Lolland

Bente Borreskov er ikke længere medlem af byrådet. Det skyldes stress, der er kommet af mobning og chikane, fortæller hun. Arkivfoto: Jan Knudsen

Mobbet ud af byrådet: Nu står hun frem

For første gang siden sin sygemelding fortæller Bente Borreskov om forløbet, der kostede hende den politiske karriere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Gennem den seneste tid har DR skrevet om, at tonen i Hjørring Byråd er decideret rådden, og at politikerne taler hårdt til hinanden.

Men det er ikke kun i den nordjyske kommune, at bølgerne går højt, og tonen er for skarp. Det mener det nu tidligere byrådsmedlem, Bente Borreskov, der i næsten 10 år repræsenterede Enhedslisten i byrådet i Lolland Kommune.

- Jeg har gennem de sidste to år, jeg sad i Lolland Byråd, oplevet både mobning og chikane i en uhørt grad, fortæller hun til Folketidende på baggrund af den seneste tids fokus på den til tider hårde tone i nogle byråd.

Alt i alt drejer det sig om, at flere af byrådskollegaerne ville lukke munden på mig.

Bente Borreskov

Bente Borreskov ønsker ikke at dykke yderligere ned i, hvad der konkret er sket i hendes tid som politiker. Men hun fortæller, at hun både blev udsat for mobning og chikane på byrådsmøder og udenfor mødetid.

Tidligere har Bente Borreskov også fortalt, at hun føler, at hun bliver mobbet i byrådet. Allerede to år inden sin sygemelding delte hun således sine oplevelser med Folketidendes læsere.

Tidligere reportager fra byrådsmøder beskriver, hvordan byrådsmedlemmer himlede med øjnene, rystede på hovedet og afbrød Bente Borreskov, når hun talte.

Tre fjerdedele klappede af ydmygelse

Leo Christensen har oplevet en hård tone og en grov situation på et lukket møde. Arkivfoto: Anders Knudsen

Byrådsmedlem Leo Christensen, løsgænger, bakker op om sin byrådskollegas oplevelser.

- Jeg har i hele min politiske karriere to gange talt så højt, at de kunne høre det ovre ved pølsevognen. Det var i begge tilfælde borgmesteren, der ikke kunne tale pænt til mig, men to gange på 16 år, det kan jeg leve med, siger løsgængeren.

- Det, jeg har oplevet, er, at tonen har været hårdere over for kvinderne i oppositionen - specielt overfor Bente Borreskov, siger Leo Christensen.

Leo Christensen husker et eksempel fra et lukket byrådsmøde:

- På et lukket byrådsmøde, må man ikke snakke om sagerne, men det her handler ikke om sagerne, det handler om opførsel. Der var en velanskreven socialdemokrat, der rejste sig op og skældte Bente Borreskov huden fuld. Efterfølgende gav tre fjerdedele af byrådet sig til at klappe. Det er det groveste, jeg har oplevet i mit liv som politiker, fortæller Leo Christensen.

Vil lukke munden på mig

Byrådsmødet i september 2023 blev Bente Borreskovs sidste som politiker, for hun blev syg med stress som følge af den grove tone, der var i byrådet, siger hun.

- Alt i alt drejer det sig om, at flere af byrådskollegaerne ville lukke munden på mig. Ikke ved at argumentere mod mine holdninger, men ved at angribe mig personligt. Til sidst blev det så slemt, at jeg blev syg af det og måtte, for at passe på mig selv, træde ud af byrådet, siger den tidligere politiker.

Bente Borreskov mener, at det er Holger Schou Rasmussens (S) ansvar som borgmester at opretholde et sundt arbejdsmiljø, da han er mødeleder i byrådet.

Nuværende medlem af byrådet for Enhedslisten, Birthe Lauridsen, oplever ikke den samme hårde tone mod sig, men gennem den seneste tid er der kommet flere kommentarer om hendes opførsel.

- Når man sidder der som enkeltmedlem, siger man noget til mange punkter, hvorimod sidder man 13 medlemmer fra et parti, siger man ikke så meget, for så siger flere af ens partikollegaer noget. Men det seneste halve års tid oplever jeg også at modtage nogle - hvad skal man sige - halvmorsomme bemærkninger om, at man siger meget, siger Birthe Lauridsen.

Men hun ved allerede, hvordan hun skal håndtere kommentarerne.

- Til det seneste byrådsmøde begyndte jeg så at sige noget til alle punkterne. Hvis de kører på mig, så siger jeg bare endnu mere - det er sådan, jeg er opdraget. Nu får vi at se, om det stopper, siger Birthe Lauridsen.

Kollegerne reagerer

Borgmester Holger Schou Rasmussen er blevet forelagt kritikken fra Bente Borreskov, og det samme er de andre byrådsmedlemmer. Hertil svarer han:

- Jeg kan ikke tage Bentes oplevelse fra hende, men jeg mener, at du bør sende hendes udtalelser til hele byrådet med henblik på en kommentar. Jeg tænker, det er en voldsom beskyldning, hun rejser mod sine tidligere kollegaer, skriver borgmesteren, som blev forelagt kritikken inden det resterende byråd.

Viceborgmester Henrik Jacobsen (K) har også reageret på kritikken.

- Man skal huske, at det er levende mennesker der arbejder med politik, mennesker der brænder for deres sager - uanset politisk ståsted, skriver viceborgmester Henrik Jacobsen (K) i sit svar på kritikken fra Bente Borreskov.

Han uddyber, at det er vigtigt for enkeltmandatspartier at deltage i debatten på byrådsmøderne, da de ikke er repræsenteret i alle udvalg.

- Dette kan - men ikke nødvendigvis - medføre meningsudvekslinger nogle gange med let sarkasme og ironi om andres politiske holdning, men aldrig personlige angreb. Det er den arena, et byråd kan være, skriver det konservative medlem.

Derudover er Marie-Louise Brehm Nielsen vendt tilbage på Folketidendes henvendelse som den eneste andet medlem, men hun har valgt at tage snakken med Bente Borreskov i privat. I skrivende stund er det, de eneste svar Folketidende har modtaget fra byrådet.