Krimi

Arkivfoto: Rigspolitiet

Kvinde fængslet for at arbejde på bordel

Ved en kontrol på et bordel i Nakskov fandt politiet en 33-årig nigeriansk kvinde uden arbejdstilladelse. Hun er nu fængslet.

Offentliggjort

Hvad er Schengenområdet?

    Medlemslandene er en del af et område uden kontrol ved de indre grænser. Det betyder, at landene:

  • Ikke foretager kontrol ved deres indre grænser, undtagen i tilfælde af specifikke trusler.
  • Foretager harmoniseret kontrol ved deres ydre grænser på grundlag af klart definerede kriterier.
  • I dag omfatter Schengenområdet en befolkning på over 450 millioner mennesker og 29 lande.
  • 25 af 27 EU-medlemslande er med. Samtidig er Norge, Liechtenstein, Island og Schweiz også medlemmer.

Fredag formiddag besøgte politiets udlændingekontrolafdeling en adresse i Nakskov, fordi der var mistanke om, at der blev drevet bordel på stedet.

På adressen traf politiet en 33-årig kvinde fra Nigeria. Problemet var, at hun ikke havde papirerne i orden - hun kunne ikke fremvise en arbejdstilladelse.

Derfor blev hun anholdt klokken 11 og sigtet for at overtræde udlændingeloven.

Udlændingestyrelsen har allerede besluttet, at kvinden skal have en bøde på 3.000 kroner, mens hun har fået et forbud mod at rejse ind i Schengenområdet de næste to år.

Mandag formiddag blev kvinden fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Nykøbing, hvor det blev besluttet, at hun skal forblive anholdt, indtil udvisningen kan gennemføres.