Folketingsvalg 2026

Et udpluk af de lokale kandidater til Folketinget. Collage: Folketidende

Lørdag løber Lolland-Falsters største valgdebat af stablen – følg med live på Folketidende

Landbrug, klima, skole, uddannelse, trivsel, erhverv og pension er blandt de temaer, som de lokale kandidater skal debattere, når friplejehjemmet GuldBoSund og Folketidende inviterer alle lokale folketingskandidater til valgdebat. 

Offentliggjort Sidst opdateret

Blot tre dage før folketingsvalget kan du komme helt tæt på de lokale folketingskandidater, når Folketidende og GuldBoSund i dag, lørdag, inviterer til Lolland-Falsters og valgkampens største valgdebat.

Debatten sendes direkte på folketidende.dk fra 14.00.

LF’s største valgdebat - live på Folketidende.dk

På lørdag går 20 lokale kandidater på scenen til valgkampens største debat. 

Følg det live her på Folketidende.dk, hvor vi streamer og blogger direkte fra debatten. 

Det er klokken 14 - lige her, hvor du læser med nu. 

Vil du selv være med som publikum, foregår det på GuldBoSund fra klokken 12:30 - vi starter med stegt flæsk. Tilmelding på ftfordele.dk

Her skal de lokale kandidater fortælle om deres visioner og planer for Sydhavsøerne – og de skal svare på, hvordan de vil sørge for, at løfterne bliver gennemført. 

Hvis du ikke har mulighed for at deltage, kan du følge debatten hjemmefra. Hele debatten bliver nemlig livestreamet på folketidende.dk i samarbejde med TV-M Multimedieklubben, der holder til på Kulturforsyningen og hver uge sender ti timers lokal-tv på Lokalkanalen. 

Debatten modereres af assisterende nyhedschef Allan Olsen og avisredaktør Lars Hovgaard. 

Vi har en pligt til at åbne dørene

Til Lolland-Falsters største valgdebat kan du møde disse 20 kandidater

  • Anne Valentina Berthelsen, SF
  • Kasper Roug, Socialdemokratiet
  • Kristian Stokholm, Radikale
  • Elise Sydendal, Alternativet
  • Henrik Jacobsen, Konservative
  • John Brill Engkebølle, Danmarksdemokraterne 
  • Benny Damgaard, Danmarksdemokraterne 
  • Ludmilla Plenge Schütt, Enhedslisten 
  • Joan Kragh, SF 
  • Julie Kølskov, Socialdemokratiet
  • Edris Qasimi, Radikale Venstre
  • Iben Krog, Venstre
  • Marcus Knuth, Konservative
  • Christian Wibholm, Danmarksdemokraterne
  • Bob Richard Nielsen, Danmarksdemokraterne
  • Charlotte Bagge, Moderaterne
  • Martin Mickey, løsgænger
  • Simon Hampe, Dansk Folkeparti. 
  • Jakob Harris, Borgernes Parti
  • Mads Brenøe, Liberal Alliance

Det er Dorte Olsen-Kludt, der er administrerende direktør på GuldBoSund, der i første omgang fik idéen. 

- Vi har optimale rammer til at afholde et større arrangement med lys og lyd, og så føler vi, at vi har pligt til at åbne dørene for såvel politikere som borgere, og så skal jeg da ikke lægge skjul på, at jeg personligt er vildt nysgerrig. Der er mange nye ansigter, som stiller op til folketingsvalget, og jeg kender desværre kun de færreste, siger Dorte Olsen-Kludt. 

Det er ikke første gang, at Guldbosund inviterer til valgdebat. Ved kommunalvalget arrangerede den lokale afdeling af Rotary en debat med spidskandidaterne i Guldborgsund Kommune. Foto: Jakob Poulsen

Derfor håber hun, at publikum vil få et indblik i, hvem de lokale kandidater er. 

- Der er kommet rigtig mange spændende forslag på bordet, men hvad er valgflæsk, og hvad lader sig realisere? Jeg håber først og fremmest, at de lokale kandidater vil fortælle, hvad de vil gøre for Lolland-Falster, og komme med deres bud på, hvordan vi skal klare os som lokalsamfund, når Femern-forbindelsen åbner, siger hun. 

Håber på markante stemmer 

For Dorte Olsen-Kludt er det vigtigt, at der bliver sat fokus på Sydhavsøerne, og at de lokale kandidater går sammen om at sætte emner, der er vigtige for Lolland-Falster, på kortet, og nævner den legendariske såkaldte jyske trafikmafia, der i 1980’erne på tværs af partier kæmpede for bedre motorvejsforbindelser i Jylland.

- Jeg håber, at vi på Lolland-Falster får nye markante stemmer på tinge. Vi har behov for et par folketingsmedlemmer, som sætter Lolland-Falster på Danmarkskortet. Vælgermødet her på GuldBoSund er alletiders chance for at vise sig frem og fortælle, hvad man vil gøre for os, der bor her. 

GuldBoSund Friplejehjem danner rammen om valgdebatten på lørdag. Arkivfoto: Anders Knudsen

Da Folketidende blev kontaktet af GuldBoSund om at arrangere valgdebatten, var Ole Sloth, der er ansvarshavende chefredaktør på Folketidende, ikke i tvivl om, at det skulle være et stort ja.

- Som lokalt medie er vi en medspiller i den demokratiske samtale, der foregår overalt på Lolland-Falster – ikke mindst her i en hektisk valgkamp. Faktisk føler vi os selv som en forudsætning for demokratiet. Det forpligter, og det værner vi om. Derfor er det helt naturligt for os at facilitere det, der nu er gået hen og blevet den største valgdebat på Sydhavsøerne, siger han. 

Hvordan kan vi mærke, at du er valgt ind?

Hele 20 kandidater med tilknytning til Lolland og Falster er inviteret, og for at sikre, at alle bliver hørt, er den delt op i hold og temaer.

- Det har været os magtpåliggende at invitere alle kandidater med tilknytning til Lolland-Falster. Derfor inviterer vi syv kandidater på scenen ad gangen. Vi slutter af med en runde, hvor alle får ordet til – kort – at svare på: ”Når du er valgt ind i Folketinget, hvordan vil vi så konkret kunne mærke det på Lolland-Falster?” 

Blandt temaerne vil der være landbrug, klima, skole, uddannelse og trivsel, grøn omstilling vs. borgere og erhverv samt pension og det private råderum.

- Vi har bevidst valgt nogle emner, hvor publikum kommer til at mærke forskel på kandidaterne. Vores ambition er at give publikum og brugerne nogle reelle og forhåbentlig nye indsigter, der rækker ud over de utallige valgtests på nettet eller valgannoncerne i avisen. Hvad vil vores lokale kandidater gøre for vores lokale samfund? – det vil vi gerne hjælpe med at give svar på, siger Ole Sloth.

Hvor godt kender du kandidaterne, der vil repræsentere Sydhavsøerne i Folketinget? Det kan du få svar på i Folketidendes kandidat-quiz, der tester din viden om de lokale kandidater. God fornøjelse med spillet herunder. 

Gæt kandidatens parti

Se et billede af en kandidat og gæt, hvilket parti personen repræsenterer.

Du får ekstra point for flere rigtige i træk.

Spørgsmål: 0 / 0
Point: 0
Streak: 0

.