Det er snart flere år siden, at indehaver Jette Juul besluttede at finde en køber til Bog & idé i Lollands Centret i Maribo. Men købere til en boghandel på Lolland er ikke nemt at finde, og derfor er hun stadig at finde bag disken. Dog noget mindre end tidligere.
Vi er ikke ved at lukke butikken. Overhovedet ikke.
Jette Juul
- Jeg er blevet pensionist, og derfor er jeg gået i gang med en nedtrapning. Lidt ligesom dem, som tager stoffer, siger hun og klukker.
Opgive butikken vil hun nemlig ikke. Selv om Jette Juul nyder at få mere og mere fritid, så holder hun også af sin forretning.
Fra Rødby til Maribo
Jette Juul overtog 1. april 1991 Rødbys legetøjsforretning efter Lillian og Anker Dahl Madsen.
I oktober 2005 åbnede hun en filial på Vestergade i Maribo, hvor der i dag er Restaurant China House. Her blev søsteren Jonna bestyrer.
Butikken i januar lukker i januar 2008, og året efter bliver legetøjsforretningen, der også havde lædervarer en del af den frivillige kæde Bøger & Papir.
I 2013 flytter boghandlen til den nuværende placering i Lollands Centret, og året efter skifter den til Bog & idé-kæden.
Mere plads til fritiden
Mens arbejdet med at finde en ny ejer går sin stille gang, er der derfor blevet styrket på antallet af fastansatte salgsassistenter. Nu er der fire voksne, som Jette Juul kalder dem, og nogle unge, som hjælper efter skoletid.
- Det giver plads til, at jeg kan holde mere fri, slår butiksejeren fast.
Når julehandlen er overstået, forventer hun at gå op på tre fridage, og bruge lidt mere tid hjemme.
Ny butikschef
Bekymringerne for byens store boglade, kan hun dog mærke fra de mange kunder. De er bange for, at Maribo pludselig mister endnu en butik, og oven i købet byens boghandel.
- Vi er ikke ved at lukke butikken. Overhovedet ikke. Men der er mange, som kommer ind og spørger om det, forklarer Jette Juul.
Med beslutningen om mere fritid har Mikael Mortensen fået titlen som butikschef. Han har været ansat i Maribo-butikken i fem år, men har mange års erfaring fra andre boglader, og han tror på fremtiden
Butikschef Mikael Mortensen ved bordet, hvor der i løbet af året kommer masser af forfattere og sætter sig. Forfatterbesøgene er med til at give liv i byens boghandel. Foto: Palle Nevad Frandsen
- Min oplevelse er, at de unge faktisk er gode til at læse bøger. Det er mere forældre-generationen, der hænger lidt i bremsen, forklarer han.
Samtidig er der en ændring i læsevanerne. Hos Bog & idé i Maribo er der nemlig god efterspørgsel på de engelske bøger, og igen er det ungdommen, som er de flittige købere. Derfor har lige netop denne type bøger også fået en bedre og mere fremtrædende plads i butikken.
Bøger uden moms
Flere gange har boghandlerne nærmest fået en dødsdom, men alligevel er der stadig godt gang i landets butikker. Mange troede det ville være slut, da man gradvist fjernede faste priser på bøger i en periode fra 2000 til 2011. Siden kom e-bøger og lydbøger til og på ny fik de fysiske boglader dødsmærket. Men de er her stadigvæk.
- Snart står bøgerne til at blive momsfritaget, og det er spændende, hvad det betyder for markedet, siger Mikael Mortensen.
Og det er bestemt ikke fordi, at butikken i Maribo er tabt af udviklingen ude i samfundet. Mange ordrer bliver bestilt via kædens netbutik, men afhentet lokalt. Det giver dog udfordringer - især i højtiden.
- Mange bestiller dem som færdige gaver, så vi har bare en masse indpakkede gaver liggende, og det tager tid at finde den rigtige, siger Jette Juul.
Flere vil hellere handle lokalt
Kunderne er dog igen flinke til at tænke på den lokale butik.
- Flere spørger, om vi tjener noget på de salg, for hvis ikke vil de købe det på andre måder. Der er også mange, som fortæller, at de sagtens kunne bestille varen på nettet, men de ville hellere støtte den lokale butik, forklarer Jette Juul.
Og den lokale butik er der, også selv om Jette Juul i fremtiden vil være mindre synlig i butikken.
Seneste artikler
Matematikkaraktererne stiger på Sydfalster Skole: Her hjælper de store de små
Dystre karakterer på Lolland-Falster: Nu reagerer skolecheferne
I dag begynder sagen: 36-årig mor tiltalt for mishandling af sine børn
50 studerende skal undersøge lollandsk byliv
Fravær er "sindssygt alvorligt": Sådan vil skolerne løse problemet
Mest læste artikler
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
22-årig kvinde blev meldt savnet: Nu er hun fundet
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke
Café uden bevilling fik beslaglagt masser af alkohol