KV25

Katrine Burmann (S) har igennem de seneste fire år været gruppeformand for Socialdemokratiet i Guldborgsund. Hun har prioriteret synlighed i valgkampen, og har også inddraget sin familie. Foto: Anna C. Møhl

Hun fik flest stemmer efter John og Simon: - Vi skal være mere synlige

Ung socialdemokrat fik tredjeflest stemmer efter John Brædder og Simon Hansen. 

Offentliggjort

Med 900 personlige stemmer lægger Katrine Burmann, Socialdemokratiets gruppeformand igennem fire år, sig lige i halen på John Brædder fra Guldborgsundlisten og borgmester Simon Hansen (S). 

Og skal hun selv komme med et bud på årsagen, er hun ikke i tvivl. Det handler om arbejdsomhed og at holde sig synlig. Endnu mere synlig end sidste gang.

- Derudover har jeg virkelig forsøgt at være lydhør og skabe dialog. Og det kommer jeg til at fortsætte med. I år har der været mange speeddating valgmøder mellem kandidater og vælgere, og der har været en stor efterspørgsel fra vælgerne på at holde sådan nogle møder mere kontinuerligt. Også selvom det ikke er valg. Så det kommer vi til at have fokus på, forklarer hun. 

Og det gælder ikke kun borgmesteren, som vælgerne ønsker mere synlighed fra. 

- Jeg synes, at alle vi politikere skal øve os i at være mere synlige. 

Hendes første og største fokus bliver folkesundheden, som skal øges i de kommende år. Katrine Burmann har sat sig som mål, at Guldborgsund skal være Danmarks bedste kommune inden for fællesskaber. 

- Det kræver, at vi har tilfredse borgere, og at vi ligger i top over antallet af borgere, der kan deltage i foreningsliv. Vi skal også være gode på kulturliv, og derigennem skal vi skabe en rummelighed og vise, at der er plads til alle i vores samfund.