Simon Pasternak er forlagschef og redaktør for forfatter Thomas Boberg. Fotograf: Sara Galbiati, Gyldendal.
Gyldendal: - Vi er lettede
Forlaget glæder sig over en klar dom, der slår fast, at fiktion har vide rammer. - Vi kan ikke vide, hvad folk føler, vi må kunne skrive ud fra virkeligheden, lyder det fra Gyldendal.
- Vi er meget, meget lettede over, at vi er blevet frifundet, og det er en klar dom, der siger, at der er vide rammer for, hvad man må skrive i fiktion, siger Simon Pasternak, der er forlagschef og redaktør for forfatter Thomas Boberg.
- Det er ikke en sag, som vi gerne havde set komme for retten. Bogen er ikke udgivet for at genere nogen, debatten har været så personfikseret, men det er en fiktiv historie om fælleskaber i små samfund, kærlighed og natur, og dommen i dag viser, at man godt kan tage udgangspunkt i noget virkeligt, som man så kan omdanne til fiktion, siger Simon Pasternak.
Fiktion er noget andet end dokumentar
I dommen lægges der vægt på, at fiktion er noget helt andet end dokumentar.
Annonce
- Insula er en roman, og den
arbejder ikke med at genere konkrete personer. Men man skal kunne skrive på det
liv, man lever, og på virkeligheden - hvad skal man ellers? Det hele skal ikke være fundet på, man kan omforme virkeligheden. Det er det, som den her dom klart siger, mener Simon Pasternak.
Gyldendal er især lettede over dommen, fordi forlaget frygtede den selvcensur, som forfatterne ville være nødt til at påføre sig selv, hvis de konstant kan blive slæbt i retten.
- Så ville forlag blive sagsøgt hele tiden, og det ville ødelægge historier, der er personlige eller som tager udgangspunkt i virkeligligheden, siger Simon Pasternak.
Er I kede af, at nogen har følt sig såret?
- Det har ikke været meningen at gøre nogle kede af det. Det er ikke noget, vi har opsøgt. Vi er derimod kede af den her debat, men det er aldrig til at vide, hvad folk føler om noget. Forfattere skal skrive de romaner, som de synes, verden har brug for, og skabe god litteratur. På Gyldendal har vi altid masser af etiske overvejelser, men vi kan ikke vide, hvad folk føler på forhånd, siger Simon Pasternak.
Har debatten også bidraget med noget positivt?
- Den har vist, at bøger er noget, vi kan være uenige om, at litteraturen er et sted, hvor vi kan diskutere alt muligt. Der er ikke nogen entydige svar, litteratur stiller en masse spørgsmål om vores samfund og vores liv. Det er en væsentlig nerve i litteraturen, i skønlitteratur er verden ikke entydig, sorg og glæde kan bo sammen. Sort og hvid kan bo sammen, siger Simon Pasternak.