Holger Schou Rasmussen (S), Tine Vinther Clausen (V), løsgænger Leo Christensen, Henrik Jacobsen (K), Marie-Louise Brehm Nielsen (Din Stemme), Lars Christiansen (SF) og Vibeke Grave (S) var tirsdag samlet for at underskrive det lollandske budgetforlig. Foto: Palle Nevad Frandsen
Nupper af kassen: - Aldrig lykkedes for nogen at spare sig rig
Lolland Kommunes pengekasse nærmer sig at være tom. Alligevel tager partierne næsten 36 millioner fra kassen til næste års budget.
Økonomien er stram. Tallene blinker rødt, og kommer der ikke en ny partnerskabsaftale med staten i det kommende år, er Lolland i alvorlige problemer. Et byrådsflertal på 24 ud af 25 medlemmer står alligevel bag et budgetforlig, hvor der bliver taget 35,9 millioner kroner fra den slunkne kommunale pengekasse.
- Det er jo aldrig lykkedes for nogen at spare sig rig, siger Marie-Louise Brehm Nielsen fra Din Stemme.
Jeg nægter at være med til, at Lolland bliver et levende frilandsmuseum.
Henrik Jacobsen (K)
Når de lollandske politikere har behov for det, som på kommunalt sprog kaldes at tilpasse, men hos borgerne blot opleves som nedskæringer, er det vigtigt, at besparelserne ikke står alene, mener Marie-Louise Brehm Nielsen, der er formand for ældre-, omsorgs- og sundhedsudvalget.
- Der vil altid være behov for investeringer, så kommunen kan tilpasse sig den nye virkelighed.
Bliver ikke nemmere
Annonce
Hos Socialdemokratiet er gruppeformand Vibeke Grave enig.
- Vi kan også ende med at spare os selv ihjel.
Selv føler hun også, at kommunen skal agere lidt på trods. For selv om Lolland på mange måder leverer flotte resultater, så hjælper det ikke på bundlinjen. Og de flotte resultater kommer ikke af sig selv, men kun ved hele tiden at udvikle sig.
Bredt budgetforlig
Budgetforliget i Lolland Kommune er blevet indgået mellem Socialdemokratiet, Venstre, Din Stemme, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og løsgænger Leo Christensen.
Dermed står kun Enhedslisten uden for forliget.
I budgettet er der blandt andet sat penge af til:
Specialskolen (18,3 mio. kr.)
Skolen samles i Nakskov og Maribo.
Ny placering til Lolland-Falster Brandvæsen (10 mio. kr.)
Første skridt mod nye, tidssvarende faciliteter.
Helhedsplan for Kragenæs (2 mio. kr.)
Fokus på parkering og adgangsforhold.
Maribo bymidte (0,5 mio. kr.)
Prøvehandlinger, events og byrumseksperimenter i centrum.
Faglokaler i skolerne (5,7 mio. kr.)
Nye læringsmiljøer i håndværk, naturfag og musik.
STU-tilbud (1 mio. kr.)
Forundersøgelse af ny placering til specialtilbuddet i Hunseby.
Vejbro ved Sædingevej (3,5 mio. kr.)
Nyt broanlæg skal styrke lokal infrastruktur.
Pensionistbus (0,15 mio. kr.)
Støtte til frivillige, der kører ældre til arrangementer.
- Allerede nu ved vi, at det ikke bliver nemmere i de kommende år, og vi vil ikke kunne klare disse udfordringer alene, slår Vibeke Grave fast.
Derfor er der også nærmest en konstant trafik af delegationer fra byrådet med kurs mod Christiansborg, hvor der er møde med landspolitikere. Håbet er at få skabt opmærksomhed om Lollands situation, og få landspolitikerne til også at skride til handling.
- Men vi vil ikke smadre hele vores lokalsamfund for at forsøge at få enderne til at hænge sammen, for det vil de ikke komme til uden hjælp, lyder det fra Vibeke Grave.
Skal kunne trykke til speederen
Også den konservative viceborgmester, Henrik Jacobsen, går ind i merforbruget med åbent sind. Han kalder det en kontrolleret offensiv, med inspiration fra den tidligere fodboldlandstræner Morten Olsen.
Bruger kommunen ikke penge, vil der heller ikke ske en udvikling. Det nytter ikke at sætte sig ned og gøre ingenting, mener han.
Jeg er blevet nødt til at ændre holdning til hele nedrivningspolitikken. Det er den bedste rettidige omhu, som vi har lavet i denne kommune.
Leo Christensen (løsgænger)
- Jeg nægter at være med til, at Lolland bliver et levende frilandsmuseum, fastslår Henrik Jacobsen.
Annonce
Det er Tine Vinther Clausen (V) enig i.
- Hvis vi skal have en kommune i vækst, er det vigtigt, at vi har de rigtige rammer. Hvis vi ønsker at kunne trykke på speederen, så nytter det ikke noget, at vi samtidig sparer den mulighed væk.
Rigtigt med nedrivninger
Løsgænger Leo Christensen er tilbage i forligskredsen om det kommende budget, og han peger også på de store uligheder i landet. For mens Lolland bruger 44 millioner kroner mindre på service end den har mulighed for, så har Københavns Kommune over 19 milliarder kroner stående på kontoen.
Løsgænger Leo Christensen er i dag overbevist om, at Lolland Kommune har handlet rigtigt, når ejendommer er blevet revet ned mange steder i kommunen. Arkicfoto: Kim Løwenstein
Medd den nye socialreform frygter han, at skellet bliver endnu større. Hovedstaden og de rige kommuner vil kun være for dem, der har masser af penge i banken, og mange af de dårligt stillede vil søge mod provinsen.
- Den reform vil betyde meget skidt for Lolland, og jeg er blevet nødt til at ændre holdning til hele nedrivningspolitikken. Det er den bedste rettidige omhu, som vi har lavet i denne kommune. Det handler om at få revet så meget ned som overhovedet muligt.
Slipper for luksusfælden
Lolland Kommune nøjes ikke med at bruge af kassen, der bliver også optaget nye lån. Selv om især de seneste par år har været hårde for den lollandske økonomi, så har gælden ikke ændret sig noget videre, forklarer borgmester Holger Schou Rasmussen (S). Kommunen afdrager lige så meget som den låner, men den onde spiral er svær at komme ud af.
Det får Lars Christiansen til at bemærke, at kommunen trods alt ikke er på vej i luksusfælden.
- De penge vi låner, skal sikre at vi opfylder lovens bogstaver. Altså målet er bare at overholde alle de krav, der kommer fra staten.
Annonce
Budgetaftalen skal andenbehandles på byrådsmødet torsdag.
Seneste artikler
Bogø Færgen og motorbåd i sammenstød
Vold i Storstrøm Fængsel: Indsat trampet i hovedet
Tine Hansen og Christina Figgé forsøger hver dag at gribe de mest udsatte
Bordelkontrol førte til anholdelse af 30-årig kvinde
Frede Rasmussen kommer til Nykøbing: Vil tale om livet som LGBT+-person
Mest læste artikler
Direktørpar dømt: Her er parret bag forsøg på millionsvindel
Nu er bjørnene kommet: - Jeg har gåsehud
Lang kø til åbning af butik
Bogø Færgen og speedbåd i sammenstød
Campingplads ved vandet til salg