Guldborgsund

Havneløsning forventes klar inden sommerferien

Projektgruppen bag to skitseforslag til en højvandssikring på havnen i Nysted forventer at kunne præsentere det endelige forslag for Byrådet inden sommerferien.

Her ser du 60 tilhørere på borgermødet i Nysted om højvandssikring.
Omkring 60 tilhørere havde mange spørgsmål til de præsenterede skitseforslag for at højvandssikre på havnen i Nysted. Specielt højden på betonmurene placeret forskellige steder på havnen tiltrak sig en del opmærksomhed. Foto: Kim Møller Pedersen
Offentliggjort Sidst opdateret

Det skal gå stærkt med at finde den rigtige løsning på fremtidige udfordringer med højvande på havnen i Nysted. Det blev flere gange understreget på denne uges borgermøde, hvor der i de to præsenterede anlægsoverslag for en højvandssikring ikke var medregnet udgifter til bagvandshåndtering og ledningsarbejder.

Det blev også understreget på borgermødet, at enhedspriserne er baseret på de seneste kendte priser fra lignende projekter rundt om i landet. Priserne kan derfor ændre sig. 

Større usikkerhed

Jo mere mur jo større usikkerhed er der også.

Anders Schultz-Lorentzen, Niras-rådgiver

- Men der er større usikkerhed ved løsning 1 end 2. Jo mere mur jo større usikkerhed er der også. Jordbundsforholdene kan spille betydeligt mere ind i forhold til at lave diger, lød det undervejs i borgermødet fra NBiras-rådgiver Anders Schultz-Lorentzen.

Løsning 1 er den dyre til 12 millioner kroner og her med mere betonmur end løsning 2 til 9.150.000 kroner, hvor der er diger, som er billigere end betonmure.

En betonmur er typisk tre-fire gange dyrere pr. løbende meter end et dige, kunne Niras-rådgiverne også fastslå.

Hvis man skulle have behov for at give yderligere feedback til den projektgruppe, som sidder og arbejder intenst med at gøre et forslag om fremtidig højvandssikring på havnen i Nysted klar til den politiske dagsorden senere på året, så skal man ikke tøve med at henvende sig via mail til kommunens projektleder omkring kystsikring ved Nysted Havn. Det er Stiffani Rominikan, som er kystbeskytter og klimatilpasser ved Guldborgsund Kommune.

Om bagvandshåndtering

Udgifter til bagvandshåndtering er ikke medregnet i de to nuværende aktuelle skitseforslag om højvandssikring på havnen i Nysted.

Bagvand fra Nysted by kan føres mod åbninger i højvandsmuren og ved hjælp af rørgennemføringer gennem beskyttelsen eventuelt i kombination med en pumpe.

I begge løsningsforslag skal håndteres rørudløb med kontraklap imod tilbageløb.

Ligeledes skal der i begge de nuværende løsningsforslag sikres, at hovedkloakledningen ikke stuver vand op bag sikringen mod højvande. 

Bagvandshåndtering er ofte også en betydelig økonomisk post, som på nuværende tidspunkt ikke kan beregnes, fremgik det af Niras-rådgivernes præsentation på borgermødet om den fremtidige højvandssikring på Nysted Havn.