Guldborgsund

Mickey Mouse og plankegulve - du finder lidt af hvert hos Garant i Nykøbing, hvor Bo og Nina Rasmussen inviterer til jubilæumsløjer. Foto: Katrine Sabroe Chistensen

Lokal forretning fejrer 50-års jubilæum

Garant i Nykøbing har lagt gulve under generationer af lokale kunder. Nu fejrer Bo og Nina Rasmussen et halvt århundrede med tæpper, trends og en Disney-afdeling, der har vokset sig langt ud over gulvbrædderne.

Offentliggjort

Der er blevet rullet mange meter gulv ud, skåret tusindvis af kvadratmeter tæppe til og budt velkommen til generationer af lokale kunder.

I år er det 50 år siden, den lokale tæppe- og gulvforretning Garant slog dørene op – og selv om både boligmode og materialer har ændret sig undervejs, er forretningen blevet på lokale hænder og fødder.

Det var Erik Rasmussen, der åbnede forretningen i Systofte i sin tid, så rykkede den til Søndergade og siden 1986 har den ligget på sin nuværende adresse på Energivej i Nykøbing.

Avisudklip fra da det hele startede med Erik Rasmussen ved roret. Foto: Privat

- Jeg har været med lige siden, jeg var en lille knægt, og i år kan jeg fejre mit eget 20 års jubilæum med firmaet - sammen med min hustru Nina, der også har været med de seneste årtier. Der har selvfølgelig været op- og nedture i årene, men lige nu har vi travlt - rigtig travlt, siger indehaver Bo Rasmussen og fortsætter:

- Der er 10 mand i gang på gulvet og fire i butikken. I dag er vores venyl-planker virkelig efterspurgte, og de er en god erstatning for de dyrere trægulve. Du skal virkelig se godt efter for at se forskellen. Og så er der jo stadig vores væg til væg og afpassede tæpper, måtten til indgangen, brugskunst, gardiner, fluenet og meget mere, fortæller Bo Rasmussen, der føjer til, at epoxy-gulve med farve også er noget, der bliver lavet en del af. 

- Vi laver en del erhverv - lige nu skal der for eksempel trægulve i 110 lejligheder i Schillers-parken her i Nykøbing. Og noget andet spændende vi har lavet er tæppet i Byrådssalen, og det vildeste tæppe samlet i lagkagestykker hos Storstrøm Forsikring, tilføjer han.

Der var brug for mere farve

For år tilbage da alt skulle være i neutrale farver i lyse og beige nuancer, fandt Nina Ramussen en helt særlig niche, der har gjort forretningen mere end kun lokalt kendt.

- Vi havde brug for lidt mere farve i forretningen og noget spændende at tilbyde kunderne, så de kom lidt oftere. Så vi startede stille op med en lille afdeling med Disney-figurer. Og den har vokset sig kæmpe stor, fortæller Nina Rasmussen og fortsætter:

- Det er den største butik med de figurer i Danmark i dag. Figurerne er samleobjekter i stor stil, og mange køber dem også på vores webshop. Det er specielt Anders And, Fedtmule og Stitch, der er efterspurgte. Disney-afdelingen og vores andet spændende brugskunst giver lidt andet til hverdagen i butikken, siger hun.

- Ja, det er super, at vi har noget til forskellige aldersgrupper, og jeg synes nu også, at vi har godt fat i de unge. De vil godt have kvalitet, når de vælger gulve - vi er ved at komme lidt væk fra den der "køb-og-smid-væk" mentalitet, supplerer Bo Rasmussen.

Fredag 2. oktober inviterer parret til lidt jubilæumshygge med pølsevogn og fadøl.