Kultur

Dansegulvet foran scenen var sjældent tomt, da Kandis spillede til den første store koncert i KulturParken. Foto: Palle Nevad Frandsen

Kandis lagde toner til ny sommerfest

Bo & Naboskab Sydlollands samlingssted var onsdag rammen for det hidtil største arrangement.

Offentliggjort Sidst opdateret

Med solen bagende ned over den sydlollandske park, de franske hotdogs klar i pølsevognen og kølige drikkevarer langet over disken, er der onsdag taget hul på det, som skal være en helt ny sydlollandsk tradition. Musik i KulturParken i Rødbyhavn.

På scenen står Kandis, og foran er der godt gang i dans, klappende hænder og fællessangen. For Kjeld Saul, forstander i Bo & Naboskab Sydlolland, kunne dagen ikke være mere perfekt.

Den her musik kan beboerne forholde sig til. De nyder den, og den skaber både glæde og livskvalitet hos dem.

Kjeld Saul, forstander

- Vi generer ikke nogen ved at holde festen her, for vi fylder næsten alle bygninger i området, forklarer han, mens Kandis synger om at være på en øde ø. Det er de dog bestemt ikke.

Penge fra Megafester

Det er første gang, at KulturParken i Rødbyhavn er rammen om så stort et arrangement, men selv om der er omkring 450 gæster, forløber alt helt efter planen. Her er masser af plads, endnu flere store smil og livsbekræftende latter.

Forstander Kjeld Saul er glad for den første store koncert i KulturParken i Rødbyhavn. Foto: Palle Nevad Frandsen

Sommerfesten står på skuldrene af de tidligere "Megafester" i Holeby Hallen. Da Lolland Kommune besluttede at lukke hallen, var det samtidig farvel til de to årlige koncerter, hvor især Kandis havde været et stort trækplaster.

- Tidligere har der været støtteforeningen Rødbygårds Venner, men den havde i mange år været inaktiv. Nu er den blevet omdannet til en støtteforening for Bo & Naboskab Sydlolland, og de resterende midler fra Megafesterne er blevet doneret til den, fortæller Kjeld Saul.

Går ikke efter overskud

Med godt 100.000 kroner i ryggen er der en bund for at lave arrangementer som den nye sommerfest.

- Vores mål er at lave fester, som økonomisk hænger sammen. De skal ikke nødvendigvis give et stort overskud, siger forstanderen.

De omkring 450 deltagere kommer fra bo og naboskaber på hele Sydsjælland og Lolland-Falster, fra institutionen Kysten i Nysted og fra Kofoedsminde.

Livsglæde gennem musikken

Ikke overraskende går Kandis rent hjem blandt publikummet, der også giver sved på panden i souvenirshoppen ved siden af teltet. Her er der god omsætning i farverige t-shirts med det folkekære band.

Bo & Naboskab Sydlolland har med KulturParken en rigtig perle til både små og store arrangementer. Foto: Palle Nevad Frandsen

- Den her musik kan beboerne forholde sig til. De nyder den, og den skaber både glæde og livskvalitet hos dem, siger Kjeld Saul, der samtidig er glad for, at der er skabt en koncert som er for et publikum, som ellers sjældent kommer ud til koncerter.

For Kjeld Saul er der ingen tvivl om, at KulturParken har bestået prøven, og dermed kan man allerede se frem til en ny festlig dag igen næste år.