KV25

Henriette Klingenberg-Nielsen er med 489 personlige stemmer valgt ind i byrådet for Venstre i Guldborgsund. Privatfoto

Henriette trækker det længste strå

De personlige stemmer faldt ud til Henriette Klingberg-Nielsens fordel, mens Ole K. Larsen måtte se sig slået.

Offentliggjort Sidst opdateret

Med 489 personlige stemmer er Venstres Henriette Klingberg-Nielsen sikret en periode i byrådet i Guldborgsund sammen med spidskandidat Henrik Høegh-Andersen. 

Det står klart, efter at de personlige stemmer onsdag formiddag blev talt op. Tirsdag var usikkerheden dog stadig stor, og partiet stod og vippede mellem to og tre mandater. Det endte på to, og dermed er Ole K. Larsen med sine 200 personlige stemmer ikke en del af den nye byrådsperiode. 

Selv mener hun, at stemmerne på hende skyldes dels en stor synlighed (hun har banket på 860 døre) og dels indsatsen med Fremtidens Stemmer; et projekt, der især har haft til formål at engagere unge vælgere. Blandt andet i et samarbejde med Folketidende. 

- Det har været vigtigt for mig at være ydmyg i forhold til valget. Hvis vi fik to stemmer, var det ikke på forhånd givet, hvem de gik til. Men jeg har været flittig i lang tid med denne valgkamp, så det er sårbart, når det er tydeligt, at folk har bestemt sig i sidste øjeblik. 

Nu er valget afgjort, og hun ser frem til at gøre kommunen bedre for børnene. 

- Noget af det første, vi skal i gang med, er at styrke samarbejdet på børneområdet. Faktisk er det allerede besluttet i den seneste byrådsperiode, så vores arbejde bliver at få det implementeret. Vi begynder med at invitere fagfolk ind, og jeg glæder mig helt vildt.

- Jeg ser et meget tydeligt mandat i, at vi skal have alle børn og unge godt igennem folkeskolen, og jeg hørte også Simon Hansen nævne det i flere interviews på valgaftenen, siger hun. 

Hun kan ikke styre folks stemmer. Men flere måneders arbejde inden valgkampen var det hele værd, understreger hun. 

- Jeg er ret sikker på, at vi har fået sat lys i øjnene på nogle unge mennesker. Blandt andet også på grund af Folketidendes indsats og speed dating mellem politikere og unge. Fremtidens stemmer har helt sikkert sat nogle ringe i vandet i Guldborgsund.