Spørgelysten var stor onsdag aften i Sakskøbing Sportscenter, hvor skovrider Jane Skov Lind flere gang opfordrede spørgerne til at huske at sende deres input videre til styregruppen. Foto: Kim Møller Pedersen
Kæmpe nationalpark kommer ikke i mål uden lokal opbakning
Borgerinddragelsen og den lokale opbakning er meget vigtig i forhold til at skabe det, der måske kan blive Danmarks største nationalpark. Det understreger chefen for Naturstyrelsen Storstrøm.
Hvilke muligheder og hvilke begrænsninger er der i en kommende nationalpark i og omkring Smålandsfarvandet?
Det er noget af det, som den kommende forundersøgelse skal være med til at vurdere. Her er det især vigtigt, hvad de lokale beboere i det planlagte afgrænsede område for nationalparken mener.
Ikke uden jer
- Vi tager også en pejling af, hvordan opbakningen er hos jer borgere, for vi kan ikke komme i mål uden jer. Det er jer, der kender jeres lokalområde bedst.
Sådan lød det fra skovrider og chef for Naturstyrelsen Storstrøm Jane Skov Lind foran de omkring 300 fremmødte onsdag aften i Sakskøbing Sportscenter.
Annonce
Det er jer, der kender jeres lokalområde bedst
Jane Skov Lind, chef for Naturstyrelsen Storstrøm
Herefter forklarede skovrideren, hvad der er hele grundtanken med at skabe en ny nationalpark, som kan blive Danmarks største:
- Man skal forsøge at gøre det nemmere at opleve og forstå naturen og kulturhistorien. Det er noget af det, som en nationalpark skal arbejde med. Der skal også sættes fokus på at skabe mere værdifuld natur, styrke lokalområderne samt understøtte erhverv og turisme.
At borgerinddragelsen vitterlig tages alvorligt i den udpegede styregruppe bag det lokale nationalpark-projekt underbygges ikke mindst af, at der er sendt mere end 27.000 breve ud til alle, der ejer et areal i forundersøgelsesområdet, for at orientere dem om forundersøgelsen.
Styregruppen har nu haft det første møde, og inden længe vil der også blive udpeget et medlem fra Lolland Kommune. Her skal der først være et byrådsmøde, hvor der udpeges en repræsentant i styregruppen bag nationalpark-planerne. Fra byrådet i Guldborgsund Kommune er det udvalgsformand Jesper Blomberg (M), der er udpeget.
Plancher og informationer om afgrænsningen af den nye nationalpark var der masser af i Sakskøbing Sportscenter. Foto: Kim Møller Pedersen
Næste skridt er at samle idéer, input og kommentarer
Jane Skov Lind, medlem af styregruppen for nationalparken i og omkring Smålandsfarvandet
Har lavet aftaler
Hovedprincippet er frivillighed
Et forslag om en nationalpark skal i offentlig debat i mindst fire måneder. I forslaget skal der være en præcis områdeafgrænsning og en beskrivelse af formål og rammer for planlægning af området samt de økonomiske forhold.
Etableringen af nationalparker skal bygge på bred, lokal opbakning.
Hver nationalpark får en decentral forvaltning bestående af en bestyrelse, et lokalt nationalparkråd og et sekretariat. Bestyrelsen får til opgave at udarbejde en plan med mål for nationalparkens drift og udvikling under inddragelse af lokalbefolkningen.
Udviklingen af nationalparker sker over en lang årrække og er baseret på et hovedprincip om frivillighed.
Formanden for styregruppen er borgmester i Vordingborg Kommune Mikael Smed (A). Anna-Elisabeth Jensen sidder eksempelvis også med som repræsentant for lokale museer, og ligeledes sidder Kirsten Elise Larsen Sydendal med som repræsentant for Sammenslutningen af Danske Småøer.
- Næste skridt er at samle idéer, input og kommentarer. Vi har lavet aftale med konsulenter og eksperter, der skal lave forundersøgelsen, at de skal spørge os først i styregruppen, så vi kan informere borgerne først, hvis der er et ønske om at komme ud på private ejendomme, understregede Jane Skov Lind, der selv sidder med i styregruppen som repræsentant for Naturstyrelsen Storstrøm.
Tre kilometer ind i landet
Hun forklarede også, at valget af de tre kilometers afgrænsning ind i landet langs med kysterne ud til Smålandsfarvandet hang sammen med, at der her er tale om den såkaldte kystnærhedszone. Den er en planlægningszone uden nogen former for forbud som sådan, og en zone som kommunerne bruger som planlægningsværktøj.
Annonce
Det er i sidste ende styregruppen, som skal ende med at anbefale over for de lokale politikere, hvor afgrænsningen af den måske kommende nationalpark i og omkring Smålandsfarvandet helt præcist skal være. Til det arbejde skal der blandt andet bruges input fra lokale borgere.