Guldborgsund

Christian Refstrup, direktør for Teknik & Miljø og Kultur & Fritid i Guldborgsund Kommune, forklarer, hvorfor Big-Dollar er lukket. Foto: Guldborgsund Kommune

Ny Big Dollar-butik lukket efter bare én dag - her er forklaringen

Torsdag åbnede en helt ny Big Dollar-butik i Guldborgsundcentret ved Nykøbing. Fredag morgen blev den lukket igen af myndighederne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Én dag. Så længe nåede den nye Big Dollar-butik i Guldborgsundcentret ved Nykøbing at have åbent, før den blev lukket igen.

Det er Guldborgsund Kommune, der har udstedt et påbud om, at butikken skal holde lukket indtil videre. Årsagen er ifølge Christian Refstrup, der er direktør for Teknik & Miljø og Kultur & Fritid i Guldborgsund Kommune, at man mangler dokumentation for brandsikkerheden i lokalerne.

- I forbindelse med byggeriet skal de have en ibrugtagningstilladelse, inden de tager det i brug. For at kunne få det skal brandsikkerheden blandt andet være dokumenteret. Og det gør man ved, at de selv skal hyre en certificeret brandrådgiver, som går det igennem og skriver under på, at det er i orden. 

- Men det har vi ikke kunnet få, og derfor har vi været nødt til at lukke den. Vi kan ikke gå på kompromis med brandsikkerheden, siger Christian Refstrup.

Men lige så snart de har fået styr på det, er vi også klar til at behandle det, og hvis der ikke er bemærkninger i rapporten, får de en tilladelse.

Udefra set virker det lidt underligt, at de åbner den ene dag og så lukker igen dagen efter på grund af en tilladelse, der ikke var på plads. Kunne man ikke have stoppet det her, inden de nåede at åbne? 

- Vi har forsøgt at komme i dialog med dem både onsdag og torsdag, fordi vi kunne se, at det manglede. De havde lovet os, at det kom onsdag aften, og vi havde faktisk en mand på arbejde, som sad klar til at behandle det, men det kom bare ikke, så vi havde ikke anden mulighed end at lukke butikken til sidst.

- Og man kunne ikke have lukket den allerede inden torsdag morgen?

- De havde sagt, at det var på trapperne og var i orden, og det valgte vi i første omgang at tro på, men vi kunne ikke blive ved med at lade det køre. De fik også besked på i går, at hvis ikke vi fik materialet med det samme, var vi nødt til at lukke den, forklarer Christian Refstrup. 

Dermed er butikken lukket, indtil den nødvendige dokumentation er på plads.

- Vi sidder klar til at behandle den - også hvis det kommer i aften eller i morgen, siger Christian Refstrup og tilføjer:

- Det er heldigvis meget sjældent, at vi har sager af den her slags. Det er jo en træls sag - både for dem og deres kunder, men når det handler om brandsikkerhed, skal det være i orden. 

Big Dollars landechef er mildest talt ikke tilfreds med, at man må holde lukket allerede dagen efter åbningen. Læs hans reaktion HER.