Lørdag blev der sat to streger under det, som alle var klar over: At Nykøbing FC fra næste sæson kan kalde sig et 2. divisionshold. De to streger blev sat, da Næsby spillede 1-1 mod Vanløse Boldklub og dermed forseglede Falster-holdets skæbne, selvom der stadig er seks kampe tilbage i slutspillet.
Folketidende fangede cheftræner Mikkel hHygesen på telefonen umiddelbart efter slutfløjtet på Fyn.
Hvordan har dagen været?
Video fra Nykøbing FCs facebookside, hvor spillerne sammen ser kampen mellem Næsby og Vanløse Boldklub.
- Det har været en en fed dag. Vi har trænet, og så var vi flere, der sad og så kampen ude i klubben. Og ja, så blev det så en realitet i dag. Men det har jo ligget og luret i et godt stykke tid nu. Det var, hvad vi forventede, at vi ville opnå den her oprykning. Og nu var det så nogle andre, der gjorde, at det var matematisk sikkert, at vi rykkede op i dag. Men vi var bestemt opsat på selv at gå ud og få gjort opgaven færdig.
Det var det altoverskyggende mål, da vi rykkede ned sidste sommer.
Mikkel Thygesen
Hvad betyder det, at I nu rykker op?
Annonce
- Jamen, det betyder alverden. Det var det altoverskyggende mål, da vi rykkede ned sidste sommer. Så var der kun én ting, der talte, og det var oprykningen. Det har alle arbejdet hårdt for. Jeg var meget imponeret over spillerne, og hvordan de har reageret efter en nedrykning. Det med at lære at vinde fodboldkampe lige pludselig er ikke så nemt, som det lyder. Det er noget, vi har arbejdet hårdt på, og spillerne har været ekstremt modtagelige og løftet sig.
Forklar det her med at “lære at vinde kampe"?
- Fodbold er et meget komplekst spil. Der er mange mekanismer, der gør sig gældende i løbet af de 90 minutter. Der er en modstander, som vil gøre alt for at få point. Vi kommer som et hold med et anderledes miljø i forhold til vores konkurrenter, fordi vi fra start vidste, at alle ville gøre alt for at slå os. Det med at træffe de rigtige beslutninger i løbet af 90 minutter kommer ikke bare af sig selv. Der er meget mentalt, vi har arbejdet med. Især i minutterne 75 til 90, hvor der sker meget: går man på scoring, hvis man fører 1-0, forsvarer man, hvis det er 0-0, eller satser man. Der har vi truffet gode beslutninger, som har givet os læring og selvtillid.
Så det føles som at være tilbage, hvor I hører til?
- Ja, men vi er ikke færdige. Det her er første step på vejen. Det var vores målsætning i år. Vi har allerede arbejdet i kulissen med næste sæson, og vi kigger fremad. Momentum skal med videre. Samtidig er det vigtigt at nyde det, for det har været exceptionelt.
Hvad har været den største udfordring?
- Vi har ikke mødt så mange udfordringer, fordi vi har toppræsteret i alle kampe. Det spændende har været, at klubben har haft to nedrykninger på tre år. Så kommer man ned i en række, hvor man forventes at vinde hver kamp. Det har været interessant at se, hvordan spillerne har håndteret det. Det vigtigste har været in-game management og beslutninger i kampene. Det har jeg været imponeret over.
Hvordan griber I kampen i morgen an?
- Det er en lidt anderledes situation. Jeg kan ikke huske nogen, der er rykket op så tidligt. Vi forbereder os som normalt og skal stadig præstere. Vi arbejder allerede med nye målsætninger.
Hvor vigtigt er det, at ende på førstepladsen?
Annonce
- Det er faktisk en af vores målsætninger. Vi har lavet vores egen tabel, som kører løbende. Det var spillernes mål at vinde slutspillet.
Hvordan skal oprykningen fejres?
- Vi har inviteret koner, kærester og familier til spisning efter kampen. Der kommer nok også nogle taler. Jeg kunne forestille mig, at Claus (Jensen, red.) har noget på hjerte. Og så er det det. Vi har træning igen mandag, så vi skal hurtigt videre. Vi skal nok få tid til at nyde det her.