Guldborgsund

Fie Svarre er frivillig i Headspace Family. Foto: Eva Højrup

- Ingen spurgte, hvordan jeg havde det som mor

Fie Svarre ved, hvordan det føles at stå magtesløs som mor til et barn i mistrivsel. Nu er hun frivillig i Headspace Family og med til at starte gruppeforløb for andre forældre i samme situation.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nyt gruppeforløb for forældre i Guldborgsund

  • Headspace Family Guldborgsund tilbyder nu gruppeforløb for forældre og pårørende til børn med mistrivsel.
  • Fie Svarre, der er frivillig og psykoterapeutstuderende, fremhæver vigtigheden af at give forældre en stemme og et rum til at dele deres oplevelser.

Headspace Guldborgsund holder til i Dronningensgade 10B, tæt på det centrale torv i Nykøbing. Lokalerne er lyse, og her er højt til loftet og hyggelige hjørner med sofaer og puder. Her kan unge droppe forbi i åbningstiden og få en god samtale, enten med en af de ansatte familierådgivere eller med en af de otte frivillige, der er tilknyttet.

Fie Svarre bruger en halv dag om ugen i de hyggelige lokaler, hun har været frivillig i Headspace Family i Guldborgsund i knap et år og er psykoterapeutstuderende. 

- Jeg er tæt på at være færdig med studiet, og derfor er det her meget nærliggende. Det tapper lige ind i dét, jeg brænder for, fortæller hun.

Kender til at bokse med systemet 

De frivillige i Headspace Family har oftest selv oplevet at have et barn med mistrivsel eller en diagnose, så det særlige i Headspace Family er, at de frivillige har lignende erfaringer, så de kan genkende den afmagt, man kan sidde med. 

- Jeg har selv erfaret, hvordan det er at have et barn, der har udfordringer. Så jeg ved, hvordan det er at have en familie, hvor man skal tage særlige hensyn, og hvordan det er at bokse med systemet. En ting er, at vi er gode til at have fokus på barnet. Men der er en tendens til, at man bliver overset som forældre. Man overser også sig selv. Og det har både jeg og min mand gjort – og vi har overset hinanden, fortæller hun.

De familier, der har et barn, der ikke trives, kan have en følelse af at stå med det alene. 

- Min datter har nogle udfordringer med sig, som gør, at vi skal tage nogle særlige hensyn derhjemme. Hun skulle udredes og fik en diagnose og går nu i en specialklasse. Jeg tog meget sagen i egen hånd, fordi jeg er hjemmegående. Og netop fordi jeg ved, hvor hårdt det kan være, så har jeg et særligt hjerte for de forældre, der begge har fuldtidsstillinger, samtidig med at de skal jonglere med at have et barn derhjemme, der enten ikke trives eller døjer med diagnoser. Der er man ekstra meget på overarbejde, fortæller Fie Svarre.

Nyt gruppeforløb i Headspace Family

Der starter gruppeforløb i Nykøbing, der kører fra den 19. januar til den 2. marts 2026

Det er hver anden mandag fra 15-17. 

Tilmelding og info på 92 92 44 46 eller på mail: family.guldborgsund@headspace.dk 

Forældre har også en stemme

Men nu har Headspace Family i Guldborgsund fået et nyt tilbud, nemlig gruppeforløb til forældre eller andre pårørende, som f.eks. bedsteforældre. Og det er et tilbud, der har været meget tiltrængt, fortæller Fie Svarre, der skal være med til at facilitere gruppeforløbene. 

- Det er et helt nyt pilotprojekt, som vi gerne vil prøve af. Forældre skal sidde sammen med andre forældre, og dét, de har til fælles, er, at de har et barn, der ikke har det godt, fortæller Fie Svarre.

Derfor brænder Fie Svarre særligt for de kommende familieforløb, som hun mener er en stor mangel. 

- Forældre har også en stemme i, at det kan være svært, og at det er okay at sige det højt. Jeg har siddet til rigtig mange møder med offentlige instanser om vores datter, og ikke en eneste gang er der blevet spurgt: Hvordan er det egentlig for dig? Hvordan håndterer I det? Og her fik jeg en følelse af ikke at blive hørt og set som mor, siger hun.

Stadig et tabu 

Gruppeforløbene består af fire moduler af to timer, og der er et emne for hver gang. 

- Det glæder jeg mig rigtig meget til. Der kan være meget skam forbundet med at have et barn, der ikke har det godt. Der kan være meget, man ikke har erfaring med at tale højt om. Men i et gruppeforløb kan man spejle sig, og det kan være med til at hele de pårørende, fortæller hun.

Mange familier oplever mistrivsel, alligevel er det stadig et tabu at tale om det og sige det højt. 

- Jeg har ikke et konkret svar på, hvorfor det er sådan, mange samfundsmæssige ting spiller ind, men det kan være sårbart, fordi man har en skyldfølelse, der vækker skammen. Kunne jeg have gjort mere – og hvad tænker andre mon, men fælles for mange forældre er, at de har følelsen af magtesløshed, og at de er i noget alene, der er tungt, siger Fie Svarre.

Med gruppesamtalerne giver Headspace Family nu pårørende mulighed for at komme og tale om, hvordan de har det. 

- Man kan ikke komme og blive fikset. Det er ikke et dybere, terapeutisk rum, men det er et rum, hvor de kan udfolde sig, hvor der er nogen, der lytter og anerkender – og det kan være enormt helende i sig selv, siger Fie Svarre.