Folketingsvalg 2026

Marcus Knuth glæder sig over, at statsministeren deler hans bekymring omkring mulige flygtningestrømme fra Mellemøsten. Arkivfoto: Ingrid Riis

Lokal kandidat foreslog det mandag - nu bakker statsministeren op: - Fantastisk

I mandags slog De Konservatives lokale folketingskandidat Marcus Knuth til lyd for, at man hurtigst muligt genindfører en fast grænsekontrol ved færgerne i Rødbyhavn og Gedser. Torsdag kommer statsminister Mette Frederiksen og Italiens premierminister med et forslag, der i store træk ligner.

Offentliggjort

- Mit forslag er, at man hurtigst muligt indfører fast grænsekontrol for alle ved de to færgeoverfarter her på Lolland-Falster (Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock) , ligesom man har gjort tidligere, så man kan monitorere situationen. Forhåbentlig bliver det ikke 2015 igen, men med udgangspunkt i, at amerikanerne er i krig med Iran, kan der meget hurtigt komme flygtningestrømme, hvis det hele braser sammen.

Sådan sagde De Konservatives lokale folketingskandidat i Guldborgsundkredsen, Marcus Knuth, mandag til Folketidende.

Anledningen var, at han frygter, at krigen i Mellemøsten kan udløse store flygtningestrømme mod Danmark, og han opfordrede derfor regeringen til at gøre noget hurtigst muligt for at være på forkant.

Om statsminister Mette Frederiksen ligefrem har læst opfordringen er nok tvivlsomt. Men noget tyder på, at hun går med samme bekymring som Marcus Knuth. 

Torsdag skriver Ritzau, at Mette Frederiksen sammen med Italiens premierminister Giorgia Meloni sendt et fælles brev til Det Europæiske Råd.

Her opfordrer de to ledere til at være på forkant med et muligt migrationspres fra konflikten i Mellemøsten.

- Vi kan ikke gentage flygtninge- og migrationsflowet til EU, som vi så i 2015.

- Dette ville ikke blot være en humanitær katastrofe for de direkte berørte mennesker, men vil også kunne få konsekvenser for sikkerheden og sammenhængskraften i vores Union, hedder det i brevet.

Dermed øger Danmark og Italien nu presset på EU-toppen for at sikre, at Europa ikke igen skal tage imod hundredtusinder af flygtninge og migranter, som det skete i 2015 i forbindelse med konflikten i Syrien.

LF’s største valgdebat - live på Folketidende.dk

På lørdag går 20 lokale kandidater på scenen til valgkampens største debat.

Følg det live her på Folketidende.dk, hvor vi streamer og blogger direkte fra debatten. 

Det er klokken 14 - lige her, hvor du læser med nu. 

Vil du selv være med som publikum, foregår det på GuldBoSund fra klokken 12:30 - vi starter med stegt flæsk. 

Tilmelding på ftfordele.dk 

- Det er da fantastisk

Og det glæder Marcus Knuth.

- Det er da fantastisk. Jeg er glad for, at jeg ikke er den eneste, der går med de tanker. Måske gør det også ekstra indtryk på mig, fordi jeg var ordfører på området dengang. 

- Det er også det rigtige at gøre at starte på europæisk plan, for de ydre grænser er jo der, hvor man i den perfekte verden kan forsøge at få styr på situationen først. 

- Men det, vi tidligere har set, er, fordi der er mange flygtninge, som ikke vil lade sig registrere i de sydlige lande, fordi de vil op til de gode forhold i Skandinavien. Og så kan der komme ret store grupper op gennem Europa uden, at man opdager det, før de står ved den danske grænse. Men jeg er glad for, at hun tager hånd om det på europæisk plan og advarer allerede nu, siger Marcus Knuth.

I brevet fra Mette Frederiksen og Giorgia Meloni opfordrer de deres europæiske kolleger til øjeblikkelig handling.

- Vi skal omgående give den nødvendige støtte til vores partnere og værtslande i Mellemøsten, fordi flygtninge og migranter generelt set skal hjælpes, hvor de er, hedder det i brevet fra Mette Frederiksen og Giorgia Meloni.

Bekymringen for en ny flygtningestrøm er steget efter USA og Israels angreb på Iran. Angrebet har på sin side fået Iran til at lukke Hormuzstrædet og angribe flere nabolande.

Ingen tegn indtil videre

Indtil videre er der ikke tegn på, at mennesker søger mod Europa i et omfang, som man så i 2015. Men det kan komme, mener Frederiksen og Meloni:

- Den igangværende konflikt i Mellemøsten giver anledning til stadig større bekymring på en række områder og breder sig i en region, der i forvejen huser et stort antal fordrevne, hedder det i brevet.

De to regeringsledere roser EU for at afsætte 458 millioner euro til at afhjælpe den humanitære krise i området.

Beløbet svarer til omkring 3,4 milliarder kroner.

Men der er samtidig brug for mere håndfaste midler for at holde flygtninge og migranter ude af Europa.

Derfor vil de to ledere have styrket de ydre grænser og indført en nødbremse, hvis der kommer en migrationsbølge mod Europa.

- Vi må være forberedte og træffe de nødvendige foranstaltninger, hvis situationen udvikler sig. Vi har ikke råd til at blive taget på sengen, som det er sket tidligere.

- Det betyder, at vi skal styrke vores grænser yderligere, så alle medlemsstater er tilstrækkeligt rustede til at sikre, at EU har fuld kontrol over sine ydre grænser, hedder det i brevet.

Foreslår nødbremse

Her taler de to samtidig for en "nødbremse". Den minder om den, et flertal i Folketinget allerede har vedtaget i Danmark.

Den danske nødbremse giver i en krisesituation mulighed for at afvise asylansøgere ved den danske grænse. Det samme bør være muligt på europæisk plan, lyder det.

- Vi opfordrer kommissionen til at undersøge mekanismer, der kan fungere som en nødbremse, der kan aktiveres som force majeure i tilfælde af pludselige, omfattende migrationsstrømme mod Unionen.

- Vi skylder de europæiske borgere og de berørte befolkningsgrupper at handle rettidigt og være parate til at reagere på passende vis på en af Europas største udfordringer. Denne gang skal vi være forberedte og levere resultater, hedder det i brevet.