Specialskolen Lolland deltager i Royal Run på egen måde
Elever fra Specialskolen Lolland deltog i Royal Run på skolens grønne plæne i Horslunde, tilpasset deres behov.
Lokalsamfundet støttede med sponsorater, og eleverne oplevede fællesskab og glæde ved at være en del af en større begivenhed.
Tusindvis af danskere snørede løbeskoene for at deltage i Royal Run, og det samme gjorde en række elever i Specialskolen Lolland. Dog på en lidt anderledes måde, tilpasset elevernes særlige behov.
Eleverne løb til fuglefløjt
Specialskolen Lolland gav eleverne mulighed for et roligt Royal Run. Foto: Rikke Folm Berg
For mens de øvrige løbeglade danskere i det ganske land begav sig ud på tætpakkede ruter, holdt eleverne deres Royal Run på den store grønne plæne bag den gamle røde skolebygning i Horslunde, hvor de går i skole.
Her kunne eleverne i fuglefløjtende, rolige omgivelser tage udfordringen op med at gå eller løbe tyve runder med mulighed for så mange indlagte pauser, som de havde brug for, og opmuntring fra skolens medarbejdere ved hånden. Selv en hare følte sig undervejs tryg nok til at tage et sprint henover banen, som var festligt etableret med bånd og flag.
Hvad giver det eleverne?
- Det giver dem det, at de bliver en del af det, der foregår i samfundet, fortalte Rikke Rosengren, som er leder af afdelingerne Autisme og Udeskole i Specialskolen Lolland.
Løb fik fine sponsorater fra lokalsamfundet
Hun forklarede, at eleverne hører om Royal Run i nyhederne, og at enkelte også deltog, da løbet i 2023 gæstede Nykøbing F. Men på denne tilpassede måde kan alle eleverne blive en del af begivenheden, påpegede hun.
- Det giver desuden eleverne et fællesskab, fordi de får fælles oplevelser på tværs af vores to afdelinger, fortalte hun.
Efter løbet var der overrækkelse af diplomer og gaver med deltagelse af forældre og bedsteforældre. Horslunde Bageri havde sponsoreret kage, Dagli' Brugsen i Horslunde havde givet frugt og müslibarer, Netto i Rødby vand, Bog & Idé i Nakskov fidget-legetøj, og Lollands Bank havde stillet en hoppeborg til rådighed.
- Vi har fået rigtig god opbakning fra lokalsamfundet, og det er vi meget glade for, fortalte afdelingslederen.
Som slutning på løbet var is-bilen bestilt til at komme forbi med svalende, sødt til eleverne ovenpå strabadserne.
Seneste artikler
Matematikkaraktererne stiger på Sydfalster Skole: Her hjælper de store de små
Dystre karakterer på Lolland-Falster: Nu reagerer skolecheferne
I dag begynder sagen: 36-årig mor tiltalt for mishandling af sine børn
50 studerende skal undersøge lollandsk byliv
Fravær er "sindssygt alvorligt": Sådan vil skolerne løse problemet
Mest læste artikler
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
22-årig kvinde blev meldt savnet: Nu er hun fundet
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke
Café uden bevilling fik beslaglagt masser af alkohol