Lolland
Borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen (i midten, red.) fra lokallisten Din Stemme er blandt de tre politikere, som opsagde sit kommunalt betalte avisabonnement. (Arkivfoto).
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lolland-politikere fastholder forklaring om avisopsigelser efter kritisk artikel
Lokalpolitikere på Lolland opsagde deres kommunalt betalte abonnementer på lokalavisen efter kritisk historie.
Der var ikke tale om en straffeaktion, da tre lokalpolitikere i Lolland Kommune opsagde deres abonnementer på Folketidende.
Sådan lyder det fra kommunen, der dermed fastholder, at de opsagte avisabonnementer var politikernes "personlige valg".
Det skriver TV2 Øst.
Kommunens svar kommer, efter at Folketingets Ombudsmand i juli bad politikerne om en yderligere forklaring på, hvorfor de opsagde avisabonnementerne.
Det kan nemlig være strafbart, hvis opsigelserne skete som en straffeaktion mod pressen.
Derfor gik Folketingets Ombudsmand ind i sagen i maj.
Målet er at undersøge forløbet, hvor mange abonnementer der er opsagt, og hvad baggrunden er.
Kommunen har også skullet forklare, hvilke "yderligere skridt" kommunen "har overvejet".
I april bragte Folketidende en kritisk historie med anonyme kilder, der rettede kritik mod administrationen i kommunen.
Kort efter valgte flere politikere, heriblandt borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen fra lokallisten Din Stemme, at opsige abonnementet på avisen blandt andet grundet utilfredshed med artiklens brug af anonyme kilder.
En myndighed kan som andre abonnenter vælge at opsige et avisabonnement, men det skal ske på sagligt grundlag, har Folketingets Ombudsmand, Christian Britten Lundblad, tidligere udtalt.
- I denne sag har der været udtalelser fremme, som kan efterlade et indtryk af, at det netop har været formålet (at straffe pressen, red.). Det er vigtigt, at kommunen er opmærksom på og forholder sig til det.
- Det er ikke sagligt, hvis det sker for at straffe eller lægge pres på bestemte journalister eller medier på baggrund af deres nyhedsformidling i for eksempel en kritisk artikel, sagde han.
Ifølge Ombudsmanden skrev et byrådsmedlem på Facebook, at "værst er det, at nogle af avisens journalister sætter loven for godt håndværk til side".
En anden lokalpolitiker har i en intern mail skrevet, at den "sidste manglende journalistiske kvalitet var så dråben, der fik bægeret til at flyde over".
Begge kommentarer kom fra politikere, der havde opsagt abonnementet efter den kritiske artikel fra lokalavisen.
To professorer i forvaltningsret har til Fagbladet Journalisten forklaret, at opsigelsen af kommunens abonnementer på avisen kan være i strid med loven.
Der er nemlig ikke tale om en saglig begrundelse, hvis der er tale om ren og skær straffeaktion.
RITZAU
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker