Guldborgsund

De første heste er allerede ankommet til Krenkerup. Fredag går det løs med den store polo-turnering. Privatfoto

Poloheste fra hele Europa strømmer til Krenkerup

80 heste, 16 internationale spillere og en britisk stjernedommer indtager Krenkerup Gods, når turneringen Krenkerup Invitational sættes i gang fredag.

Offentliggjort Sidst opdateret

De første af i alt 80 heste er allerede ankommet, spillerne er også på vej - og fredag klokken 12.00 er borgmester Simon Hansen klar til at kaste bolden til den første kamp i Skandinaviens første poloturnering på højeste niveau på Krenkerup Gods.

Sådan lyder status fra Camilla Reventlow-Grinling fra Krenkerup, der er tovholder på den store begivenhed, her kort før, at det for alvor går løs med turneringen Krenkerup Invitational.

- Lige nu er der ankommet 23 tons udstyr, der skal bruges til at opbygge de mange hestebokse ved siden af polobanen. Forleden ankom de første seks heste, der havde deltaget i en anden turnering. Og torsdag bliver alle boksene fyldt med de i alt 80 heste, der skal være med i vores turnering, fortæller Camilla Reventlow-Grinling.

Til at ride hestene og spille kampene er der 16 internationale og professionelle spillere på vej til Lolland. De er fordelt på fire hold - et dansk-engelsk med lokal forankring samt tre tyske hold.

Artiklen fortsættes...

Banen er perfekt

Også en af verdens mest anerkendte polodommere, Jason Dixon, har lovet at tage turen fra England til Lolland for at dømme de i alt seks kampe, der er fordelt med to kampe henholdsvis fredag, lørdag og søndag.

Ligeledes har den kendte polokommentator Simon Ledger også meldt sin ankomst til Krenkerup for at kommentere kampene for publikum.

Vi håber, at mange vil have lyst til at komme at overvære kampene.

Camilla Reventlow-Grinling

- Vi håber, at mange vil have lyst til at komme at overvære kampene. Der er gratis adgang og parkering (med et begrænset antal pladser). Og forhåbentlig bliver vejret godt, så man kan medbringe et tæppe og en picnickurv og få en god udsigt til banen, siger Camilla Reventlow-Grinling.

Hun har som så mange andre holdt ekstra øje med vejret de seneste dage.

Krenkerup Invitational

  • Krenkerup Invitational er Skandinaviens første professionelle poloturnering med internationale spillere i 6-8 goal-klassen, som sikrer et højt niveau.
  • Polobanen svarer i omfang til ni fodboldbaner - og er landets eneste bane i fuld størrelse.
  • Turneringen foregår 8., 9. og 10. august.
  • Fredag og lørdag fløjtes kampene i gang klokken 12 og 15 - og søndag er der semifinale klokken 12 og finale klokken 15.
  • Medbring tæppe og picnickurv. Der er mulighed for at købe kolde drikke og lette forfriskninger. Alle er velkomne. Antallet af parkeringspladser er begrænset.
  • Flere praktiske informationer om turneringen på Krenkerup Polos website.

- Men vi tager det, som det kommer. Andet er der ikke at gøre. Jeg kan i hvert fald konstatere, at den seneste tids regn har gjort banen noget nær perfekt og vil give hestene et godt fundament. I øvrigt er der en lidt sjov tradition i polo, nemlig at publikum mellem kampene opfordres af kommentatoren til at gå ind på banen og træde de huller i græsset, som hestene har revet op, ned igen. Det giver sådan en god fornemmelse af fællesskab, lyder det fra Camilla Reventlow-Grinling.

De seneste dage har et firma fra Thisted, der er specialister i hestebokse, opstillet stribevis af slagsen ved polobanen ved Krenkerup Gods. Privatfoto

Ideel sport til området

Borgmester Simon Hansen har lovet at kaste bolden til den første kamp fredag 8. august klokken 12.00 - og det ser han frem til.

- Jeg glæder mig meget til at give den første bold op og overvære turneringen. Det er en turnering på højt niveau, og det kan kun lade sig gøre, fordi Krenkerup Gods har anlagt en professionel polobane - den eneste af sin art i hele Skandinavien. Det er en sport, der kræver plads, og som derfor er helt ideel til de smukke egne af Danmark, hvor vi har lidt mere plads, lyder det blandt andet i en udtalelse fra Simon Hansen.