Angsten væltede ham - nu hjælper han sig selv tilbage

Hør Adam Buchholtz Nielsen fortælle, hvordan det var at træde ind af døren hos Headspace for første gang i videoen herover.  

Det er en forårsmorgen i 2024. Adam Buchholtz Nielsen vågner i sin seng i sit lille hus på landet i en svensk landsby. Han skriger, og han bliver ved med at skrige. Hans svenske forlovede kan ikke få ham til at falde til ro, så han ender på akutmodtagelsen i Helsingborg og får medicin for angst.

- Det eneste, jeg kan huske, er, at jeg er rædselsslagen. Jeg kan ikke være i mig selv, og jeg ved ikke, hvad jeg er bange for, fortæller han.

Forud er gået en periode, hvor han har arbejdet med at opbygge strukturen i et vejhjælpsfirma, og han har arbejdet op mod 90 timer om ugen.

- Psykiateren kiggede på mig og spurgte: "Hvad fanden laver du? Med dine problemer skal du stoppe med at arbejde så hårdt. Det skal stoppe prompte." Så jeg måtte ringe til min chef og sige op, fortæller Adam Buchholtz Nielsen.

Har jeg husket at slukke?

Forud for sammenbruddet ligger en forlist uddannelse som it-supporter, et skift til en ny uddannelse som knallert- og motorcykelmekaniker, men hvor det har været svært at finde praktikplads, corona-nedlukninger, hvor han har været adskilt fra sin forlovede, og så har Adam Buchholtz Nielsen perioder med angst. 

Han oplever angsten første gang, da han under en corona-nedlukning er sendt hjem fra sin skolepraktik i Hvidovre og bor hos sin far. Tvangstankerne tager over: "Har jeg nu husket at slukke lyset?" tænker han – han tjekker og tjekker og tjekker.

Efter sammenbruddet i Sverige taler Adam Buchholtz Nielsen med sin kæreste og sine forældre om situationen. Han er deprimeret og angst, og de beslutter, at han skal flytte hjem til sin mor, der bor i Eskilstrup.

Her sidder han på sofaen og græder og græder. Så kommer hans mor med en idé. Hun har læst om Headspace på Facebook og foreslår, at de tager til Nykøbing og taler med rådgiverne. 

- Jeg tænkte, at der kunne jo ikke ske noget ved at prøve det, og her er jeg så – to år efter, siger han.

Føles som en stue 

Vi sidder i et hyggeligt lokale med flaskegrønne retrosofaer. Det føles som en stue – ikke et konsultationsrum.

I Headspace har Adam Buchholtz Nielsen fået hjælp til at få kontakt til jobcentret og til at kontakte lægen, selv om han var nervøs for det.

- Bare det at kunne komme og fortælle, hvad der er sket siden sidst, og hvad jeg har tænkt over. Jeg føler mig 20 kilo lettere, når jeg går herfra. De lytter, og de er gode til at vende spørgsmålene om, så jeg kan se, at dét, jeg sidder og er nervøs for, måske ikke er så farligt, som jeg tror. Bare det, at nogen siger, at det forstår de godt – det hjælper helt vildt, fortæller Adam Buchholtz Nielsen.

Adam Buchholtz Nielsen har også haft både sin mor og sin far med til et par af samtalerne.

- Min far spurgte selv, om han måtte komme med herud, fordi han gerne ville blive bedre til at forstå, og det har hjulpet helt vildt, så både han og min mor har fået bedre forståelse for, hvad det er, jeg kæmper med.

Første gang jeg bliver taget alvorligt

Samtalerne i Headspace har nemlig betydet, at det er nemmere at tale med forældrene om de svære ting.

Læs også

- Ingen spurgte, hvordan jeg havde det som mor

- Jeg har haft en udfordret barndom med skilsmisse og forældre, der har haft deres egne problemer. Når jeg kommer og siger, at vi har talt om sådan og sådan, så synes jeg, der er en større forståelse. De anerkender, når jeg siger, at mange af de problemer, jeg har i dag, stammer fra min barndom. fortæller han. 

Men for Adam Buchholtz Nielsen handler det ikke om at placere skyld.

- Jeg anklager ikke mine forældre, det er ikke for at give dem skyld. Jeg har bare behov for, at de forstår, og når jeg siger, at det er noget, vi har talt om i Headspace, så tæller det, og det har hjulpet mig meget, fortæller han.

Adam er nu kommet ind i et forløb i Sakskøbing Lægehus.

- Det er første gang, jeg føler, at jeg bliver taget alvorligt i det danske sundhedsvæsen. Jeg stolede ikke på sygehusvæsenet, men det forsøger jeg nu, siger han.

Et ar fra folkeskolen

Adam Buchholtz Nielsen er nu blevet henvist til en psykiater. Han er i gang med et udredningsforløb og afprøver en ny medicin, som han synes hjælper. Diagnosen hedder generaliseret angstsyndrom og middelsvær depression. Samtidig er der også mistanke om andre ting som autisme.

- Hvis man spørger mig om fremtiden, og om jeg ser lyst på den, så kommer det an på, i hvilken periode man spørger. Jeg kan blive lidt presset og få angst indimellem.

Læs også

Headspace åbner nye gruppeforløb for forældre til unge i mistrivsel

- Da jeg flyttede hjem fra Sverige, føltes det lidt som en nedgang at gå fra eget hus til at bo hjemme igen. Heldigvis var min økonomiske situation okay, da jeg havde mit sammenbrud, det var vist den eneste fordel ved at have arbejdet så meget, jeg gik jo sygemeldt for egen regning i næsten 8 måneder for de penge jeg havde optjent, fortæller han. 

Men langsomt begyndte det at gå fremad, og han begyndte at være frivillig på Danmarks Motorcykelmuseum i Stubbekøbing, hvor han kunne bruge sin uddannelse som knallertmekaniker, og han blev uddannet til at køre lastbil. Samtidig har han nu efter en periode som afløser fået fast job som rengøringsassistent i et team i Guldborgsund Kommune, der skal sørge for, at alle offentlige toiletter løbende er gjort rent.

- Alligevel kan jeg blive nervøs for, om min arbejdsindsats er god nok? Det er ulogisk, men det er nok et ar fra folkeskolen i Eskilstrup, hvor der blev brugt meget ironi og sarkasme. Jeg tror altid, at folk har et motiv – at de er falske. Så jeg har et problem med at tro på, at folk mener, hvad de siger. Jeg har lidt tillidsproblemer, fortæller han.