Lolland

Kim Fournais har investeret massivt i udviklingen af Vejrø - en satsning, der indtil videre har kostet omkring 300 millioner kroner. Foto: David Arnholm

Har brugt 300 millioner på lokal ø

I et interview med Børsen kalder Kim Fournais investeringen i Vejrø for sin værste investering indtil nu. Alligevel tror han på øen på lang sigt.

Offentliggjort

Kim Fournais' investering i Vejrø

  • Kim Fournais har investeret 300 millioner kroner i Vejrø, en ø nord for Lolland, som nu er næsten selvforsynende med vedvarende energi og tilbyder faciliteter til ophold og events.
  • Selvom investeringen endnu ikke er økonomisk rentabel, ser Fournais det som en langsigtet investering med fokus på bæredygtighed og lokal udvikling.

Vejrø har foreløbig kostet Saxo Bank-medstifter Kim Fournais omkring 300 millioner kroner.

Det fortæller han i Børsens podcast- og artikelserie Sådan investerer jeg, hvor han sætter ord på både sine bedste og værste investeringer.

Her peger han på den privatejede ø nord for Lolland som den investering, der indtil videre har været dyrest.

- Jeg er næsten flov over at sige det, men jeg har brugt 300 mio. kr. på at investere i den her ø, siger Kim Fournais til Børsen.

Han købte Vejrø i september 2005 for 25 millioner kroner, efter at et private equity-selskab havde købt aktier i Saxo, og han derfor stod med frie midler.

Ifølge Kim Fournais var Vejrø på det tidspunkt langt fra i god stand.

- Jeg måtte starte med at fjerne 100 ton affald, siger han i interviewet og beskriver en ø, der var præget af forfald og manglende vedligeholdelse.

Siden er der investeret massivt i at udvikle øen. I dag fremhæver han blandt andet, at Vejrø er stort set selvforsynende med en Vestas-vindmølle, solceller, batterilager og regenerativt landbrug. Gamle bygninger er også blevet renoveret, så gæster kan bruge øen til ophold, fester og virksomhedsevents.

Pengene er ikke spildt

Selv om regnestykket endnu ikke hænger sammen økonomisk, mener Kim Fournais ikke, at pengene er spildt.

- Det er en fantastisk ø, og der er ikke andre som den, siger han til Børsen.

Han erkender samtidig, at han næppe ville kunne få de 300 millioner kroner igen, hvis han satte øen til salg nu.

- Hvis jeg skulle ud og sælge den i morgen, så ville jeg ikke få 300 mio. for den. Men jeg tror på sigt, er det en rigtig god investering, siger han.

I interviewet forklarer han også, at investeringen i Vejrø handler om mere end økonomisk afkast.

- Jeg vil da meget hellere lave sådan noget end at købe en penthouse i Dubai, siger Kim Fournais.

For ham er projektet også et spørgsmål om at skabe arbejdspladser, renovere bygninger og bidrage med noget positivt.

- Jeg bliver virkelig glad, når jeg går rundt dernede, siger han til Børsen.