

- Jeg har ikke set eller hørt om nogen problemer omkring Movias busser, og det ser jeg som et succes-tegn i sig selv, for hvis der er problemer med busserne, plejer det at være noget, vi hører om, lyder det fra Per Hansen.

Aftalen omkring busserne gjaldt kun for i år og skal derfor evalueres og eventuelt genforhandles, hvis den skal forsætte næste år. Hvis det ender sådan, håber Per Hansen, at Lolland Kommune også vil være med.

Du kan læse eller genlæse meget mere om årets Dølle i vores Dølle-artikelbånd herover.