Det har været tæt på flere gange, men endnu er det ikke lykkedes at kunne melde udsolgt til en håndboldkamp i Guldboxen, eller Spar Nord Boxen om man vil, i Nykøbing.
Men måske lykkes det onsdag aften. I skrivende stund har NFH afsat over 2.600 billetter af de cirka 3.000, der er til rådighed til den sidste hjemmekamp i grundspillet, hvor Ringkøbing Håndbold kommer på besøg.
Klubben lokker med gratis entré og underholdning både før og efter kampen. Det er klubbens sponsorer, der betaler billetterne, og pengene går direkte i klubkassen.
- I nogle klubber laver man for eksempel sponsorcykelløb for at samle penge ind. Her har en række af vores sponsorer sagt ja til at give mellem 1 og 10 kroner pr. tilskuer, der kommer i hallen, og p.t. er vi oppe på, at vi får 117 kroner pr. billet, fortæller NFH's direktør Kenneth Sahlholdt.
I og med at billetterne er gratis, skal man ikke købe billet, men Kenneth Sahlholdt opfordrer til, at man reserverer en på klubbens hjemmeside. I skrivende stund er der næsten udsolgt af siddepladser, men da man også opfordrer folk til at frigive reserverede billetter, hvis de alligevel ikke kommer, kan der løbende dukke nye billetter op.
Happy hour og afterparty
- Vi kører med happy hour og DJ i forhallen fra klokken 17.30, og efter kampen er der afterparty i forhallen, hvor spillerne også kigger forbi. Så vi opfordrer folk til at komme tidligt, og vi åbner også dørene tidligere end normalt, fortæller han.
Kampen begynder klokken 19.00.
- Vi håber, at vi kan gøre det til en årligt tilbagevendende begivenhed, og så er det et godt tidspunkt at gøre det på, hvor vi kan sige tak for opbakningen i grundspillet, inden vi tager fat på slutspillet efter påske, siger Kenneth Sahlholdt, der samtidig håber at kunne sende et signal til resten af håndbold-Danmark om, at man i Nykøbing godt kan fylde hallen, selvom det ikke er et af topholdene, der kommer på besøg.
Hvis man ikke når at reservere en billet inden, kan man få en i døren, men det er ikke sikkert, at der er flere siddepladser tilbage.
- Vi glæder os til at se en masse glade mennesker, og så håber vi, at alle tager en gul trøje på, og at de vil være med til at lave en fest, slutter NFH-direktøren.
Ringkøbing Håndbold ligger tredjesidst og skal spille nedrykningsspil efter påske. For NFH er det vigtigt at få en sejr, så man kan fastholde tredjepladsen i Bambuni Kvindeligaen.
Seneste artikler
Hjerteskærende fund i Idestrup: Tre killinger efterladt
Plejefar kaldt skyldig: - Jeg er rystet
Café uden bevilling fik beslaglagt masser af alkohol
Flere ramt af falske bookinger: Per frygter stort tab
Forargelse blandt politikere: Kalder på nyt stadion
Mest læste artikler
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst