Guldborgsund
Undervejs i byggeriet har Sundskolen haft adskillige nedture, men nu er skolen på nippet til at være helt færdig. Foto: Esben Cronbach-Christensen
Omdiskuteret skole er klar: Her er den endelige pris
For ni år siden gjorde Guldborgsund Kommune sig sine første overvejelser om en ny Sundskole. Nu står den meget snart klar til at tage imod elever - men til en markant højere pris end først planlagt.
Sundskolen klar til elever trods udfordringer
- Sundskolen i Guldborgsund står klar til at modtage 574 elever efter sommerferien, trods forsinkelser og øgede omkostninger.
- Projektet, der har været præget af politiske stridigheder og økonomiske udfordringer, er nu afsluttet med en noget højere pris end først antaget.
Prestigeprojektet Sundskolen har gennem en lang og svær fødsel tabt en smule af sin glans. Siden projektet først blev diskuteret i 2017, er det blevet markant dyrere, og undervejs er en stor lokal entreprenør, Bo-Hus, gået konkurs.
Ikke desto mindre står den nu meget snart klar til at tage imod eleverne efter sommerferien, oplyser bygningskonstruktør ved Guldborgsund Kommune Patrick Sloth. Bygningerne er færdige, og nu mangler blot de sidste finpudsninger, oplyser han.
Når skolen åbner efter sommerferien 10. august, rykker 574 elever ind i de nye bygninger.
Dyrt og dyrere
Med mange millioner fra kommunen i ryggen blev projektet undervejs i sin levetid hædret både nationalt og internationalt for sit design. Skolen skulle bygges af Bo-Hus A/S, der valgte, at den skulle bygges som et svanemærket projekt.
I begyndelsen tegnede det da også lyst for det ambitiøse projekt. Lige indtil 2022, hvor entreprenøren gik konkurs, og byggeriet i noget tid stod helt stille.
Frem mod konkursen havde corona-pandemien og krigen i Ukraine øget omkostningerne til byggeriet af den nye Sundskole, fortalte ejer af Bo-Hus, Bo Jørgensen, dengang til Folketidende.
Mens Bo Jørgensen inden de uforudsete meromkostninger anså den oprindelige pris på 143 millioner kroner for realistisk, fastlog kommunen efter konkursen på baggrund af en analyse, at Bo-Hus "fejlkalkulerede" opgaven med 67 millioner kroner.
Der var dog tale om en såkaldt omvendt licitation, som betyder, at den oprindelige pris var fastsat af kommunen, og ikke af Bo Jørgensen selv, påpegede han.
Politiske stridigheder
Det skabte sidste år stor uenighed mellem Guldborgsundlistens John Brædder og borgmester Simon Hansen fra Socialdemokratiet.
Simon Hansen har gennem forløbet argumenteret for, at kommunen strakte sig til det yderste, og ikke både kunne kompensere for prisstigninger samt undlade at give dagsbøder til Bo-Hus. Det ville være i strid med udbudsreglerne, lød det.
Omvendt mente Brædder ikke, at kommunen havde været fleksibel nok, og at kommunen burde have strakt sig længere for at undgå konkursen af Bo-Hus.
Hvorom alting er endte byggeriet med at blive markant dyrere, end det først var planlagt. 160 millioner kroner ekstra blev spædet til, så den samlede finansiering endte på 303 millioner kroner. Men fordi den nye skole ikke har plads til alle eleverne, skal pavilloner opføres til en pris på cirka 7,2 millioner kroner.
Herefter bør to streger kunne sættes under et beløb på cirka 310 millioner kroner i alt for byggeriet af Sundskolen.
Sundskole-sagen kort
- I 2017 startede politikerne med at debattere, hvorvidt den gamle Sundskole skulle renoveres, eller om der skulle bygges en ny.
- Året efter var beslutningen truffet. På en bar mark vest for Sundby Allé besluttede Børne-, Familie- og Uddannelsesudvalget i Guldborgsund Kommune, at den nye skole skulle ligge.
- I 2020 var lokalplanen godkendt, og samme år kom det frem, at Bo-Hus skulle stå med totalentreprenør -tjansen. Her blev offentligheden også klar over, at det blev en svanemærket skole.
- I alt valgte byrådet at afsætte 175 millioner kroner til hele projektet.
- I 2021 kom spaden i jorden. Og projektet vandt både arkitektpriser og modtog hæder nationalt og internationalt for sit design.
- Men så kom den skæbnesvangre decemberdag i 2022, hvor Bo-Hus begærede konkurs, og byggeriet i et stykke tid lå helt stille.
- Vi spoler frem til 2025, hvor det blev meldt ud, at skoleprojektet bliver noget dyrere end først antaget. En merbevilling på 172,9 millioner kroner var nødvendig for at bygge den færdig.
- Byrådet besluttede sent i efteråret 2025, at styrelsesvedtægten skal ændres, så det frie skolevalg på Sundskolen kan suspenderes for de elever, der starter i 0. klasse til august.
- I februar 2026 bestemte Børne- og Skoleudvalget, at pavilloner skal løse skolens pladsproblemer.
- Skolen er næsten færdigbygget i maj 2026 og bliver klar til indrykning efter skolernes sommerferie.